HJØRDIS
(med fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, – det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!
HIÖRDIS
(with composure).
Yes, Sigurd, I have loved thee, at last I understand it. Thou sayest I was ungentle and short of speech towards thee; what wouldst thou have a woman do? I could not offer thee my love, for then had I been little worthy of thee. I deemed thee ever the noblest man of men; and then to know thee another’s husband--’twas that caused me the bitter pain, that myself I could not understand!