Bibliotheca Polyglotta

Catilina (Catiline)

Complete text

FURIA.
Men hadets brænder; hævnens blusser højt!

FURIA.
But hate burns on; revenge still blazes high!

VESTALINDERNE.
Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
(de fører hende ud imellem sig.)

THE VESTALS.
Away with her to trial and punishment!
[They carry her out between them.]

CURIUS
(træder frem).
Til fængslet føres hun. Derfra til døden. –
Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skændsel ende, levende begravet? –
O, aldrig følte jeg mig så tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det. –
Ved mig hun frelses skal! – Men Catilina?
Med had og hævn hun vil forfølge ham.
Har han af avindsmænd ej nok tilforn?
Tør endnu jeg hans fienders antal øge?
Han var imod mig som en ældre broder;
mig byder taksomhed at skærme ham. –
Men kærligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kække Catilina,
vel skælve for en kvindes anslag? Nej; –
til redningsværk endnu i denne stund!
Vent, Furia; – jeg drager dig af graven
til livet, – gjaldt det end mit eget liv!
(han går hurtigt bort.)

CURIUS.
[Comes forward.]
To prison now they take her. Thence to death.--
No, no, by all the gods, this shall not be!
Must she, most glorious of womankind,
Thus perish in disgrace, entombed alive?--
Oh, never have I felt so strangely moved.
Is this then love? Yes, love it is indeed.--
Then shall I set her free!--But Catiline?
With hate and vengeance will she follow him.
Has he maligners not enough already?
Dare I still others to their number add?
He was to me as were an elder brother;
And gratitude now bids me that I shield him.--
But what of love? Ah, what does it command?
And should he quake, the fearless Catiline,
Before the intrigues of a woman? No;--
Then to the rescue work this very hour!
Wait, Furia;--I shall drag you from your grave
To life again,--though at the risk of death!
[He goes away quickly.]

(En sal i Catilinas hus.)

[A room in CATILINE’s house.]

CATILINA
(kommer heftig og urolig ind).
„Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.“
Så lød det jo fra sværmerindens læber.
Forunderligt! Måske det var et vink, –
et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
Så har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hævner af min egen brøde.
Ah, Furia, – mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine øren; –
og alle dage skal jeg eden mindes.
(Under det følgende træder Aurelia ind og nærmer sig ham uden at bemærkes.)

CATILINE.
[Enters impetuous and uneasy.]
“Nemesis then indeed has heard my prayer,
Vengeance you have invoked on your own head!”
Such were the words from the enchantress’ lips.
Remarkable! Perchance it was a sign,--
A warning of what time will bring to me.

CATILINE.
Now therefore I have pledged myself on oath
The blood avenger of my own misdeed.
Ah, Furia,--still I seem to see your eye,
Wildly aflame like that of death’s own goddess!
Your words still echo hollow in my ears;--
The oath I shall remember all my life.
[During the following AURELIA enters and approaches him unnoticed.]

CATILINA.
Dog, det er tåbeligt at tænke mer
på denne galskab; – andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen gå;
et større formål bydes mine kræfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg må enhver min tanke vende;
håb, tvivl mig tumler som et stormfuldt hav –

CATILINE.
Yet, it is folly now to go on brooding
Upon this nonsense; it is nothing else.
Far better things there are to think upon;
A greater work awaits my energies.
The restless age is urgent with its plea;
Toward this I must direct my thought in season;
Of hope and doubt I am a stormy sea--

AURELIA
(griber hans hånd).
Tør din Aurelia ej grunden kende?
Tør hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevæger sig og kæmper vildt derinde?
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst
og bringe pandens mulm til at forsvinde?

AURELIA.
[Seizes his hand.]
And may not your Aurelia know the reason?
May she not know what moves within your breast,
What stirs therein and rages with such madness?
May she not cheer and soothe your soul to rest,
And banish from your brow its cloud of sadness?

CATILINA
(mildt).
O, min Aurelia, – hvor god og øm –.
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbittre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du døjet smerte nok.
Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar, –
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af stærke sjælekræfter,
af varme længsler mod et dådrigt liv,
med usle kår, der kuer åndens stræben. –
Skal også du, i lange dybe drag,
min skæbnes bittre skål til bunden tømme?

CATILINE.
[Tenderly.]
O, my Aurelia,--O, how kind and tender--.
Yet why should I embitter all your life?
Why should I share with you my many sorrows?
For my sake you have borne enough of anguish.
Henceforth upon my own head I shall bear
What ill-designing fate allotted me,--
The curse that lies in such a soul as mine,
Full of great spiritual energies,
Of fervent longings for a life of deeds,
Yet dwarfed in all its work by sordid cares.--
Must you, too, sharing in my wretched life,
Bitter with blasted hopes, then with me perish?

AURELIA.
En kærlig trøst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drømme.
Når manden kæmper for sin stolte drøm,
og al hans løn er skuffelse og kummer, –
da lyder hendes tale blid og øm,
og dysser ind ham i en kvægsom slummer;
da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner.

AURELIA.
To comfort is the role of every wife,
Though dreams of greatness she may never cherish.
When the man, struggling for his lofty dream,
Reaps nothing but adversity and sorrow,--
Her words to him then sweet and tender seem,
And give him strength sufficient for the morrow;
And then he sees that even the quiet life
Has pleasures which the most tumultuous lacks.

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg føler det så vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro gærer i min barm; –
kun livets tummel mægter den at stille.

CATILINE.
Yes, you are right; I know it all too well.
And yet I cannot tear myself away.
A ceaseless yearning surges in my breast,--
Which only life’s great tumult now can quiet.

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=685d95fa-f199-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display