Bibliotheca Polyglotta

Catilina (Catiline)

Complete text

FØRSTE AKT

(Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En træbevokset bakke ved vejen. I baggrunden fremrager stadens højder og mure. Det er aften.)
(Catilina står oppe på bakken mellem buskerne, lænet til en træstamme.)

FIRST ACT

[The Flaminian Way outside of Rome. Off the road a wooded hillside. In the background loom the walls and the heights of the city. It is evening.]
[CATILINE stands on the hill among the bushes, leaning against a tree.]

CATILINA.
Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, – og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder –!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; –
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden.)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; –
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
(roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, – og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, –
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; – vågn, og vord en mand!
(afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme,
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere, kommer nedover landevejen uden at bemærke Catilina.)

CATILINE.
I must! I must! A voice deep in my soul
Urges me on,--and I will heed its call.
Courage I have and strength for something better,
Something far nobler than this present life,--
A series of unbridled dissipations--!
No, no; they do not satisfy the yearning soul.

CATILINE.
I rave and rave,--long only to forget.
’Tis past now,--all is past! Life has no aim.

CATILINE.
[After a pause.]
And what became of all my youthful dreams?
Like flitting summer clouds they disappeared,
Left naught behind but sorrow and remorse;--
Each daring hope in turn fate robbed me of.
[He strikes his forehead.]

CATILINE.
Despise yourself! Catiline, scorn yourself!
You feel exalted powers in your soul;--
And yet what is the goal of all your struggle?
The surfeiting of sensual desires.

CATILINE.
[More calmly.]
But there are times, such as the present hour,
When secret longings kindle in my breast.
Ah, when I gaze on yonder city, Rome,
The proud, the rich,--and when I see that ruin
And wretchedness to which it now is sunk
Loom up before me like the flaming sun,--
Then loudly calls a voice within my soul:
Up, Catiline;--awake and be a man!

CATILINE.
[Abruptly.]
Ah, these are but delusions of the night,
Mere dreaming phantoms born of solitude.
At the slightest sound from grim reality,--
They flee into the silent depths within.
[The ambassadors of the Allobroges, AMBIORIX and OLLOVICO, with their Escort, come down the highway without noticing CATILINE.]

AMBIORIX.
Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol.

AMBIORIX.
Behold our journey’s end! The walls of Rome!
To heaven aspires the lofty Capitol.

OLLOVICO.
Det Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germanniens, – Galliens og måské.

OLLOVICO.
So that is Rome? Italy’s overlord,
Germany’s soon,--and Gaul’s as well, perchance.

AMBIORIX.
Desværre, ja; – så tør det engang vorde;
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allebrogers land.

AMBIORIX.
Ah, yes, alas;--so it may prove betimes;
The sovereign power of Rome is merciless;
It crushes all it conquers, down to earth.
Now shall we see what lot we may expect:
If here be help against the wrongs at home,
And peace and justice for our native land.

OLLOVICO.
Det vil os skænkes.

OLLOVICO.
It will be granted us.

AMBIORIX.
Lad os håbe så;
thi endnu véd vi ingenting med visshed.

AMBIORIX.
So let us hope;
For we know nothing yet with certainty.

OLLOVICO.
Du frygter, synes det?

OLLOVICO.
You fear somewhat, it seems?

AMBIORIX.
Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger, –
i kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til fører for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men her –

AMBIORIX.
And with good reason.
Jealous was ever Rome of her great power.
And bear in mind, this proud and haughty realm
Is not by chieftains ruled, as is our land.
At home the wise man or the warrior reigns,--
The first in wisdom and in war the foremost;
Him choose we as the leader of our people,
As arbiter and ruler of our tribe.
But here--

CATILINA
(råber ned til dem).
– her råder vold og egennytte; –
ved list og rænker blir man hersker her!

CATILINE.
[Calls down to them.]
--Here might and selfishness hold sway;--
Intrigue and craft are here the keys to power.

OLLOVICO.
O, ve os, brødre, – han har os beluret!

OLLOVICO.
Woe to us, brethren, woe! He spies upon us.

AMBIORIX
(til Catilina).
Er så den ædelbårne Romers skik?
Et kvindeværk er det i vore dale.

AMBIORIX.
[To CATILINE.]
Is such the practice of the high-born Roman?
A woman’s trick we hold it in our nation.

CATILINA
(stiger ned på vejen).
Frygt ikke; – spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale. –
Fra Allebrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfærd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
forgældet, og afhængig som en træl
af et senat – tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-ånd,
det frisind, Roma havde før i eje; –
liv, sikkerhed, er af senatets hånd
en nåde, som med guld man må opveje.
Her gælder magtsprog, ej retfærdighed;
den ædle står af vælden overskygget –

CATILINE.
[comes down on the road.]
Ah, have no fear;--spying is not my business;
By chance it was I heard your conversation.--
Come you from Allobrogia far away?
Justice you think to find in Rome? Ah, never!
Turn home again! Here tyranny holds sway,
And rank injustice lords it more than ever.
Republic to be sure it is in name;
And yet all men are slaves who cringe and cower,
Vassals involved in debt, who must acclaim
A venal senate--ruled by greed and power.
Gone is the social consciousness of old,
The magnanimity of former ages;--
Security and life are favors sold,
Which must be bargained for with hire and wages.
Not righteousness, but power here holds sway;
The noble man is lost among the gilded--

AMBIORIX.
Men sig, – hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorpå vort hele håb var bygget?

AMBIORIX.
But say,--who then are you to tear away
The pillars of the hope on which we builded?

CATILINA.
En mand, der føler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfærdigt vælde;
en ven af hver en undertrykt, hver svag, –
med lyst og mod, den mægtige at fælde.

CATILINE.
A man who burns in freedom’s holy zeal;
An enemy of all unrighteous power;
Friend of the helpless trodden under heel,--
Eager to hurl the mighty from their tower.

AMBIORIX.
Det stolte Romerfolk –? Ah, Romer, svar; –
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skræk, beskytter for den svage?

AMBIORIX.
The noble race of Rome--? Ah, Roman, speak--
Since we are strangers here you would deceive us?
Is Rome no more the guardian of the weak,
The dread of tyrants,--ready to relieve us?

CATILINA
(peger mod staden og siger:)
Se, Allebroger, – hist på højden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rødlig aftenglans det luer
ved sidste blinket ifra vestens sol. –
Så flammer også Romas aftenrøde;
dets frihed hylles ind i trældoms nat. –
Dog, på dets himmel snart en sol skal gløde;
og for dens stråler svinder mulmet brat.
(han går.)

CATILINE.
[Points towards the city and speaks.]
Behold the mighty Capitol that towers
On yonder heights in haughty majesty.
See, in the glow of evening how it lowers,
Tinged with the last rays of the western sky.--
So too Rome’s evening glow is fast declining,
Her freedom now is thraldom, dark as night.--
Yet in her sky a sun will soon be shining,
Before which darkness quick will take its flight.
[He goes.]

(En søjlegang i Rom.)
(Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig samtale.)

[A colonnade in Rome.]
[LENTULUS, STATILIUS, COEPARIUS, and CETHEGUS enter, in eager conversation.]

COEPARIUS.
Ja, du har ret; det vorder stedse værre.
Hvad enden bliver, véd jeg ikke selv.

COEPARIUS.
Yes, you are right; things go from bad to worse;
And what the end will be I do not know.

CETHEGUS.
Ej! Aldrig falder det mig ind at tænke
på enden. Øjeblikket nyder jeg.
Hver glædens skål jeg stikker ud – og lader
det hele gå sin egen skæve gang.

CETHEGUS.
Bah! I am not concerned about the end.
The fleeting moment I enjoy; each cup
Of pleasure as it comes I empty,--letting
All else go on to ruin as it will.

LENTULUS.
Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
så ligegyldigt at imødese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgøres kan.

LENTULUS.
Happy is he who can. I am not blessed
With your indifference, that can outface
The day when nothing shall be left us more,
Nothing with which to pay the final score.

STATILIUS.
Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis, som vor –

STATILIUS.
And not the faintest glimpse of better things!
Yet it is true: a mode of life like ours--

CETHEGUS.
O, ti med sligt!

CETHEGUS.
Enough of that!

LENTULUS.
Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gæld berøvet.

LENTULUS.
Today because of debt
The last of my inheritance was seized.

CETHEGUS.
Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem!

CETHEGUS.
Enough of sorrow and complaint! Come, friends!
We’ll drown them in a merry drinking bout!

COEPARIUS.
Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre!

COEPARIUS.
Yes, let us drink. Come, come, my merry comrades!

LENTULUS.
Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; –
jeg tænker han, som vanligt, søger os.

LENTULUS.
A moment, friends; I see old Manlius yonder,--
Seeking us out, I think, as is his wont.

MANLIUS
(træder hæftig ind).
Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer.

MANLIUS.
[Enters impetuously.]
Confound the shabby dogs, the paltry scoundrels!
Justice and fairness they no longer know!

LENTULUS.
Hvad er påfærde? Hvorfor så forbittret?

LENTULUS.
Come, what has happened? Wherefore so embittered?

STATILIUS.
Har ågerkarle plaget også dig?

STATILIUS.
Have usurers been plaguing you as well?

MANLIUS.
Hel andet. Hør! Som I vel alle véd,
har jeg med hæder tjent i Sullas hær.
Et stykke agerland blev min belønning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nød det mig ernæred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder –
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling på enhver.
Det er et røveri, og intet andet!
Kun egen griskhed søger de at mætte.

MANLIUS.
Something quite different. As you all know,
I served with honor among Sulla’s troops;
A bit of meadow land was my reward.
And when the war was at an end, I lived
Thereon; it furnished me my daily bread.
Now is it taken from me! Laws decree--
State property shall to the state revert
For equal distribution. Theft, I say,--
It is rank robbery and nothing else!
Their greed is all they seek to satisfy.

COEPARIUS.
Så skalter de med vore rettigheder!
De mægtige tør øve, hvad de vil.

COEPARIUS.
Thus with our rights they sport to please themselves.
The mighty always dare do what they will.

CETHEGUS
(muntert).
Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortælle.
Tænk eder kun, – min smukke elskerinde,
min Livia, har troløst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde ødslet bort.

CETHEGUS.
[Gaily.]
Hard luck for Manlius! Yet, a worse mishap
Has come to me, as I shall now relate.
Listen,--you know my pretty mistress, Livia,--
The little wretch has broken faith with me,
Just now when I had squandered for her sake
The slender wealth that still remained to me.

STATILIUS.
Din overdåd tilskrives må dit uheld.

STATILIUS.
Extravagance--the cause of your undoing.

CETHEGUS.
Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
på mine ønsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds så længe, som jeg det formår.

CETHEGUS.
Well, as you please; but I will not forego
My own desires; these, while the day is fair,
To their full measure I will satisfy.

MANLIUS.
Og jeg, der tappert kæmped for den hæder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal –! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her!
Men, nej; den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande. –
O, hvad er I, den unge slægt, mod hine?
For magten bøjer I jer dybt i støvet;
I har ej mod at bryde eders lænker;
I bærer tålsomt dette trælleliv!

MANLIUS.
And I who fought so bravely for the glory
And might which now the vaunting tyrants boast!
I shall--! If but the brave old band were here,
My comrades of the battlefield! But no;
The greater part of them, alas, is dead;
The rest live scattering in many lands.--

MANLIUS.
Oh, what are you, the younger blood, to them?
You bend and cringe before authority;
You dare not break the chains that bind you fast;
You suffer patiently this life of bondage!

LENTULUS.
Ved guderne, – skønt krænkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der.

LENTULUS.
By all the Gods,--although indeed he taunts us,
Yet, Romans, is there truth in what he says.

CETHEGUS.
O, ja; ja vel; – ret må vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.

CETHEGUS.
Oh, well,--what of it? He is right, we grant,
But where shall we begin? Ay, there’s the rub.

LENTULUS.
Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bånd, som uretfærd
og herskesyge rundt om os har flettet.

LENTULUS.
Yes, it is true. Too long have we endured
This great oppression. Now--now is the time
To break the bonds asunder that injustice
And vain ambition have about us forged.

STATILIUS.
Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behøver vi en kraftig leder –
med mod og indsigt nok. Hvor findes han?

STATILIUS.
Ah, Lentulus, I understand. Yet hold;
For such a thing we need a mighty leader,--
With pluck and vision. Where can he be found?

LENTULUS.
Jeg kender en, der mægter os at lede.

LENTULUS.
I know a man who has the power to lead us.

MANLIUS.
Du mener Catilina?

MANLIUS.
Ah, you mean Catiline?

LENTULUS.
Netop ham.

LENTULUS.
The very man.

CETHEGUS.
Ja, Catilina; han var kanske manden.

CETHEGUS.
Yes, Catiline perchance is just the man.

MANLIUS.
Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fægted sammen.
Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore; –
hans sind var højt, hans mod urokkeligt.

MANLIUS.
I know him well. I was his father’s friend;
Many a battle side by side we fought.
Often his young son went with him to war.
Even his early years were wild and headstrong;
Yet he gave open proof of rare endowments,--
His mind was noble, dauntless was his courage.

LENTULUS.
Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
I aftes mødte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag; –
et dristigt mål han havde længst isigte.

LENTULUS.
We’ll find him, as I think, most prompt and willing.
I met him late this evening much depressed;
He meditates in secret some bold plan;--
Some desperate scheme he long has had in mind.

STATILIUS.
Ja, konsulatet har han længe søgt.

STATILIUS.
No doubt; the consulate he long has sought.

LENTULUS.
Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet; –
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rådet – pønsende på hævn.

LENTULUS.
His efforts are in vain; his enemies
Have madly raged against him in the senate;--
He was himself among them; full of wrath
He left the council--brooding on revenge.

STATILIUS.
Da går han sikkert på vort forslag ind.

STATILIUS.
Then will he surely welcome our proposal.

LENTULUS.
Jeg håber det. Dog først vi planen må
i enrum veje. Tiden er os gunstig.
(de går.)

LENTULUS.
I hope so. Yet must we in secret weigh
Our enterprise. The time is opportune.
[They go.]

(I Vesta-templet i Rom. På et alter i baggrunden brænder en lampe med den hellige ild.)
(Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem søjlerne.)

[In the Temple of Vesta in Rome. On an altar in the background burns a lamp with the sacred fire.]
[CATILINE, followed by CURIUS, comes stealing in between the pillars.]

CURIUS.
Hvad, Catilina, – hid du fører mig?
I Vestas tempel!

CURIUS.
What, Catiline,--you mean to bring me here?
In Vesta’s temple!

CATILINA
(leende).
Nu ja; som du ser!

CATILINE.
[Laughing.]
Well, yes; so you see!

CURIUS.
I guder, – hvilket letsind! End idag
har Cicero i rådet tordnet mod dig;
og dog du kan –

CURIUS.
Ye gods,--what folly! On this very day
Has Cicero denounced you in the council;
And yet you dare--

CATILINA.
O, lad det være glemt!

CATILINE.
Oh, let that be forgotten!

CURIUS.
Du er i fare, og forglemmer den –
ved blindt at styrte dig ind i en anden.

CURIUS.
You are in danger, and forget it thus--
By rushing blindly into some new peril.

CATILINA
(muntert).
Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed
en vestalindes elskov, – den forbudne; –
thi kom jeg hid at friste lykkens gunst.

CATILINE.
[Gaily.]
Well, change is my delight. I never knew
Ere now a vestal’s love,--forbidden fruit;--
Wherefore I came to try my fortune here.

CURIUS.
Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg!

CURIUS.
What,--here, you say? Impossible! A jest!

CATILINA.
En spøg? Ja visst, – som hver min kærlighed; –
men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde.
Ved sidste skuespil jeg så på torvet
prestinderne i stort og festligt optog.
Tilfældigvis på en af dem jeg sænked
et øjekast, – og med et flygtigt blik
hun mødte mit. Det trængte gennem sjælen.
Ah, dette udtryk i det sorte øje
jeg aldrig så hos nogen kvinde før.

CATILINE.
A jest? Why, yes,--as all my loving is.
And yet I was in earnest when I spoke.
During the recent games I chanced to see
The priestesses in long and pompous train.
By accident I cast my roving eye
On one of them,--and with a hasty glance
She met my gaze. It pierced me to the soul.
Ah, the expression in those midnight eyes
I never saw before in any woman.

CURIUS.
Det vil jeg tro. Men sig, – hvad fulgte siden?

CURIUS.
Yes, yes, I know. But speak--what followed
then?

CATILINA.
I templet har jeg vidst at slippe ind,
har flere gange set og talt med hende.
O, hvilken forskel mellem denne kvinde
og min Aurelia.

CATILINE.
A way into the temple I have found,
And more than once I’ve seen and spoken to her.
Oh, what a difference between this woman
And my Aurelia!

CURIUS.
Du elsker begge
på engang? Nej, – det kan jeg ej forstå.

CURIUS.
And you love them both
At once? No,--that I cannot understand.

CATILINA.
Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
Og dog – jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er øm og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed; –
hos Furia –. Gå, gå; der kommer nogen.
(de skjuler sig mellem søjlerne.)

CATILINE.
Yes, strange, indeed; I scarcely understand myself.
And yet--I love them both, as you have said.
But oh, how vastly different is this love!
The one is kind: Aurelia often lulls
With soothing words my soul to peace and rest;--
But Furia--. Come, away; some one approaches.
[They hide themselves among the pillars.]

FURIA
(kommer ind fra den anden side).
Forhadte haller, – vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt!
Hvert¹ herligt håb, hver tanke, som jeg nærte,
er slukt i dette hjerte, – gennemstrømt
af febergysen snart, og snart af gløden,
mer hed og brændende end flammen der. –
Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden,
som fængsled mig til dette tempel her, –
som røved mig enhver min ungdomsglæde, –
i livets varme vår hver skyldfri lyst?
Dog ingen tåre skal mit øje væde;
kun hævn og had beliver dette bryst.

1. fu: Hert

FURIA.
[Enters from the opposite side.]
Oh, hated walls,--witnesses of my anguish.
Home of the torment I must suffer still!
My hopes and cherished aspirations languish
Within my bosom,--now with feverish chill
Pervaded, now with all the heat of passion,
More hot and burning than yon vestal fire.

FURIA.
Ah, what a fate! And what was my transgression
That chained me to this temple-prison dire,--
That robbed my life of every youthful pleasure,--
In life’s warm spring each innocent delight?

FURIA.
Yet tears I shall not shed in undue measure;
Hatred and vengeance shall my heart excite.

CATILINA
(træder frem).
Og heller ej for mig en anden lue –
en mere blid – du nærer, Furia?

CATILINE.
[Comes forward.]
Not even for me, my Furia, do you cherish
Another feeling,--one more mild than this?

FURIA.
I guder! Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej –?

FURIA.
Ye gods! you, reckless man,--you here again?
Do you not fear to come--?

CATILINA.
Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren.

CATILINE.
I know no fear.
’Twas always my delight to mock at danger.

FURIA.
O, herligt; herligt! Så er og min lyst; –
og dette tempel hader jeg desmere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
O, denne tomme, handlingsløse færden,
et liv, så mat, som lampens sidste blus –!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide formål og af hede ønsker!
At knuges sammen mellem disse vægge; –
her stivner livet; håbet slukkes ud;
her sniger dagen døsigt sig tilende,
og ingen tanke rettes mod en dåd.

FURIA.
Oh, splendid! Such is also my delight;--
This peaceful temple here I hate the more,
Because I live in everlasting calm,
And danger never lurks within its walls.

FURIA.
Oh, this monotonous, inactive life,
A life faint as the flicker of the lamp--!
How cramped a field it is for all my sum
Of fervid longings and far-reaching plans!
Oh, to be crushed between these narrow walls;--
Life here grows stagnant; every hope is quenched;
The day creeps slowly on in drowsiness,--
And not one single thought is turned to deeds.

CATILINA.
Ah, Furia, hvor sælsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm, –
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
Så knuger naget også dette hjerte;
som dit – af hadet, hærdes det til stål;
som dig, mig røvedes hvert håb, jeg nærte;
mit levnet er – som dit – foruden mål.
Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der gløder i mig.
De håner og foragter mig, – de usle;
de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår
for ret og frihed, og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen Romers sind.

CATILINE.
O Furia, strange, in truth, is your complaint!
It seems an echo out of my own soul,--
As if with flaming script you sought to paint
My every longing towards a worthy goal.
Rancour and hate in my soul likewise flourish;
My heart--as yours--hate tempers into steel;
I too was robbed of hopes I used to nourish;
An aim in life I now no longer feel.

CATILINE.
In silence still I mask my grief, my want;
And none can guess what smoulders in my breast.
They scoff and sneer at me,--these paltry things;
They can not grasp how high my bosom beats
For right and freedom, all the noble thoughts
That ever stirred within a Roman mind.

FURIA.
Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden,
er skabt for mig, – så råber lydt en røst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
Så kom! O, kom – og lad os følge røsten!

FURIA.
I knew it! Ah, your soul, and yours alone,
Is born for me,--thus clearly speaks a voice
That never fails and never plays me false.
Then come! Oh, come--and let us heed the call.

CATILINA.
Hvad mener du, min skønne sværmerinde?

CATILINE.
What do you mean, my sweet enthusiast?

FURIA.
Kom, – lad os flygte langt fra dette sted;
et nyskabt fædreland vi vil os finde.
Her kues åndens stolthed og dens flugt;
her slukker lavhed hver en herlig funke
før den til flammers leg får blusse frem.
Kom, lad os flygte; – se, for frihedssindet
er hele jordens kreds et fædrehjem!

FURIA.
Come,--let us leave this place, flee far away,
And seek a new and better fatherland.
Here is the spirit’s lofty pride repressed;
Here baseness smothers each auspicious spark
Ere it can break into a burning flame.
Come, let us fly;--lo, to the free-born mind
The world’s wide compass is a fatherland!

CATILINA.
O, mægtigt tryllende du drager mig –

CATILINE.
Oh, irresistibly you lure me on--

FURIA.
Så lad os nytte dette øjeblik!
Højt over fjelde; vidt bag havets flade, –
langt, langt fra Roma standser først vor flugt.
Dig følger sikkert tusend venners skare;
i fjerne lande fæster vi vort bo;
der hersker vi; der skal sig åbenbare,
at intet hjerte slog som disse to!

FURIA.
Come, let us use the present moment then!
High o’er the hills, beyond the sea’s expanse,--
Far, far from Rome we first will stay our journey.
Thousands of friends will follow you outright;
In foreign lands we shall a home design;
There shall we rule; ’twill there be brought to light
That no hearts ever beat as yours and mine.

CATILINA.
O, skønt! – Men flygte? Hvorfor skal vi flygte?
Se, her kan også frihedsflammen næres;
her findes og en mark for dåd og handling,
så stor, som selv din sjæl begærer den.

CATILINE.
Oh, wonderful!--But flee? Why must we flee?
Here too our love for freedom can be nourished;
Here also is a field for thought and action,
As vast as any that your soul desires.

FURIA.
Her, siger du? Her, i det usle Roma,
hvor ikkun slavesind og voldsmagt findes?
Ah, Lucius, er også du blandt dem,
som uden rødme Romas fortid mindes?
Hvo råded fordum her? Hvo råder nu?
Dengang en helteflok, – og nu en skare
af trælles trælle –

FURIA.
Here, do you say? Here, in this paltry Rome,
Where naught exists but thraldom and oppression?
Ah, Lucius, are you likewise one of those
Who can Rome’s past recall without confession
Of shame? Who ruled here then? Who rule to-day?
Then an heroic race--and now a rabble,
The slaves of other slaves--

CATILINA.
Spot mig også du; –
men vid, – for Romas frihed at bevare,
for end engang at se² dets sunkne glans,
med glæde jeg, som Curtius, mig styrted
i svælget ned –

2. fu: omits “se”

CATILINE.
Mock me you may;--
Yet know,--to save Rome’s freedom from this babble,
To see yet once again her vanished splendor,
Gladly I should, like Curtius, throw myself
Into the abyss--

FURIA.
Dig tror jeg; dig alene;
dit øje brænder; du har sandhed talt.
Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes;
på denne tid de plejer samles her.

FURIA.
I trust you, you alone;
Your eyes glow bright; I know you speak the truth.
Yet go; the priestesses will soon appear;
Their wont it is to meet here at this hour.

CATILINA.
Jeg går; dog kun for atter dig at møde.
En tryllekraft mig fængsler til din side; –
så stolt en kvinde så jeg aldrig før.

CATILINE.
I go; but only to return again.
A magic power binds me to your side;--
So proud a woman have I never seen.

FURIA
(med et vildt smil).
Da lov mig et; og sværg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius?

FURIA.
[With a wild smile.]
Then pledge me this; and
swear that you will keep
Whatever you may promise. Will you, Lucius?

CATILINA.
Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger;
byd over mig, og sig, hvad jeg skal love.

CATILINE.
I will do aught my Furia may require;
Command me,--tell me what am I to promise.

FURIA.
Så hør. Skønt her jeg som en fange lever,
jeg véd, i Roma færdes der en mand,
hvem jeg har svoret fiendskab indtil døden –
og had bag gravens sorte skygger selv.

FURIA.
Then listen. Though I dwell a captive here,
I know there lives a man somewhere in Rome
Whom I have sworn deep enmity to death--
And hatred even beyond the gloomy grave.

CATILINA.
Og så –?

CATILINE.
And then--?

FURIA.
Så sværg, – min fiende skal vorde
til døden din. Vil du, min Lucius?

FURIA.
Then swear, my enemy shall be
Your enemy till death. Will you, my Lucius?

CATILINA.
Det sværger jeg ved alle store guder!
Det være svoret ved min faders navn
og ved min moders minde –! Furia, –
hvad fattes dig? Dit øje flammer vildt, –
og marmorhvid, som ligets, er din kind.

CATILINE.
I swear it here by all the mighty gods!
I swear it by my father’s honored name
And by my mother’s memory--! But, Furia,--
What troubles you? Your eyes are wildly flaming,--
And white as marble, deathlike, are your cheeks.

FURIA.
Jeg véd det ikke selv. – En ildflod strømmer
igennem mig. Sværg! Sværg din ed tilende!

FURIA.
I do not know myself. A fiery stream
Flows through my veins. Swear to the end your oath!

CATILINA.
Udøs, I vældige, på denne isse
al eders harm, og lad jer vredes lyn
mig sønderknuse, hvis min ed jeg bryder:
en dæmon lig jeg skal forfølge ham!

CATILINE.
Oh, mighty powers, pour out upon this head
Your boundless fury, let your lightning wrath
Annihilate me, if I break my oath;
Aye, like a demon I shall follow him!

FURIA.
Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted.
I dine hænder hviler nu min hævn.

FURIA.
Enough! I trust you. Ah, my heart is eased.
In your hand now indeed rests my revenge.

CATILINA.
Udføres skal den. Dog, nu sig mig blot, –
hvo er din fiende? Hvad var hans brøde?

CATILINE.
It shall be carried out. But tell me this,--
Who is your foe? And what was his transgression?

FURIA.
Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm,
min vugge stod; der var mit stille hjem.
En elsket søster leved der med mig,
til vestalinde kåret alt som barn. –
Da kom en niding til vor fjerne egn; –
han så den unge vordende prestinde –

FURIA.
Close by the Tiber, far from the city’s tumult,
My cradle stood; it was a quiet home!
A sister much beloved lived with me there,
A chosen vestal from her childhood days.--
Then came a coward to our distant valley;--
He saw the fair, young priestess of the future--

CATILINA
(overrasket).
Prestinde? Sig mig –! Tal –!

CATILINE.
[Surprised.]
A priestess? Tell me--! Speak--!

FURIA.
Han skænded hende.
Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen.

FURIA.
He ravished her.
She sought a grave beneath the Tiber’s stream.

CATILINA
(urolig)
Du kender ham?

CATILINE.
[Uneasy.]
You know him?

FURIA.
Jeg så ham ingensinde.
Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes.
Nu kender jeg hans navn.

FURIA.
I have never seen the man.
When first I heard the tidings, all was past.
His name is all I know.

CATILINA.
Så nævn det da!

CATILINE.
Then speak it out!

FURIA.
Det navn har ry. Han heder Catilina.

FURIA.
Now is it famed. His name is Catiline.

CATILINA
(farer tilbage).
Hvad siger du? O, rædsel! Furia –!

CATILINE.
[Taken aback.]
What do you say? Oh, horrors! Furia, speak--!

FURIA.
Kom til dig selv! Hvad fattes dig? – Du blegner.
Min Lucius, – er denne mand din ven?

FURIA.
Calm yourself! What perturbs you? You grow pale.
My Lucius,--is this man perhaps your friend?

CATILINA.
Min ven? Nej, Furia, – nu ikke mere.
Jeg har forbandet, – svoret evigt had –
mig selv.

CATILINE.
My friend? Ah, Furia, no;--no longer now.
For I have cursed,--and sworn eternal hate
Against myself.

FURIA.
Dig selv! Du – du er Catilina?

FURIA.
You--you are Catiline?

CATILINA.
Jeg er det.

CATILINE.
Yes, I am he.

FURIA.
Du min Silvia vanæred?
Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb; –
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand, – ve!

FURIA.
My Sylvia you disgraced?
Nemesis then indeed has heard my prayer;--
Vengeance you have invoked on your own head!
Woe on you, man of violence! Woe!

CATILINA.
Hvor blankt
dit øje stirrer på mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!
(han iler ud; lampen med den hellige ild slukner.)

CATILINE.
How blank
The stare is in your eye. Like Sylvia’s shade
You seem to me in this dim candle light.
[He rushes out; the lamp with the sacred fire goes out.]

FURIA
(efter et ophold).
Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke
er sløret faldet, – og jeg ser i natten.
Had var det, som, da første gang jeg skued
på torvet ham, sig sænked i mit bryst. –
En sælsom følelse; en blodrød flamme!
O, han skal føle, hvad et had som mit,
et evigt gærende, et aldrig mættet,
kan ruge ud til hævn og til fordærv!

FURIA.
[After a pause.]
Yes, now I understand it. From my eyes
The veil is fallen,--in the dark I see.
Hatred it was that settled in my breast,
When first I spied him in the market-place.
A strange emotion; like a crimson flame!
Ah, he shall know what such a hate as mine,
Constantly brewing, never satisfied,
Can fashion out in ruin and revenge!

EN VESTALINDE
(træder ind).
Gå, Furia; din vagt er nu tilende;
thi kom jeg hid –. Dog, hellige gudinde, –
hvad ser jeg! Ve dig; ve dig! Flammen slukt!

A VESTAL.
[Enters.]
Go, Furia, go; your watch is at an end;
Therefore I came--. Yet, sacred goddess, here--
Woe unto you! The vestal fire is dead!

FURIA
(forvildet).
Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; –
den slukkes ej.

FURIA.
[Bewildered.]
Dead, did you say? So bright it never burned;--
’Twill never, never die!

VESTALINDEN.
I magter, – hvad er dette?

THE VESTAL.
Great heavens,--what is this?

FURIA.
Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Se, kærligheden blaffer op – og dør
i næste stund; men hadet –

FURIA.
The fires of hate are not thus lightly quenched!
Behold, love bursts forth of a sudden,--dies
Within the hour; but hate--

VESTALINDEN.
Alle guder, –
det er jo vanvid!
(råber ud.)
Kom! Til hjælp; til hjælp!
(Vestalinder og tempeltjenere iler ind.)

THE VESTAL.
By all the gods,--
This is sheer madness!
[Calls out.]

THE VESTAL.
Come! Oh, help! Come, help!
[VESTALS and temple SERVANTS rush in.]

NOGLE.
Hvad er påfærde?

SOME.
What is amiss?

ANDRE.
Vestaflammen slukket!

OTHERS.
The vestal fire is dead!

FURIA.
Men hadets brænder; hævnens blusser højt!

FURIA.
But hate burns on; revenge still blazes high!

VESTALINDERNE.
Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
(de fører hende ud imellem sig.)

THE VESTALS.
Away with her to trial and punishment!
[They carry her out between them.]

CURIUS
(træder frem).
Til fængslet føres hun. Derfra til døden. –
Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skændsel ende, levende begravet? –
O, aldrig følte jeg mig så tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det. –
Ved mig hun frelses skal! – Men Catilina?
Med had og hævn hun vil forfølge ham.
Har han af avindsmænd ej nok tilforn?
Tør endnu jeg hans fienders antal øge?
Han var imod mig som en ældre broder;
mig byder taksomhed at skærme ham. –
Men kærligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kække Catilina,
vel skælve for en kvindes anslag? Nej; –
til redningsværk endnu i denne stund!
Vent, Furia; – jeg drager dig af graven
til livet, – gjaldt det end mit eget liv!
(han går hurtigt bort.)

CURIUS.
[Comes forward.]
To prison now they take her. Thence to death.--
No, no, by all the gods, this shall not be!
Must she, most glorious of womankind,
Thus perish in disgrace, entombed alive?--
Oh, never have I felt so strangely moved.
Is this then love? Yes, love it is indeed.--
Then shall I set her free!--But Catiline?
With hate and vengeance will she follow him.
Has he maligners not enough already?
Dare I still others to their number add?
He was to me as were an elder brother;
And gratitude now bids me that I shield him.--
But what of love? Ah, what does it command?
And should he quake, the fearless Catiline,
Before the intrigues of a woman? No;--
Then to the rescue work this very hour!
Wait, Furia;--I shall drag you from your grave
To life again,--though at the risk of death!
[He goes away quickly.]

(En sal i Catilinas hus.)

[A room in CATILINE’s house.]

CATILINA
(kommer heftig og urolig ind).
„Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.“
Så lød det jo fra sværmerindens læber.
Forunderligt! Måske det var et vink, –
et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
Så har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hævner af min egen brøde.
Ah, Furia, – mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine øren; –
og alle dage skal jeg eden mindes.
(Under det følgende træder Aurelia ind og nærmer sig ham uden at bemærkes.)

CATILINE.
[Enters impetuous and uneasy.]
“Nemesis then indeed has heard my prayer,
Vengeance you have invoked on your own head!”
Such were the words from the enchantress’ lips.
Remarkable! Perchance it was a sign,--
A warning of what time will bring to me.

CATILINE.
Now therefore I have pledged myself on oath
The blood avenger of my own misdeed.
Ah, Furia,--still I seem to see your eye,
Wildly aflame like that of death’s own goddess!
Your words still echo hollow in my ears;--
The oath I shall remember all my life.
[During the following AURELIA enters and approaches him unnoticed.]

CATILINA.
Dog, det er tåbeligt at tænke mer
på denne galskab; – andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen gå;
et større formål bydes mine kræfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg må enhver min tanke vende;
håb, tvivl mig tumler som et stormfuldt hav –

CATILINE.
Yet, it is folly now to go on brooding
Upon this nonsense; it is nothing else.
Far better things there are to think upon;
A greater work awaits my energies.
The restless age is urgent with its plea;
Toward this I must direct my thought in season;
Of hope and doubt I am a stormy sea--

AURELIA
(griber hans hånd).
Tør din Aurelia ej grunden kende?
Tør hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevæger sig og kæmper vildt derinde?
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst
og bringe pandens mulm til at forsvinde?

AURELIA.
[Seizes his hand.]
And may not your Aurelia know the reason?
May she not know what moves within your breast,
What stirs therein and rages with such madness?
May she not cheer and soothe your soul to rest,
And banish from your brow its cloud of sadness?

CATILINA
(mildt).
O, min Aurelia, – hvor god og øm –.
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbittre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du døjet smerte nok.
Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar, –
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af stærke sjælekræfter,
af varme længsler mod et dådrigt liv,
med usle kår, der kuer åndens stræben. –
Skal også du, i lange dybe drag,
min skæbnes bittre skål til bunden tømme?

CATILINE.
[Tenderly.]
O, my Aurelia,--O, how kind and tender--.
Yet why should I embitter all your life?
Why should I share with you my many sorrows?
For my sake you have borne enough of anguish.
Henceforth upon my own head I shall bear
What ill-designing fate allotted me,--
The curse that lies in such a soul as mine,
Full of great spiritual energies,
Of fervent longings for a life of deeds,
Yet dwarfed in all its work by sordid cares.--
Must you, too, sharing in my wretched life,
Bitter with blasted hopes, then with me perish?

AURELIA.
En kærlig trøst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drømme.
Når manden kæmper for sin stolte drøm,
og al hans løn er skuffelse og kummer, –
da lyder hendes tale blid og øm,
og dysser ind ham i en kvægsom slummer;
da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner.

AURELIA.
To comfort is the role of every wife,
Though dreams of greatness she may never cherish.
When the man, struggling for his lofty dream,
Reaps nothing but adversity and sorrow,--
Her words to him then sweet and tender seem,
And give him strength sufficient for the morrow;
And then he sees that even the quiet life
Has pleasures which the most tumultuous lacks.

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg føler det så vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro gærer i min barm; –
kun livets tummel mægter den at stille.

CATILINE.
Yes, you are right; I know it all too well.
And yet I cannot tear myself away.
A ceaseless yearning surges in my breast,--
Which only life’s great tumult now can quiet.

AURELIA.
Er din Aurelia dig ikke nok, –
formår hun ej, din sjæl tilfreds at stille, –
så åbn dog hjertet for et venligt ord,
en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
Kan hun ej mætte denne hede trang,
kan hun ej følge dine tankers flyven, –
vid: hun formår at dele hver din sorg,
har kraft og mod at lette dine byrder.

AURELIA.
Though your Aurelia be not all to you,--
Though she can never still your restless soul,--
Your heart yet open to a gentle word,
A word of comfort from your loving wife.
Though she may never slake your fiery thirst,
Nor follow in their flight your noble thoughts,--
Know this, that she can share your every sorrow,
Has strength and fortitude to ease your burden.

CATILINA.
Så hør da, min Aurelia, hvad der
i disse dage mig så dybt forstemte.
Du véd, jeg længst har konsulatet søgt –
foruden held. Du kender jo det hele; –
hvordan, for stemmer at erhverve mig,
jeg har forødt –

CATILINE.
Then listen, dear Aurelia; you shall hear
What has of late depressed so deep my spirits.
You know, I long have sought the consulate--
Without avail. You know the whole affair--
How to increase the votes for my election,
I have expended--

AURELIA.
O, ti, min Catilina;
det smerter mig –

AURELIA.
Catiline, no more;
You torture me--

CATILINA.
Du laster og min færd?
Hvad bedre middel havde jeg at vælge? –
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skændsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den trædske Cicero, mig trådt i støvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
I hvert et blik jeg læste skræk og gru;
med afsky nævnes navnet Catilina;
til efterslægten vil det bringes, som
et billed på en fæl og rædsom blanding
af tøjlesløshed og af uselhed,
af hån og trods mod alt, hvad der er ædelt. –
Og ingen dåd får rense dette navn
og slå til jorden, hvad man fult har løjet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt –

CATILINE.
Do you too blame my course?
What better means therefor had I to choose?--
In vain I lavished all that I possessed;
My one reward was mockery and shame.
Now in the senate has my adversary,
The crafty Cicero, trampled me to earth.
His speech was a portrayal of my life,
So glaring that I, even I, must gasp.
In every look I read dismay and fear;
With loathing people speak of Catiline;
To races yet unborn my name will be
A symbol of a low and dreadful union
Of sensuality and wretchedness,
Of scorn and ridicule for what is noble.--
And there will be no deed to purge this name
And crush to earth the lies that have been told!
Each will believe whatever rumor tells--

AURELIA.
Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter.
Lad hele verden end fordømme dig;
lad dem kun skændsel på dit hoved dynge; –
jeg véd, du gemmer inderst i dit sind
en spire, som kan sætte blomst og frugt.
Dog, her formår den ej at bryde frem;
og giftigt ukrudt vil den snarlig kvæle.
Lad os forlade dette lastens hjem; –
hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvæle?

AURELIA.
But I, dear husband, trust no such reports.
Let the whole world condemn you if it will;
And let it heap disgrace upon your head;--
I know you hide within your inmost soul
A seed that still can blossom and bear fruit.
Only it cannot burst forth here in Rome;
Poisonous weeds would quickly prove the stronger.
Let us forsake this degradation’s home;--
What binds you here? Why should we dwell here longer?

CATILINA.
Jeg skulde rømme marken, – drage bort?
Jeg skulde slippe mine største tanker?
Den druknende – endskønt foruden håb –
sig klynger fast dog til de knuste planker;
og sluges vraget af den våde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden, –
den sidste planke han med sidste kraft
omklamrer, synkende med den til bunden.

CATILINE.
I should forsake the field,--and go away?
I should my greatest dreams in life surrender?
The drowning man still clutches firm and fast
The broken spars--though hope is frail and slender;
And should the wreck be swallowed in the deep,
And the last hope of rescue fail forever,--
Still clings he to the lone remaining spar,
And sinks with it in one last vain endeavor.

AURELIA.
Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham
med grønne lunde langsmed havets vove,
da vågner håbet atter i hans barm, –
han stræber did, imod de lyse skove.
Der er det skønt; der hersker stille fred;
der triller bølgen lydløst imod stranden;
der lægger han de trætte lemmer ned,
og kølig aftenvind omvifter panden; –
den jager bort hver sorgens mørke sky;
en trøstig ro blir i hans sind tilbage; –
der dvæler han og finder kvægsomt ly
og glemsel for de svundne tunge dage.
Den fjerne genlyd kun af verdens larm
formår at trænge til hans lune bolig.
Den bryder ikke freden i hans barm; –
den gør hans sjæl end mere glad og rolig;
den minder ham om den forsvundne tid,
med knuste formål og med vilde glæder;
han finder dobbelt skønt det stille liv –
og bytter ej med nogen Romers hæder.

AURELIA.
But should a kindly seacoast smile on him,
With groves all green along the rolling billows,
Hope then awakens in his heart again,--
He struggles inward, toward the silvery willows.
There reigns a quiet peace; ’tis beautiful;
There roll the waves, in silence, without number;
His heated brow sweet evening breezes cool,
As weary-limbed he rests himself in slumber;
Each sorrow-laden cloud they drive away;
A restful calm his weary mind assuages;--
There he finds shelter and prolongs his stay
And soon forgets the sorry by-gone ages.
The distant echo of the world’s unrest
Alone can reach his dwelling unfrequented.
It does not break the calm within his breast;--
It makes his soul more happy and contented;
It calls to mind the by-gone time of strife,
Its shattered hopes and its unbridled pleasures;
He finds twice beautiful this quiet life--
And would not change it for the greatest treasures.

CATILINA.
Du taler sandhed; og i denne stund
jeg kunde følge dig fra strid og tummel.
Men kan du nævne mig så dulgt et sted,
at vi kan leve der i ly og stilhed?

CATILINE.
You speak the truth; and in this very hour
From strife and tumult I could go with you.
But can you name me some such quiet spot,
Where we can live in shelter and in peace?

AURELIA
(glad).
Du vil, min Catilina! Hvilken fryd, –
o, mere rig, end dette bryst kan rumme!
Så lad det ske! Endnu i denne nat
afsted vi drager –

AURELIA.
[Joyful.]
You will go, Catiline? What happiness,--
Oh, richer than my bosom can contain!
Let it be so, then! Come! This very night
We’ll go away--

CATILINA.
Hvorhen skal vi drage?
Nævn mig den plet, hvor hjemligt jeg tør lægge
til ro mit hoved!

CATILINE.
But whither shall we go?
Name me the spot where I may dare to rest
My head in homely peace!

AURELIA.
Kan du sådan tale?
Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade,
i elskovs første lykkelige tid,
har levet mange muntre sommerdage?
Hvor var vel græsset mere grønt end der?
Hvor større kølighed i skovens skygge?
Den hvide villa mellem mørke trær
fremtitter, vinkende til rolig hygge.
Did flygter vi og vier ind vort liv
til landlig syssel og til fredsom glæde; –
der skal opmuntre dig en kærlig viv;
med kys hun skal enhver din kummer sprede.
(smilende.)
Og når, med markens blomster i din favn,
du træder ind til mig – din herskerinde, –
da råber jeg min blomsterfyrstes navn
og binder laurbærkransen om hans tinde! –
Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt
min hånd, – og sælsomt flammer dine blikke –

AURELIA.
How can you ask?
Have you forgot our villa in the country,
Wherein I passed my childhood days, where since,
Enraptured during love’s first happy dawn,
We two spent many a blithesome summer day?
Where was the grass indeed so green as there?
Where else the groves so shady and sweet-smelling?
The snow-white villa from its wooded lair
Peeps forth and bids us there to make our dwelling.
There let us flee and dedicate our life
To rural duties and to sweet contentment;--
You will find comfort in a loving wife,
And through her kisses banish all resentment.
[Smiling.]

AURELIA.
And when with all the flowers of the land
You come to me, your sovereign, in my bowers,
Then shall I crown you with the laurel band,
And cry, All hail to you, my king of flowers!--
But why do you grow pale? Wildly you press
My hand,--and strangely now your eyes are glowing--

CATILINA.
Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt; –
didhen at føre dig formår jeg ikke.
Det kan jeg aldrig mer!

CATILINE.
Aurelia, alas, past is your happiness;--
There we can never, never think of going.
There we can never go!

AURELIA.
Du skrækker mig!
Dog, ikke sandt, – du spøger, Catilina?

AURELIA.
You frighten me!
Yet, surely,--you are jesting, Catiline?

CATILINA.
Jeg spøge! O, hvis blot det var en spøg!
Men hver dit ord, lig hævnens hvasse pile,
igennemborer dette pinte bryst,
som skæbnen aldrig vil forunde hvile.

CATILINE.
I jest! Would only that it were a jest!
Each word you speak, like the avenging dart
Of Nemesis, pierces my heavy heart,
Which fate will never grant a moment’s rest.

AURELIA.
I guder; tal! Hvad mener du?

AURELIA.
O gods! speak, speak! What do you mean?

CATILINA.
Se her!
Her er dit landsted, – her din³ fremtids glæde!
(han trækker en pung med guldpenge frem og kaster den på bordet.)

3. fu: her er din

CATILINE.
See here!
Here is your villa,--here your future joys!
[He draws out a purse filled with gold and throws it on the table.]

AURELIA.
O, du har solgt –?

AURELIA.
Oh, you have sold--?

CATILINA.
Alt solgte jeg idag; –
og i hvad hensigt? Ah, for at bestikke –

CATILINE.
Yes,--all I sold today;--
And to what end? In order to corrupt--

AURELIA.
Tal ikke mere! Lad os ikke tænke
på denne sag; det volder jo kun sorg.

AURELIA.
O Catiline, no more! Let us not think
On this affair; sorrow is all it brings.

CATILINA.
Mig knuser tifold mer dit stille tålmod,
end selv et smertesskrig ifra din læbe!
(En gammel soldat kommer ind og nærmer sig Catilina.)

CATILINE.
Your quiet-patience wounds me tenfold more
Than would a cry of anguish from your lips!
[An old SOLDIER enters and approaches CATILINE.]

SOLDATEN.
Tilgiv mig, herre, at jeg træder ind
så sent på dagen, umeldt, i din bolig.
Vær ikke vred –

THE SOLDIER.
Forgive me, master, that thus unannounced
I enter your abode at this late hour.
Ah, be not wroth--

CATILINA.
Hvad er dit ærend her?

CATILINE.
What is your errand here?

SOLDATEN.
Mit ærend er en ydmyg bøn. Du sikkert
vil høre den. Jeg er en fattig mand,
som ofret har min kraft for Romas hæder.
Nu er jeg svækket, kan ej tjene længer,
og mine⁴ våben hænger rustne hjemme.
Min alders håb stod til min Søn. Han har
med sine hænders arbejd mig ernæret.
Ak, – for en gæld han sidder fængslet nu.
Og ingen redning –. Hjælp mig; hjælp mig, herre!
(knælende.)
En liden skærv! Jeg vandret har fra hus
til hus; men hver en dør forlængst var lukket.
Jeg véd ej udvej mer –

4. fu: min

THE SOLDIER.
My errand here is but a humble prayer,
Which you will hear. I am a needy man,
One who has sacrificed his strength for Rome.
Now I am feeble, can no longer serve;
Unused my weapons rust away at home.
The hope of my old age was in a son,
Who labored hard and was my one support.
Alas,--in prison now he’s held for debt.
And not a ray of hope--. Oh, help me, master!
[Kneeling.]

THE SOLDIER.
If but a penny! I have gone on foot
From house to house; each door is long since closed.
I know not what to do--

CATILINA.
Det ligner dem!
Se her et billed på de manges nød.
Så lønner man den tappre gamle skare.
Ej findes taksomhed i Roma længer!
Der var en tid, da jeg i billig harm
gad straffe dem med sværd og røde flammer;
men bløde ord har lydt til mig fornylig;
mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe; –
at lindre sorgen er jo og en gerning. –
Der, gamle kriger; – klar med det din gæld.
(han rækker ham pungen med guldpengene.)

CATILINE.
The paltry knaves!
A picture this is of the many’s want.
Thus they reward the old brave company.
No longer gratitude is found in Rome!
Time was I might have wished in righteous wrath
To punish them with sword and crimson flames;
But tender words have just been spoken here;
My soul is moved; I do not wish to punish;--
To ease misfortune likewise is a deed.--
Take this, old warrior;--clear with this your debt.
[He hands him the purse with the gold.]

SOLDATEN
(rejser sig).
O, gode herre, – tør jeg tro dit ord?

THE SOLDIER.
[Rising.]
O gracious lord,--dare I believe your words?

CATILINA.
Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb.
(Soldaten går hurtigt bort.)

CATILINE.
Yes; but be quick, old man; go free your son.
[The SOLDIER goes hurriedly out.]

CATILINA.
En bedre brug, – ej sandt, Aurelia? –
end til bestikkelser og stemmekøb.
Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt;
men stille trøst har også sin belønning.

CATILINE.
A better use,--not so, Aurelia dear?--
Than bribery and purchasing of votes?
Noble it is to crush the tyrant’s might;
Yet quiet solace too has its reward.

AURELIA
(kaster sig i hans arme).
O, rig og ædel er endnu din sjæl.
Nu kender jeg igen min Catilina!

AURELIA.
[Throws herself in his arms.]
Oh, rich and noble is your spirit still.
Yes,--now I know my Catiline again.

(Et underjordisk gravkammer med en nylig igenmuret åbning højt oppe på bagvæggen. En lampe brænder mat.)
(Furia, iført lange sorte klæder, står i en lyttende stilling nede i grav-kamret.)

[An underground tomb with a freshly walled-in passage high on the rear wall. A lamp burns faintly.]
[FURIA, in long black robes, is standing in the tomb as if listening.]

FURIA.
Det drønner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille – stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold.)
Det var et sælsomt liv; – en sælsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom – og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde, – han mit offer; –
men straffen fulgte hævnerinden brat.
(atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. – Fjernes jeg
nedad – umærkeligt – fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, – hvis denne dvælen
i gravens skød igrunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande, –
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styx!
Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, – spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod, –
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe, –
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb, –
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham; –
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge; –
hvor Catilina er, må Furia være!
(efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm, –
og åndedrættet stedse mere tungt. –
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt –
(hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her – her vil jeg vente!
(Stenene i den nylig tilmurede åbning brydes fra hverandre. Curius kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.)

FURIA.
A hollow sound. ’Tis thunder rolls above.
I hear its rumble even in the tomb.
Yet is the tomb itself so still--so still!
Am I forever damned to drowsy rest?
Never again am I to wander forth
By winding paths, as ever was my wish?

FURIA.
[After a pause.]
A strange, strange life it was;--as strange a fate.
Meteor-like all came--and disappeared.
He met me. A mysterious magic force,
An inner harmony, together drew us.
I was his Nemesis;--and he my victim;--
Yet punishment soon followed the avenger.

FURIA.
[Another pause.]
Now daylight rules the earth.--Am I perchance
To slip--unknowing--from the realm of light?
’Tis well, if so it be,--if this delay
Within the tomb be nothing but a flight
Upon the wings of lightning into Hades,--
If I be nearing even now the Styx!
There roll the leaden billows on the shore;
There silently old Charon plies his boat.
Soon am I there! Then shall I seat myself
Beside the ferry,--question every spirit,
Each fleeting shadow from the land of life,
As light of foot he nears the river of death,--
Shall ask each one in turn how Catiline
Fares now among the mortals of the earth,--
Shall ask each one how he has kept his oath.
I shall illumine with blue sulphur light
Each spectral countenance and hollow eye,--
To ascertain if it be Catiline.
And when he comes, then shall I follow him;--
Together we shall make the journey hence,
Together enter Pluto’s silent hall.
I too a shadow shall his shade pursue;--
Where Catiline is, must Furia also be!

FURIA.
[After a pause, more faintly.]
The air is growing close and clammy here,--
And every breath in turn more difficult.--
Thus am I drawing near the gloomy swamps,
Where creep the rivers of the underworld.

FURIA.
[She listens; a dull noise is heard.]
A muffled sound? ’Tis like the stroke of oars.
It is the ferryman of shades who comes
To take me hence. No, here--here will I wait!
[The stones in the freshly walled-in passage are broken asunder. CURIUS comes into view on the outside; he beckons to her.]

FURIA.
Vær hilset, Charon! Er du alt beredt
at føre mig som gæst til dødens haller?
Her vil jeg vente!

FURIA.
Ah, greetings, Charon! Are you ready now
To lead me hence, a guest among the spirits?
Here will I wait!

CURIUS
(hviskende).
Ti; – jeg frelser dig!

CURIUS.
[Whispering.]
I come to set you free!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=68727808-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display