You are here: BP HOME > MI > Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland) > fulltext
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Hærmændene på Helgeland (The Vikings at Helgeland)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Back to library
HJØRDIS
(med et tirrende smil).
Vilde du hævne det? 
HIÖRDIS
(with a smile of provocation).
Wouldst thou avenge it? 
THOROLF.
Ja, så det langvejs skulde spørges! 
THOROLF.
Ay, so that my vengeance should be told of far and wide. 
HJØRDIS.
Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen. 
HIÖRDIS.
Then here I pledge a cup to this, that thou may’st first have a beard on thy chin. 
THOROLF.
Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder. 
THOROLF.
Even a beardless lad is too good to wrangle with women. 
HJØRDIS.
Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på Island, medens dine brødre foer i hærfærd. 
HIÖRDIS.
But too weak to fight with men; therefore thy father let thee lie by the hearth at home in Iceland, whilst thy brothers went a-viking. 
THOROLF.
Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen kvinde fra landet! 
THOROLF.
It had been well had he kept as good an eye on thee; for then hadst thou not left Iceland a dishonoured woman. 
GUNNAR OG SIGURD.
Thorolf! 
GUNNAR AND SIGURD.
Thorolf! 
DAGNY
(på samme tid).
Min broder! 
DAGNY
(simultaneously).
Brother! 
HJØRDIS
(sagte og bævende af forbitrelse).
Ha, bi – bi kun! 
HIÖRDIS
(softly, and quivering with rage).
Ha! wait--wait! 
THOROLF
(rækker Gunnar hånden).
Vær ikke vred, Gunnar; – onde ord faldt mig på tungen; men din hustru ægged mig! 
THOROLF
(gives GUNNAR his hand).
Be not wroth, Gunnar; evil words came to my tongue; but thy wife egged me! 
DAGNY
(sagte og bedende).
Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid! 
DAGNY
(softly and imploringly).
Foster-sister, by any love thou hast ever borne me, stir not up strife! 
HJØRDIS
(leende).
Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives. 
HIÖRDIS
(laughing).
Jests must pass at the feast-board if the merriment is to thrive. 
GUNNAR
(der har talt sagte med Thorolf).
Du er en brav gut. (rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.) Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være venner. 
GUNNAR
(who has been talking softly to THOROLF).
Thou art a brave lad! (Hands him a sword which hangs beside the high-seat.) Here, Thorolf, here is a good gift for thee. Wield it well, and let us be friends. 
HJØRDIS.
Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for! 
HIÖRDIS.
Beware how thou givest away thy weapons, Gunnar; for men may say thou dost part with things thou canst not use! 
THOROLF
(som imidlertid har undersøgt sværdet).
Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges. 
THOROLF
(who has meanwhile examined the sword).
Thanks for the gift, Gunnar; it shall never be drawn in an unworthy cause. 
HJØRDIS.
Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre. 
HIÖRDIS.
If thou wilt keep that promise, then do thou never lend the sword to thy brothers. 
GUNNAR.
Hjørdis! 
GUNNAR.
Hiördis! 
HJØRDIS
(vedblivende).
Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben. 
HIÖRDIS
(continuing).
Neither let it hang on thy father’s wall; for there it would hang with base men’s weapons. 
THOROLF.
Sandt nok, Hjørdis, – din faders økse og skjold har hængt der i mange år. 
THOROLF.
True enough, Hiördis--for there thy father’s axe and shield have hung this many a year. 
HJØRDIS
(tvinger sig).
At Ørnulf vog min fader, – den bedrift fører du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker. 
HIÖRDIS
(mastering herself).
That Örnulf slew my father,--that deed is ever on thy tongue; but if report speak true, it was scarce so honourable a deed as thou deemest. 
THOROLF.
Hvad rygte taler du om? 
THOROLF.
Of what report dost thou speak? 
HJØRDIS
(smilende).
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive vred derover. 
HIÖRDIS.
I dare not name it, for it would make thee wroth. 
THOROLF.
Så ti, – det ser jeg helst.
(vender sig fra hende.)  
THOROLF.
Then hold thy peace--I ask no better.
(Turns from her.) 
HJØRDIS.
Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde gå til holmgang med Jøkul?
(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)  
HIÖRDIS.
Nay, why should I not tell it? Is it true, Thorolf, that for three nights thy father sat in woman’s weed, doing sorceries with the witch of Smalserhorn, ere he dared face Jokul in fight.
(All rise; violent excitement among the guests.) 
GUNNAR, SIGURD OG DAGNY.
Hjørdis! 
GUNNAR, SIGURD, AND DAGNY.
Hiördis! 
THOROLF
(i højeste forbitrelse).
Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt! Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader! (kaster sværdet fra sig.) Der, Gunnar, der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet! 
THOROLF
(bitterly exasperated).
So base a lie has no man spoken of Örnulf of the Fiords! Thou thyself hast made it, for no one less venomous than thou could dream of such a thing. The blackest crime a man can do hast thou laid at my father’s door. (Throwing the sword away.) There, Gunnar, take thy gift again; I can take nought from the house wherein my father is reviled. 
GUNNAR.
Thorolf, så hør dog! 
GUNNAR.
Thorolf, hear me----! 
THOROLF.
Lad mig gå! Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har i denne stund den i sin vold, som er eder dyrest af alle! 
THOROLF.
Let me go! But beware both thou and Hiördis; for my father has now in his power one whom ye hold dearest of all! 
HJØRDIS
(studsende).
Din fader har –! 
HIÖRDIS
(starting).
Thy father has----! 
GUNNAR
(med et udråb).
Hvad siger du! 
GUNNAR
(with a cry).
What sayst thou! 
SIGURD
(heftigt).
Hvor er Ørnulf? 
SIGURD
(vehemently).
Where is Örnulf? 
THOROLF
(med hånlatter).
Sørpå, – med mine brødre! 
THOROLF
(with mocking laughter).
Gone southward--with my brothers. 
GUNNAR.
Sørpå! 
GUNNAR.
Southward! 
HJØRDIS
(udbrydende).
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn! 
HIÖRDIS
(shrieking).
Gunnar! Örnulf has slain Egil, our son. 
GUNNAR.
Dræbt! – Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem; – er det sandt! 
GUNNAR.
Slain!--Egil slain! Then woe to Örnulf and all his race! Thorolf, speak out;--is this true? 
SIGURD.
Gunnar, Gunnar, – hør mig! 
SIGURD.
Gunnar, Gunnar--hear me! 
GUNNAR.
Sig frem, ifald du agter dit liv! 
GUNNAR.
Speak out, if thou care for thy life! 
THOROLF.
Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis, – glæd dig imens ved de ord jeg hørte idag: „Før det kvældes, skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af!“
(går ud i baggrunden.)  
THOROLF.
Thou canst not fright me! Wait till my father comes; he shall plant a mark of shame over against Gunnar’s house! And meanwhile, Hiördis, do thou cheer thee with these words I heard to-day: “Ere eventide shall Gunnar and his wife be childless.”
(Goes out by the back.) 
GUNNAR
(i dybeste smerte).
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt! 
GUNNAR
(in the deepest pain).
Slain--slain! My little Egil slain! 
HJØRDIS
(vildt).
Og du – du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du være ifald –! 
HIÖRDIS
(wildly).
And thou--dost thou let him go? Let Egil, thy child, lie unavenged! Then wert thou the dastard of dastards----! 
GUNNAR
(som ude af sig selv).
Et sværd, – en økse! Det er det sidste bud han bringer!
(griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)  
GUNNAR
(as if beside himself).
A sword--an axe! It is the last message he shall bring!
(Seizes an axe from the bystanders and rushes out.) 
SIGURD
(vil følge efter).
Gunnar, styr dig! 
SIGURD
(about to follow).
Gunnar, hold thy hand! 
HJØRDIS
(holder ham tilbage).
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar!
(Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)  
HIÖRDIS
(holding him back).
Stay, stay! The men will part them; I know Gunnar!
(A cry from the crowd, which has flocked together at the main door.) 
SIGURD OG DAGNY.
Hvad er det? 
SIGURD AND DAGNY.
What is it? 
EN STEMME BLANDT MÆNGDEN.
Thorolf faldt! 
A VOICE AMONG THE CROWD.
Thorolf has fallen. 
SIGURD.
Thorolf! Ha, slip! 
SIGURD.
Thorolf! Ha, let me go! 
DAGNY.
Min broder! O, min broder!
(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster øksen fra sig ved døren.)  
DAGNY.
My brother! Oh, my brother!
(SIGURD is on the point of rushing out. At the same moment, the crowd parts, GUNNAR enters, and throws down the axe at the door.) 
GUNNAR.
Nu er det gjort. Egil er hævnet! 
GUNNAR.
Now it is done. Egil is avenged! 
SIGURD.
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden. 
SIGURD.
Well for thee if thy hand has not been too hasty. 
GUNNAR.
Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut! 
GUNNAR.
Mayhap, mayhap; but Egil, Egil, my sweet boy! 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login