You are here: BP HOME > MI > Kærlighedens komedie (Love’s Comedy) > fulltext
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
FØRSTE AKT
(Scenen forestiller en smuk have med uregelmæssige men smagfulde anlæg; i baggrunden ses fjorden og øerne udover. Til venstre for tilskuerne hovedbygningen med en veranda og ovenover denne et åbent kvistvindu; til højre i forgrunden et åbent lysthus med bord og bænke. Landskabet ligger i stærk aftenbelysning. Det er tidligt på sommeren; frugttræerne blomstrer.)
  (Når teppet går op, sidder fru Halm, Anna og frøken Skære på verandaen, de to første med håndarbejde, den sidste med en bog. I lysthuset ses Falk, Lind, Guldstad og Styver; på bordet står punschmugge og glasse. Svanhild sidder alene i baggrunden ved vandet.)  
ACT FIRST
The SCENE represents a pretty garden irregularly but tastefully laid out; in the background are seen the fjord and the islands. To the left is the house, with a verandah and an open dormer window above; to the right in the foreground an open summer-house with a table and benches. The landscape lies in bright afternoon sunshine. It is early summer; the fruit-trees are in flower.
  When the Curtain rises, MRS. HALM, ANNA, and MISS JAY are sitting on the verandah, the first two engaged in embroidery, the last with a book. In the summer-house are seen FALK, LIND, GULDSTAD, and STIVER: a punch-bowl and glasses are on the table. SVANHILD sits alone in the background by the water. 
FALK
(rejser sig med hævet glas og synger).
Solglad dag i hegnet have
skabtes dig til lyst og leg;
tænk ej på, at høstens gave
tidtnok vårens løfter sveg.
Æbleblomsten, hvid og vakker,
breder over dig sit tjeld, –
lad den så langs alle bakker
drysses vejrslåt næste kveld! 
FALK
[rises, lifts his glass, and sings].
Sun-glad day in garden shady
  Was but made for thy delight:
What though promises of May-day
  Be annulled by Autumn’s blight?
Apple-blossom white and splendid
  Drapes thee in its glowing tent,--
Let it, then, when day is ended,
  Strew the closes storm-besprent. 
KOR AF HERRERNE.
Lad den så langs alle bakker
o. s. v. 
CHORUS OF GENTLEMEN.
Let it, then, when day is ended, etc. 
FALK.
Hvad vil du om frugten spørge
midt i træets blomstertid?
Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
sløvet under slæb og slid?
Hvorfor lade fugleskræmmen
klappre dag og nat på stang!
Glade broder, fuglestemmen
ejer dog en bedre klang! 
FALK.
Wherefore seek the harvest’s guerdon
  While the tree is yet in bloom?
Wherefore drudge beneath the burden
  Of an unaccomplished doom?
Wherefore let the scarecrow clatter
  Day and night upon the tree?
Brothers mine, the sparrows’ chatter
  Has a cheerier melody. 
HERRERNE.
Glade broder, fuglestemmen
o. s. v. 
CHORUS.
Brothers mine, the sparrow’s chatter, etc. 
FALK.
Hvorfor vil du spurven jage
fra din rige blomstergren!
Lad den før som sangløn tage
din forhåbning, en for en.
Tro mig, du ved byttet vinder,
tusker sang mod sildig frugt;
husk moralen „Tiden rinder“;
snart din friluftslund er lukt. 
FALK.
Happy songster! Wherefore scare him
  From our blossom-laden bower?
Rather for his music spare him
  All our future, flower by flower;
Trust me, ’twill be cheaply buying
  Present song with future fruit;
List the proverb, “Time is flying;--”
  Soon our garden music’s mute. 
HERRERNE.
Husk moralen „Tiden rinder“
o. s. v. 
CHORUS.
List the proverb, etc. 
FALK.
Jeg vil leve, jeg vil synge,
til den dør, den sidste hæk;
fej da trøstig alt i dynge,
kast så hele stadsen væk.
Grinden op; lad får og kviger
gramse grådigt, hver som bedst;
jeg brød blomsten; lidt det siger,
hvem der tar den døde rest! 
FALK.
I will live in song and gladness,--
  Then, when every bloom is shed,
Sweep together, scarce in sadness,
  All that glory, wan and dead:
Fling the gates wide! Bruise and batter,
  Tear and trample, hoof and tusk;
I have plucked the flower, what matter
  Who devours the withered husk! 
HERRERNE.
Jeg brød blomsten; lidt det siger,
o. s. v.
(de klinker og tømmer glassene.)  
CHORUS.
I have plucked the flower, etc.
[They clink and empty their glasses.] 
FALK
(til damerne).
Se, det var visen, som De bad mig om; –
bær over med den; jeg er tanketom. 
FALK
[to the ladies].
There--that’s the song you asked me for; but pray
Be lenient to it--I can’t think to-day. 
GULDSTAD.
Å, hvad gør det, når bare visen klinger? 
GULDSTAD.
Oh, never mind the sense--the sound’s the thing. 
FRØKEN SKÆRE
(ser sig om).
Men Svanhild, som så ivrig var især –?
Da Falk begyndte, fik med ét hun vinger;
nu er hun borte. 
MISS JAY
[looking round].
But Svanhild, who was eagerest to hear--?
When Falk began, she suddenly took wing
And vanished-- 
ANNA
(peger mod baggrunden).
Nej, hun sidder der. 
ANNA
[pointing towards the back].
No, for there she sits--I see her. 
FRU HALM
(med et suk).
Det barn! Gud véd, når jeg får skik på hende! 
MRS. HALM
[sighing].
That child! Heaven knows, she’s past my comprehending! 
FRØKEN SKÆRE.
Men sig, herr Falk, mig syntes visens ende
var mindre rig på – sådan – poesi,
som ellers findes hist og her deri. 
MISS JAY.
But, Mr. Falk, I thought the lyric’s ending
Was not so rich in--well, in poetry,
As others of the stanzas seemed to be. 
STYVER.
Ja, og det var dog ganske visst så let,
at få lidt mer mod slutningen placeret. 
STIVER.
Why yes, and I am sure it could not tax
Your powers to get a little more inserted-- 
FALK
(klinker med ham).
Man kliner ind, lig kit i revnet bræt,
til den blir fed nok, spækket, marmoreret. 
FALK
[clinking glasses with him].
You cram it in, like putty into cracks,
Till lean is into streaky fat converted. 
STYVER
(uforstyrret).
Ja, det går glat; jeg husker det så godt
ifra mig selv. 
STIVER
[unruffled].
Yes, nothing easier--I, too, in my day
Could do the trick. 
GULDSTAD.
Hvad? Har De Musen redet? 
GULDSTAD.
Dear me! Were you a poet? 
FRØKEN SKÆRE.
Min kæreste? Gud ja! 
MISS JAY.
My Stiver! Yes! 
STYVER.
Å, kun så småt. 
STIVER.
Oh, in a humble way. 
FRØKEN SKÆRE
(til damerne).
Han er romantisk af sig. 
MISS JAY
[to the ladies].
His nature is romantic. 
FRU HALM.
Jo, vi véd det! 
MRS. HALM.
Yes, we know it. 
STYVER.
Nu ikke mere; det er lang tid siden. 
STIVER.
Not now; it’s ages since I turned a rhyme. 
FALK.
Fernis og romantik går af med tiden.
Men forhen altså –? 
FALK.
Yes varnish and romance go off with time.
But in the old days--? 
STYVER.
Ja, det var nu i
den tid, jeg var forelsket. 
STIVER.
Well, you see, ’twas when
I was in love. 
FALK.
Er da den forbi?
jeg trode ej din elskovsrus udsovet! 
FALK.
Is that time over, then?
Have you slept off the sweet intoxication? 
STYVER.
Nu er jeg jo officielt forlovet;
det er jo mere end forelsket, véd jeg! 
STIVER.
I’m now engaged--I hold official station--
That’s better than in love, I apprehend! 
FALK.
Ret så, min gamle ven, jeg holder med dig!
Du avanceret har, beståt det sværeste:
forfremmelsen fra elsker og til kæreste. 
FALK.
Quite so! You’re in the right my good old friend.
The worst is past--vous voila bien avance--
Promoted from mere lover to fiance. 
STYVER
(med et behageligt erindringssmil).
Det er dog sært! Jeg skulde fast forsvoret
mit mindes faktiskhed i dette nu.
(vender sig til Falk.)
For syv år siden, – vil du tro det, du?
Jeg gjorde vers i stilhed på kontoret. 
STIVER
[with a smile of complacent recollection].
It’s strange to think of it--upon my word,
I half suspect my memory of lying--
[Turns to FALK.]
But seven years ago--it sounds absurd!--
I wasted office hours in versifying. 
FALK.
Du gjorde vers – ved pulten? 
FALK.
What! Office hours--! 
STYVER.
Nej, ved bordet. 
STIVER.
Yes, such were my transgressions. 
GULDSTAD
(slår på sit glas).
Silentium, nu har kopisten ordet! 
GULDSTAD
[ringing on his glass].
Silence for our solicitor’s confessions! 
STYVER.
Især om aftningen, når jeg var fri,
jeg konciperte remser poesi,
så lange, som – ja to-tre brukne ark.
Det gik! 
STIVER.
But chiefly after five, when I was free,
I’d rattle off whole reams of poetry--
Ten--fifteen folios ere I went to bed-- 
FALK.
Du gav din Muse blot et spark,
så traved hun – 
FALK.
I see--you gave your Pegasus his head,
And off he tore-- 
STYVER.
Ustemplet eller stemplet
papir, se det var hende ligegodt. 
STIVER.
On stamped or unstamped paper--
’Twas all the same to him--he’d prance and caper-- 
FALK.
Så poesien flommed lige flot?
Men hør, hvorledes brød du ind i templet? 
FALK.
The spring of poetry flowed no less flush?
But how, pray, did you teach it first to gush? 
STYVER.
Ved hjælp af kærlighedens brækjern, ven!
Med andre ord, så var det frøken Skære,
min kæreste, som hun blev senere hen,
for dengang var hun – 
STIVER.
By aid of love’s divining-rod, my friend!
Miss Jay it was that taught me where to bore,
My fiancee--she became so in the end--
For then she was-- 
FALK.
Ret og slet din kære. 
FALK.
Your love and nothing more. 
STYVER
(vedblivende).
Det var en sælsom tid; min jus jeg glemte;
min pen jeg spidsed ej, nej, jeg den stemte,
og når den i konceptpapiret rev,
det klang som melodi til hvad jeg skrev; –
omsider expederte jeg et brev
til hende – hun – 
STIVER
[continuing].
’Twas a strange time; I could not read a bit;
I tuned my pen instead of pointing it;
And when along the foolscap sheet it raced,
It twangled music to the words I traced;--
At last by letter I declared my flame
To her--to her-- 
FALK.
Hvis kæreste du blev. 
FALK.
Whose fiancee you became. 
STYVER.
Tænk, samme dato indløb hendes svar;
andragendet bevilget, – sagen klar! 
STIVER.
In course of post her answer came to hand--
The motion granted--judgment in my favour! 
FALK.
Og du, du følte dig ved pulten større;
du havde bragt din elskov på det tørre! 
FALK.
And you felt bigger, as you wrote, and braver,
To find you’d brought your venture safe to land! 
STYVER.
Naturligvis. 
STIVER.
Of course. 
FALK.
Og aldrig mer du digted? 
FALK.
And you bade the Muse farewell? 
STYVER.
Nej, jeg har aldrig siden mærket trang;
det var med ét, som om mig åren svigted;
og når jeg prøver nu en enkelt gang
at sætte sammen blot et nytårsvers,
så kommer rim og versemål påtvers,
og, – jeg forstår ej, hvad det stikker i, –
men det blir jus og ikke poesi. 
STIVER.
I’ve felt no lyric impulse, truth to tell,
From that day forth. My vein appeared to peter
Entirely out; and now, if I essay
To turn a verse or two for New Year’s Day,
I make the veriest hash of rhyme and metre,
And--I’ve no notion what the cause can be--
It turns to law and not to poetry. 
GULDSTAD
(klinker med ham).
Og derfor er, min sjæl, De lige god!
(til Falk.)
De tror nu færgen over lykkens flod
er bare til, for Dem at sætte over;
men se Dem for, ifald De farten vover.
Hvad Deres vise angår, véd jeg ej
om den poetisk er i alle ender;
men hvordan end De visen snor og vender,
den har en slet moral, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig økonomi:
at lade alskens fugle æde karten
før den får tid til moden frugt at bli;
at lade kør og får få græsse fri
herinde sådan udpå sommerparten?
Jo, her blev vakkert næste vår, fru Halm! 
GULDSTAD
[clinks glasses with him].
And trust me, you’re no whit the worse for that!
[To Falk.]
You think the stream of life is flowing solely
To bear you to the goal you’re aiming at--
But here I lodge a protest energetic,
Say what you will, against its wretched moral.
A masterly economy and new
To let the birds play havoc at their pleasure
Among your fruit-trees, fruitless now for you,
And suffer flocks and herds to trample through
Your garden, and lay waste its springtide treasure!
A pretty prospect, truly, for next year! 
FALK
(rejser sig).
Å, næste, næste! Tanken er mig kvalm,
som i det slappe ord „det næste“ ligger,
det gør hver glædens rigmand til en tigger!
Hvis jeg som sprogets sultan måtte råde
en time kun, det silkesnoren fik,
og skulde ud af verden uden nåde,
som b og g af Knudsens grammatik. 
FALK.
Oh, next, next, next! The thought I loathe and fear
That these four letters timidly express--
It beggars millionaires in happiness!
If I could be the autocrat of speech
But for one hour, that hateful word I’d banish;
I’d send it packing out of mortal reach,
As B and G from Knudsen’s Grammar vanish. 
STYVER.
Hvad har du da imod det håbets ord? 
STIVER.
Why should the word of hope enrage you thus? 
FALK.
At det formørker os Guds fagre jord.
„Vor næste kærlighed“, „vor næste viv“,
„vort næste måltid“ og „vort næste liv“, –
se, den forsynlighed, som heri ligger,
den er det, som gør glædens søn til tigger.
Sålangt du ser, forstygger den vor tid,
den dræber nydelsen af øjeblikket;
du har ej ro, før du får båden vrikket
imod den „næste“ strand med slæb og slid;
men er du fremme, – mon du da tør hvile?
Nej, du må atter mod et „næste“ ile.
Og sådan går det – fortvæk – udaf livet, –
Gud véd, om bag et stoppested er givet. 
FALK.
Because it darkens God’s fair earth for us.
“Next year,” “next love,” “next life,”--my soul is vext
To see this world in thraldom to “the next.”
’Tis this dull forethought, bent on future prizes,
That millionaires in gladness pauperises.
Far as the eye can reach, it blurs the age;
All rapture of the moment it destroys;
No one dares taste in peace life’s simplest joys
Until he’s struggled on another stage--
And there arriving, can he there repose?
No--to a new “next” off he flies again;
On, on, unresting to the grave he goes;
And God knows if there’s any resting then. 
FRU HALM.
Men fy, herr Falk, hvor kan De tale så! 
MISS JAY.
Fie, Mr. Falk, such sentiments are shocking. 
ANNA
(tankefuld).
O, det han siger, kan jeg godt forstå;
der må dog noget sandt på bunden være. 
ANNA
[pensively].
Oh, I can understand the feeling quite;
I am sure at bottom Mr. Falk is right. 
FRØKEN SKÆRE
(bekymret).
Sligt må min kæreste ej høre på,
han er excentrisk nok. – Å hør, min kære;
kom hid et øjeblik! 
MISS JAY
[perturbed].
My Stiver mustn’t listen to his mocking.
He’s rather too eccentric even now.--
My dear, I want you. 
STYVER
(beskæftiget med at rense sin pibespids).
Jeg kommer snart. 
STIVER
[occupied in cleaning his pipe].
Presently, my dear. 
GULDSTAD
(til Falk).
Ja, ét er mig dog idetmindste klart:
at De bør holde noget mer i ære
forsynligheden; tænk Dem blot, ifald
De skrev et digt idag og satte al
den dyre restbeholdning ind deri,
som De på lager har af poesi,
og fandt, De intet havde mer tilbedste,
når De imorgen digtede det næste; –
da fik kritiken Dem nok i kalotten. 
GULDSTAD
[to FALK].
One thing at least to me is very clear;--
And this is that you cannot but allow
Some forethought indispensable. For see,
Suppose that you to-day should write a sonnet,
And, scorning forethought, you should lavish on it
Your last reserve, your all, of poetry,
So that, to-morrow, when you set about
Your next song, you should find yourself cleaned out,
Heavens! how your friends the critics then would crow! 
FALK.
Jeg tvivler på, den mærked bankerotten;
da slentred arm i arm kritik og jeg
gemytligt frem jo på den samme vej.
(afbrydende og med overgang.)
Men sig mig, Lind, hvad går der dog af dig?
Du sidder her den hele tid så sturen;
studerer du måske arkitekturen? 
FALK.
D’you think they’d notice I was bankrupt? No!
Once beggared of ideas, I and they
Would saunter arm in arm the selfsame way--
[Breaking off.]
But Lind! why, what’s the matter with you, pray?
You sit there dumb and dreaming--I suspect you’re
Deep in the mysteries of architecture. 
LIND
(tar sig sammen).
Jeg? Hvorfor falder du på det? 
LIND
[collecting himself].
I? What should make you think so? 
FALK.
Jo visst;
du har ej øjet fra altanen hist.
Er det verandastilens brede buer,
som du med slig dybsindighed beskuer?
Hvad heller dørens kunstigt skårne hængsler,
og vindueslugerne med ditto stængsler?
For noget er det, som din tanke fængsler. 
FALK.
I observe.
Your eyes are glued to the verandah yonder--
You’re studying, mayhap, its arches’ curve,
Or can it be its pillars’ strength you ponder,
The door perhaps, with hammered iron hinges?
From something there your glances never wander. 
LIND
(med et strålende udtryk).
Nej, du tar fejl; jeg sidder her og lever.
Berust i nuet intet mer jeg kræver.
Jeg har en følelse, som om jeg stod
med verdens rigdom drysset for min fod!
Tak for din sang om glædens liv i våren;
den var som af mit eget indre skåren!
(hæver sit glas og vexler et blik med Anna, umærkeligt for de øvrige.)
En skål for blomsten, der den dufter smukt,
foruden tanke på at vorde frugt!
(drikker tilbunds.)  
LIND.
No, you are wrong--I’m just absorbed in being--
Drunk with the hour--naught craving, naught foreseeing.
I feel as though I stood, my life complete,
With all earth’s riches scattered at my feet.
Thanks for your song of happiness and spring--
From out my inmost heart it seemed to spring.
[Lifts his glass and exchanges a glance, unobserved, with ANNA.]
Here’s to the blossom in its fragrant pride!
What reck we of the fruit of autumn-tide?
[Empties his glass.] 
FALK
(ser på ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let tone)
Vil mine damer høre; det var nyt!
Her har jeg letvindt gjort en proselyt.
Igår han gik med salmebog i lommen,
idag han kækt trakterer digtertrommen. –
Man påstår vel, at vi poeter fødes;
men stundom kan en prosaist dog gødes
så ubarmhjertigt, som en strasburgsk gås,
med rimet sludder og med metrisk vås,
så alt hans indre, lever, sjæl og krås,
når ud det krænges, findes ganske fuldt
af lyrisk ister og rethorisk smult.
(til Lind.)
Men tak forresten for din gode mening;
herefter slår vi harpen i forening. 
FALK
[looks at him with surprise and emotion, but assumes a light tone].
Behold, fair ladies! though you scorn me quite,
Here I have made an easy proselyte.
His hymn-book yesterday was all he cared for--
To-day e’en dithyrambics he’s prepared for!
We poets must be born, cries every judge;
But prose-folks, now and then, like Strasburg geese,
Gorge themselves so inhumanly obese
On rhyming balderdash and rhythmic fudge,
That, when cleaned out, their very souls are thick
With lyric lard and greasy rhetoric.
[To LIND.]
Your praise, however, I shall not forget;
We’ll sweep the lyre henceforward in duet. 
FRØKEN SKÆRE.
Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu?
I landlig ro, – her mellem blomstergrene,
hvor De kan færdes for Dem selv alene – – 
MISS JAY.
You, Mr. Falk, are hard at work, no doubt,
Here in these rural solitudes delightful,
Where at your own sweet will you roam about-- 
FRU HALM
(smilende).
Nej, han er doven, så det er en gru. 
MRS. HALM
[smiling].
Oh, no, his laziness is something frightful. 
FRØKEN SKÆRE.
Jeg havde tænkt, De, som fru Halms logerende,
var bleven rigtig stærkt poetiserende.
(peger ud til højre.)
Det lille havehus, bag løvet gemt,
det ligger for en digter så bekvemt;
der synes mig, De måtte blive stemt – – 
MISS JAY.
What! here at Mrs. Halm’s! that’s most surprising--
Surely it’s just the place for poetising--
[Pointing to the right.]
That summer-house, for instance, in the wood
Sequestered, name me any place that could
Be more conducive to poetic mood-- 
FALK
(går over mod verandaen og læner sig med armene på rækværket).
Dæk mine øjnes spejl med blindheds skimmel,
så skal jeg digte om den lyse himmel.
Skaf mig, om blot en månedstid på borg,
en kval, en knusende, en kæmpesorg,
så skal jeg synge livets jubel ud.
Og helst, min frøken, skaf mig blot en brud,
som er mig alt, mit lys, min sol, min Gud.
Jeg har om den ting supplicert Vorherre,
men han har hidtil vist sig døv, desværre. 
FALK.
Let blindness veil the sunlight from mine eyes,
I’ll chant the splendour of the sunlit skies!
Just for a season let me beg or borrow
A great, a crushing, a stupendous sorrow,
And soon you’ll hear my hymns of gladness rise!
But best, Miss Jay, to nerve my wings for flight,
Find me a maid to be my life, my light--
For that incitement long to heaven I’ve pleaded;
But hitherto, worse luck, it hasn’t heeded. 
FRØKEN SKÆRE.
Fy, det er jo frivolt! 
MISS JAY.
What levity! 
FRU HALM.
Ja hæsligt sagt! 
MRS. HALM.
Yes, most irreverent! 
FALK.
Å, De må ikke tro det var min agt
at gå med hende under arm på „Kurland“;
nej, midt i lykkens vilde jubeljagt
hun måtte gå til evighedens urland.
Jeg trænger til lidt åndig gymnastik,
som jeg på den vis måske grundigst fik. 
FALK.
Pray don’t imagine it was my intent
To live with her on bread and cheese and kisses.
No! just upon the threshold of our blisses,
Kind Heaven must snatch away the gift it lent.
I need a little spiritual gymnastic;
The dose in that form surely would be drastic. 
SVANHILD
(har under det foregående nærmet sig; hun står nu tæt ved Falk og siger med et bestemt men lunefuldt udtryk).
Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en skæbne;
men når den kommer, – bær den som en mand. 
SVANHILD.
[Has during the talk approached; she stands close to the table, and says in a determined but whimsical tone:]
I’ll pray that such may be your destiny.
But, when it finds you--bear it like a man. 
FALK
(har vendt sig overrasket).
Å, frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De også, at jeg stole kan
på Deres bøn, som noget rigtigt virkende?
Med himlen, ser De, må man omgås lirkende.
Jeg véd jo nok, De vilje har for to
til mig at skille ved min sjælero;
men om De også har behørig tro,
se, det er sagen. 
FALK
[turning round in surprise].
Miss Svanhild!--well, I’ll do the best I can.
But think you I may trust implicitly
To finding your petitions efficacious?
Heaven as you know, to faith alone is gracious--
And though you’ve doubtless will enough for two
To make me bid my peace of mind adieu,
Have you the faith to carry matters through?
That is the question. 
SVANHILD
(mellem spøg og alvor).
Vent til sorgen kommer
og gulner livets lyse, grønne sommer, –
vent til den nager vågen og i drømme,
så kan om styrken af min tro De dømme.
(hun går over til damerne.)  
SVANHILD
[half in jest].
Wait till sorrow comes,
And all your being’s springtide chills and numbs,
Wait till it gnaws and rends you, soon and late,
Then tell me if my faith is adequate.
[She goes across to the ladies.] 
FRU HALM
(dæmpet).
Men vil I to da aldrig holde fred?
Nu har du gjort herr Falk for alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skære blander sig i samtalen. Svanhild står kold og taus.)  
MRS. HALM
[aside to her].
Can you two never be at peace? you’ve made
Poor Mr. Falk quite angry, I’m afraid.
[Continues reprovingly in a low voice. MISS JAY joins in the conversation. SVANHILD remains cold and silent.] 
FALK
(går efter en kort, tankefuld stilhed over til lysthuset og siger hen for sig):
Der lyste visshed ud af hendes blikke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror så trygt,
at himlen vil – 
FALK
[after a pause of reflection goes over to the summer-house, then to himself].
With fullest confidence her glances lightened.
Shall I believe, as she does so securely,
That Heaven intends-- 
GULDSTAD.
Å nej-Gud vil den ikke!
Den var da, med respekt, og brav forrykt,
om den effektuerte slige ordres.
Nej, ser De, gode hode, – hvad der fordres,
det er motion for arme, ben og krop.
Lig ikke her og glo i løvet op
den lange dag; hug ved om ikke andet.
Det måtte også være rent forbandet,
om ikke inden fjorten dage De
for Deres gale nykker da var fri. 
GULDSTAD.
No, hang it; don’t be frightened!
The powers above would be demented surely
To give effect to orders such as these.
No, my good sir--the cure for your disease
Is exercise for muscle, nerve, and sinew.
Don’t lie there wasting all the grit that’s in you
In idle dreams; cut wood, if that were all;
And then I’ll say the devil’s in’t indeed
If one brief fortnight does not find you freed
From all your whimsies high-fantastical. 
FALK.
Jeg står som æslet, snørt i valgets bånd;
til venstre har jeg kød, til højre ånd;
hvad var vel visest her at vælge først. 
FALK.
Fetter’d by choice, like Burnell’s ass, I ponder--
The flesh on this side, and the spirit yonder.
Which were it wiser I should go for first? 
GULDSTAD
(idet han skænker i glassene).
Først et glas punsch, det slukker harm og tørst. 
GULDSTAD
[filling the glasses].
First have some punch--that quenches ire and thirst. 
FRU HALM
(ser på sit uhr).
Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
det er på tiden vi kan vente presten.
(rejser sig og rydder op på altanen.)  
MRS. HALM
[looking at her watch].
Ha! Eight o’clock! my watch is either fast, or
It’s just the time we may expect the Pastor.
[Rises, and puts things in order on the verandah.] 
FALK.
Hvad? Skal her komme prester? 
FALK.
What! have we parsons coming? 
FRØKEN SKÆRE.
Gud, ja visst! 
MISS JAY.
Don’t you know? 
FRU HALM.
Det var jo det, som jeg fortalte sidst – 
MRS. HALM.
I told you, just a little while ago-- 
ANNA.
Nej moer, herr Falk var ikke da tilstede. 
ANNA.
No, mother--Mr. Falk had not yet come. 
FRU HALM.
Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist;
tro mig, af det besøg De høster glæde. 
MRS. HALM.
Why no, that’s true; but pray don’t look so glum.
Trust me, you’ll be enchanted with his visit. 
FALK.
Men sig, hvem er han da, den glædens såmand? 
FALK.
A clerical enchanter; pray who is it? 
FRU HALM.
Å Herregud, det er jo presten Stråmand. 
MRS. HALM.
Why, Pastor Strawman, not unknown to fame. 
FALK.
Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn,
og læst, at han skal ind og gøre gavn,
som storthingsmand, på politikens marker. 
FALK.
Indeed! Oh, yes, I think I’ve heard his name,
And read that in the legislative game
He comes to take a hand, with voice and vote. 
STYVER.
Ja, han er taler. 
STIVER.
He speaks superbly. 
GULDSTAD.
Skade blot, han harker. 
GULDSTAD.
When he’s cleared his throat. 
FRØKEN SKÆRE.
Nu kommer han med frue – 
MISS JAY.
He’s coming with his wife-- 
FRU HALM.
Og med arvinger – 
MRS. HALM.
And all their blessings-- 
FALK.
At more dem iforvejen lidt, de hulde, –
for siden får han begge hænder fulde
med svenske spørgsmål og med statsrådsgarvinger;
jo, jeg forstår. 
FALK.
To give them three or four days’ treat, poor dears--
Soon he’ll be buried over head and ears
In Swedish muddles and official messings--
I see! 
FRU HALM.
Det er en mand, herr Falk! 
MRS. HALM
[to FALK].
Now there’s a man for you, in truth! 
GULDSTAD.
Ja, i sin ungdom var han nu en skalk. 
GULDSTAD.
They say he was a rogue, though, in his youth. 
FRØKEN SKÆRE
(fornærmet).
Nå så, herr Guldstad! Alt fra jeg var liden
har jeg hørt tale dog med stor respekt, –
og det af folk, hvis ord har megen vægt, –
om presten Stråmand og hans livs roman. 
MISS JAY
[offended].
There, Mr. Guldstad, I must break a lance!
I’ve heard as long as I can recollect,
Most worthy people speak with great respect
Of Pastor Strawman and his life’s romance. 
GULDSTAD
(leende).
Roman? 
GULDSTAD
[laughing].
Romance? 
FRØKEN SKÆRE.
Roman. Jeg kalder sligt romantisk,
som ej af hverdagsfolk vurderes kan. 
MISS JAY.
Romance! I call a match romantic
At which mere worldly wisdom looks askance. 
FALK.
De spænder min nysgærrighed gigantisk. 
FALK.
You make my curiosity gigantic. 
FRØKEN SKÆRE
(vedblivende).
Men Gudbevars, der gives altid visse,
som af det rørende sig lader hidse
til railleri! Det er jo velbekendt,
at her var en, som bare var student,
der var så fræk, så ryggesløs, så ussel,
at kritisere selve „William Russell“. 
MISS JAY
[continuing].
But certain people always grow splenetic--
Why, goodness knows--at everything pathetic,
And scoff it down. We all know how, of late,
An unfledged, upstart undergraduate
Presumed, with brazen insolence, to declare
That “William Russell”1 was a poor affair! 
FALK.
Men sig, er oplandspresten da et digt,
et kristent drama eller noget sligt? 
FALK.
But what has this to do with Strawman, pray?
Is he a poem, or a Christian play? 
FRØKEN SKÆRE
(rørt til stille tårer).
Nej Falk, – et menneske, på hjerte rigt.
Men når en så at sige livløs ting
kan forårsage slige ondskabssting
og vække fæle lidenskabers mængde
af slig en dybde – 
MISS JAY
[with tears of emotion].
No, Falk,--a man, with heart as large as day.
But when a--so to speak--mere lifeless thing
Can put such venom into envy’s sting,
And stir up evil passions fierce and fell
Of such a depth-- 
FALK
(deltagende).
Og af slig en længde – 
FALK
[sympathetically].
And such a length as well-- 
FRØKEN SKÆRE.
Så vil, med Deres skarpe blik, De snart
begribe at – 
MISS JAY.
Why then, a man of your commanding brain
Can’t fail to see-- 
FALK.
Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,
det er romanens indhold og dens art.
Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;
men hvis det lod sig sige i en fart – 
FALK.
Oh, yes, that’s very plain.
But hitherto I haven’t quite made out
The nature, style, and plot of this romance.
It’s something quite delightful I’ve no doubt--
But just a little inkling in advance-- 
STYVER.
Jeg skal af sagens fakta extrahere
det vigtigste. 
STIVER.
I will abstract, in rapid resume,
The leading points. 
FRØKEN SKÆRE.
Nej, jeg erindrer mere;
jeg kan fortælle – 
MISS JAY.
No, I am more au fait,
I know the ins and outs-- 
FRU HALM.
Det kan også jeg! 
MRS. HALM.
I know them too! 
FRØKEN SKÆRE.
Å nej, fru Halm, nu er jeg alt på vej.
Ser De, herr Falk, – han gjaldt, som kandidat,
for et af hovedstadens bedste hoder,
forstod sig på kritik og nye moder – 
MISS JAY.
Oh Mrs. Halm! now let me tell it, do!
Well, Mr. Falk, you see--he passed at college
For quite a miracle of wit and knowledge,
Had admirable taste in books and dress-- 
FRU HALM.
Og spillede komedie privat. 
MRS. HALM.
And acted--privately--with great success. 
FRØKEN SKÆRE.
Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte, – 
MISS JAY.
Yes, wait a bit--he painted, played and wrote-- 
FRU HALM.
Og husk, hvor pent historier han fortalte. 
MRS. HALM.
And don’t forget his gift of anecdote. 
FRØKEN SKÆRE.
Ja giv dog tid; jeg kan det på en prik.
Han skrev og komponerte selv musik
til noget, som en – forelægger fik;
det kaldtes „Syv sonetter til min Maren“.
Å Gud, hvor sødt han sang dem til guitaren! 
MISS JAY.
Do give me time; I know the whole affair:
He made some verses, set them to an air,
Also his own,--and found a publisher.
O heavens! with what romantic melancholy
He played and sang his “Madrigals to Molly”! 
FRU HALM.
Ja, det er visst, at han var genial! 
MRS. HALM.
He was a genius, the simple fact. 
GULDSTAD
(dæmpet).
Hm, somme mente nu, at han var gal. 
GULDSTAD
[to himself].
Hm! Some were of opinion he was cracked. 
FALK.
En gammel praktikus, som ikke henter
sin visdom blot af mugne pergamenter,
har sagt, at kærligheden gør Petrarker
så let, som fæ og ladhed patriarker.
Men hvem var Maren? 
FALK.
A gray old stager,2 whose sagacious head
Was never upon mouldy parchments fed,
Says "Love makes Petrarchs, just as many lambs
And little occupation, Abrahams."
But who was Molly? 
FRØKEN SKÆRE.
Maren? Det var hende,
hans elskede, som snart De lærer kende.
Hun var en datter af et kompagni – 
MISS JAY.
Molly? His elect,
His lady-love, whom shortly we expect.
Of a great firm her father was a member-- 
GULDSTAD.
Et trælasthus. 
GULDSTAD.
A timber house. 
FRØKEN SKÆRE
(kort).
Ja, det må Herren vide. 
MISS JAY
[curtly].
I’m really not aware. 
GULDSTAD.
For det var hollandsk last de gjorde i. 
GULDSTAD.
Did a large trade in scantlings, I remember. 
FRØKEN SKÆRE.
Sligt hører til den trivielle side. 
MISS JAY.
That is the trivial side of the affair. 
FALK.
Et kompagni? 
FALK.
A firm? 
FRØKEN SKÆRE
(vedblivende).
Som ejed store grunker.
De kan vel tænke, hvor der kur blev gjort;
der meldtes friere af første sort. – 
MISS JAY
[continuing].
Of vast resources, I’m informed.
You can imagine how the suitors swarm’d;
Gentlemen of the highest reputation.-- 
FRU HALM.
Og mellem dem sågar en kammerjunker. 
MRS. HALM.
Even a baronet made application. 
FRØKEN SKÆRE.
Men Maren værged kækt om kvindens ret.
Hun havde Stråmand mødt i „Dramatiken“:
at se og elske ham, det var nu ét – 
MISS JAY.
But Molly was not to be made their catch.
She had met Strawman upon private stages;
To see him was to love him-- 
FALK.
Og bejlerskaren måtte stå i stikken? 
FALK.
And despatch
The wooing gentry home without their wages? 
FRU HALM.
Ja vil De tænke Dem den romantiken! 
MRS. HALM.
Was it not just a too romantic match? 
FRØKEN SKÆRE.
Og læg så til en gammel grusom far,
som bare gik omkring og skilte hjerter;
jeg tror der også en formynder var,
for endnu mer at øge deres smerter.
Men hun blev ham og han blev hende tro;
de drømte sammen om et stråtækt bo,
et snehvidt får, som kunde nære to – 
MISS JAY.
And then there was a terrible old father,
Whose sport was thrusting happy souls apart;
She had a guardian also, as I gather,
To add fresh torment to her tortured heart.
But each of them was loyal to his vow;
A straw-hatched cottage and a snow-white ewe
They dream’d of, just enough to nourish two-- 
FRU HALM.
Ja i det højeste en liden ko, – 
MRS. HALM.
Or at the very uttermost a cow,-- 
FRØKEN SKÆRE.
Kort sagt, som de for mig så tidt erklærte,
en bæk, en hytte og hinandens hjerte. 
MISS JAY.
In short, I’ve heard it from the lips of both,--
A beck, a byre, two bosoms, and one troth. 
FALK.
Ak ja! Og så –? 
FALK.
Ah yes! And then--? 
FRØKEN SKÆRE.
Så brød hun med sin slægt. 
MISS JAY.
She broke with kin and class. 
FALK.
Hun brød –? 
FALK.
She broke--? 
FRU HALM.
Hun brød med den. 
MRS. HALM.
Broke with them. 
FALK.
Se, det var kækt. 
FALK.
There’s a plucky lass! 
FRØKEN SKÆRE.
Og flytted til sin stråmand op på kvisten. 
MISS JAY.
And fled to Strawman’s garret-- 
FALK.
Hun flytted op! Foruden – sådan – vielse? 
FALK.
How? Without--
Ahem, the priestly consecration? 
FRØKEN SKÆRE.
Å fy! 
MISS JAY.
Shame! 
FRU HALM.
Fy skam! Min salig mand på listen
står blandt forloverne –! 
MRS. HALM.
Fy, fy! my late beloved husband’s name
Was on the list of sponsors--! 
STYVER
(til frøkenen).
Ja, din fortielse
af faktum er det, som forvolder tvisten.
I referater har det megen vægt
at ordne kronologisk og korrekt.
Men jeg kan aldrig faa det i mit hode,
hvor de kom af det – 
STIVER
(To MISS JAY).
You’re to blame
For leaving that important item out.
In a report ’tis of the utmost weight
That the chronology be accurate.
But what I never yet could comprehend
Is how on earth they managed-– 
FALK
(fortsættende).
– thi man tør formode,
at får og ko ej med på kvisten bode. 
STIVER
[to MISS JAY].
The one room
Not housing sheep and cattle, I presume. 
FRØKEN SKÆRE
(til Styver).
Å, du skal vel betænke ét, min gode:
Man trænger ej, hvor kærligheden troner;
to ømme hjerter klarer sig med lidt.
(til Falk.)
Han elsked hende til guitarens toner,
og hun gav på klaver informationer – 
MISS JAY
[to STIVER].
O, but you must consider this, my friend;
There is no Want where Love’s the guiding star;
All’s right without if tender Troth’s within.
[To Falk.]
He loved her to the notes of the guitar,
And she gave lessons on the violin-- 
FRU HALM.
og så, forstår sig, tog de på kredit – 
MRS. HALM.
Then all, of course, on credit they bespoke-- 
GULDSTAD.
Et år, til handelshuset gik fallit. 
GULDSTAD.
Till, in a year, the timber merchant broke. 
FRU HALM.
Men så fik Stråmand kald et steds der nordpå. 
MRS. HALM.
Then Strawman had a call to north. 
FRØKEN SKÆRE.
Og i et brev, jeg siden så, han svor på,
han leved blot for pligten og for hende. 
MISS JAY.
And there
Vowed, in a letter that I saw (as few did),
He lived but for his duty, and for her. 
FALK
(supplerende).
Og dermed var hans livs roman tilende. 
FALK
[as if completing her statement].
And with those words his Life’s Romance concluded. 
FRU HALM
(rejser sig).
Ja nu jeg tror vi går i haven ned;
vi må jo se, om vi dem har ivente. 
MRS. HALM
[rising].
How if we should go out upon the lawn,
And see if there’s no prospect of them yet? 
FRØKEN SKÆRE
(idet hun tar mantillen på).
Det er alt svalt. 
MISS JAY
[drawing on her mantle].
It’s cool already. 
FRU HALM.
Ja, Svanhild, vil du hente
mit uldne shavl. 
MRS. HALM.
Svanhild, will you get
My woollen shawl?--Come ladies, pray! 
LIND
(til Anna, ubemærket af de øvrige).
Gå forud! 
LIND
[to ANNA, unobserved by the others].
Go on! 
FRU HALM.
Kom så med!
(Svanhild går ind i huset; de andre, undtagen Falk, går mod baggrunden og ud til venstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer tilbage.)  
[SVANHILD goes into the house; the others, except FALK, go towards the back and out to the left.]
[LIND, who has followed, stops and returns.] 
LIND.
Min ven! 
LIND.
My friend! 
FALK.
Iligemåde! 
FALK.
Ah, ditto. 
LIND.
Hånden hid!
Jeg er så glad; – jeg tror mit bryst må sprænges,
ifald jeg ikke får fortalt – 
LIND.
Falk, your hand! The tide
Of joy’s so vehement, it will perforce
Break out-- 
FALK.
Giv tid;
du skal forhøres først, så dømmes, hænges.
Hvad er nu det for adfærd? Lægge skjul
for mig, din ven, på skatten, du har fundet; –
for tilstå kun, formodningen er grundet:
Du trukket har et lod i lykkens hjul! 
FALK.
Hullo there; you must first be tried;
Sentence and hanging follow in due course.
Now, what on earth’s the matter? To conceal
From me, your friend, this treasure of your finding;
For you’ll confess the inference is binding:
You’ve come into a prize off Fortune’s wheel! 
LIND.
Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl! 
LIND.
I’ve snared and taken Fortune’s blessed bird! 
FALK.
Så? Levende, – og ej i snaren kvalt? 
FALK.
How? Living,--and undamaged by the steel? 
LIND.
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk –! 
LIND.
Patience; I’ll tell the matter in one word.
I am engaged! Conceive--! 
FALK
(hurtigt).
Forlovet! 
FALK
[quickly].
Engaged! 
LIND.
Ja!
idag, – Gud véd, hvor jeg tog modet fra!
Jeg sagde, – å, sligt lar sig ikke sige;
men tænk dig, – hun, den unge, smukke pige,
blev ganske blussende, – slet ikke vred!
Nej, kan du skønne, Falk, hvad jeg har vovet!
Hun hørte på mig, – og jeg tror hun græd;
det er jo gode tegn? 
LIND.
It’s true!
To-day,--with unimagined courage swelling,
I said,--ahem, it will not bear re-telling;--
But only think,--the sweet young maiden grew
Quite rosy-red,--but not at all enraged!
You see, Falk, what I ventured for a bride!
She listened,--and I rather think she cried;
That, sure, means “Yes”? 
FALK.
Ja visst; bliv ved. 
FALK.
If precedents decide;
Go on. 
LIND.
Og, ikke sandt, – da er vi jo forlovet? 
LIND.
And so we really are--engaged? 
FALK.
Jeg må formode det; men for at være
aldeles tryg, så rådspørg frøken Skære. 
FALK.
I should conclude so; but the only way
To be quite certain, is to ask Miss Jay. 
LIND.
O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt!
Jeg er så klar, så sikker, uden frygt.
(strålende og hemmelighedsfuldt.)
Hør, jeg fik lov at holde hendes hånd,
da hun tog kaffetøjet bort fra bordet! 
LIND.
O no, I feel so confident, so clear!
So perfectly assured, and void of fear.
[Radiantly, in a mysterious tone.]
Hark! I had leave her fingers to caress
When from the coffee-board she drew the cover. 
FALK
(løfter sit glas og tømmer det).
Nå, vårens blomster da i eders bånd! 
FALK
[lifting and emptying his glass].
Well, flowers of spring your wedding garland dress! 
LIND
(ligeså).
Og det skal være højt og helligt svoret,
at jeg vil elske hende til min død,
så varmt som nu: – ja, for hun er så sød! 
LIND
[doing the same].
And here I swear by heaven that I will love her
Until I die, with love as infinite
As now glows in me,--for she is so sweet! 
FALK.
Forlovet! Derfor var det da, du slang
på hylden både loven og profeterne. 
FALK.
Engaged! Aha, so that was why you flung
The Holy Law and Prophets on the shelf! 
LIND
(leende).
Og du, som trode, at det var din sang –! 
LIND
[laughing].
And you believed it was the song you sung--! 
FALK.
Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne. 
FALK.
A poet believes all things of himself. 
LIND
(alvorligt).
Tro ellers ikke, Falk, at theologen
er fra min lykkes time dreven ud.
Der er den forskel kun, at ikke bogen
forslår som jakobsstige til min Gud.
Nu må jeg ud og søge ham i livet;
jeg føler mig i hjertet mere god,
jeg elsker strået, krybet for min fod;
det er jo også del i lykken givet. 
LIND
[seriously].
Don’t think, however, Falk, that I dismiss
The theologian from my hour of bliss.
Only, I find the Book will not suffice
As Jacob’s ladder unto Paradise.
I must into God’s world, and seek Him there.
A boundless kindness in my heart upsprings,
I love the straw, I love the creeping things;
They also in my joy shall have a share. 
FALK.
Men sig mig nu – 
FALK.
Yes, only tell me this, though-- 
LIND.
Nu har jeg sagt det hele, –
min rige gåde, som vi tre vil dele. 
LIND.
I have told it,--
My precious secret, and our three hearts hold it! 
FALK.
Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad? 
FALK.
But have you thought about the future? 
LIND.
Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne stund
jeg lever i det vårlige sekund.
Jeg vender øjet mod min lykke hjemad;
der holder skæbnens tømmer jeg og hun.
Ej du, ej Guldstad, – ja, ej selv fru Halm
tør sige til min friske livsblomst: „Falm!“
Thi jeg har vilje, hun har varme øjne,
og derfor må den, skal den opad højne! 
LIND.
Thought?
I?--thought about the future? No, from this
Time forth I live but in the hour that is.
In home shall all my happiness be sought;
We hold Fate’s reins, we drive her hither, thither,
And neither friend nor mother shall have right
To say unto my budding blossom: Wither!
For I am earnest and her eyes are bright,
And so it must unfold into the light! 
FALK.
Ret så, min broder, dig har lykken brug for! 
FALK.
Yes, Fortune likes you, you will serve her turn! 
LIND.
Mit livsmod brænder lig en vilter sang;
jeg kender mig så stærk; lå der et slug for
min fod, – hvor gabende, – jeg over sprang! 
LIND.
My spirits like wild music glow and burn;
I feel myself a Titan: though a foss
Opened before me--I would leap across! 
FALK.
Det sige vil i simpelt prosasprog:
Din kærlighed har gjort dig til et rensdyr. 
FALK.
Your love, you mean to say, in simple prose,
Has made a reindeer of you. 
LIND.
Nå, – farer jeg med renens vilde tog,
jeg véd, til hvem min længselsfugl imens flyr! 
LIND.
Well, suppose;
But in my wildest flight, I know the nest
In which my heart’s dove longs to be at rest! 
FALK.
Så får den alt imorgen til at flyve;
du følger med kvartetten jo tilfjelds.
Jeg lover for, du trænger ingen pels – 
FALK.
Well then, to-morrow it may fly con brio,
You’re off into the hills with the quartette.
I’ll guarantee you against cold and wet-- 
LIND.
Kvartetten! Pyt, – lad den alene klyve!
For mig er højfjeldsluft i dalens bund;
her har jeg blomsterne og fjordens vidder,
her har jeg løvsalsang og fuglekvidder,
og lykkens huldre, – ja for her er hun! 
LIND.
Pooh, the quartette may go and climb in trio,
The lowly dale has mountain air for me;
Here I’ve the immeasurable fjord, the flowers,
Here I have warbling birds and choral bowers,
And lady fortune’s self,--for here is she! 
FALK.
Ak, lykkens huldre her i Akersdalen
er sjelden, som en elg; hold fast i halen.
(med et blik mod huset.)
Hyss, – Svanhild – 
FALK.
Ah, lady Fortune by our Northern water caught her!
[With a glance towards the house.]
Hist--Svanhild-- 
LIND
(trykker hans hånd).
Godt; jeg går, – lad ingen kende,
hvad der er mellem dig og mig og hende.
Tak for du tog min hemlighed! Begrav den
i hjertet, – dybt og varmt, som jeg dig gav den.
(Han går ud i baggrunden til de andre.)
(Falk ser et øjeblik efter ham og går et par gange op og ned i haven, under synlig bestræbelse for at bekæmpe det oprør, han er i. Lidt efter kommer Svanhild ud fra huset med et tørklæde på armen og vil gå mod baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.)  
LIND.
Well; I go,--disclose to none
The secret that we share alone with one.
’Twas good of you to listen; now enfold it
Deep in your heart,--warm, glowing, as I told it.
[He goes out in the background to the others. FALK looks after him a moment, and paces up and down in the garden, visibly striving to master his agitation. Presently SVANHILD comes out with a shawl on her arm, and is going towards the back. FALK approaches and gazes at her fixedly. SVANHILD stops.] 
SVANHILD
(efter et kort ophold).
De ser så visst på mig –? 
SVANHILD
[after a short pause].
You gaze at me so! 
FALK
(halvt for sig selv).
Ja der er trækket;
i øjets sjø det skygger over bunden,
det leger skjul med spottens alf om munden,
det er der. 
FALK
[half to himself].
Yes, ’tis there--the same;
The shadow in her eyes’ deep mirror sleeping,
The roguish elf about her lips a-peeping,
It is there. 
SVANHILD.
Hvad? De gør mig halvt forskrækket. 
SVANHILD.
What? You frighten me. 
FALK.
De heder Svanhild? 
FALK.
Your name
Is Svanhild? 
SVANHILD.
Ja, det véd De vel. 
SVANHILD.
Yes, you know it very well. 
FALK.
Men véd De, frøken, at det navn er latterligt?
Gør mig til vilje; kast det bort ikveld! 
FALK.
But do you know the name is laughable?
I beg you to discard it from to-night! 
SVANHILD.
Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt – 
SVANHILD.
That would be far beyond a daughter’s right-- 
FALK
(ler).
Hm, „Svanhild“ – „Svanhild“ – –
(pludselig alvorlig.)
Hvorfor fik De sligt
memento mori alt fra De var liden? 
FALK
[laughing].
Hm. “Svanhild! Svanhild!”
[With sudden gravity.]
With your earliest breath
How came you by this prophecy of death? 
SVANHILD.
Er det da stygt? 
SVANHILD.
Is it so grim? 
FALK.
Nej, dejligt som et digt,
men altfor stort og stærkt og strængt for tiden.
Hvor kan en nutidsfrøken fylde ud
den tanke, navnet „Svanhild“ i sig fatter?
Nej, kast det bort, som et forældet skrud. 
FALK.
No, lovely as a song,
But for our age too great and stern and strong,
How can a modern demoiselle fill out
The ideal that heroic name expresses?
No, no, discard it with your outworn dresses. 
SVANHILD.
De tænker nok på sagakongens datter – 
SVANHILD.
You mean the mythical princess, no doubt-- 
FALK.
Som skyldfri knustes under hestens hov. 
FALK.
Who, guiltless, died beneath the horse’s feet. 
SVANHILD.
Men sligt er jo forbudt i vor tids lov.
Nej, højt i sadlen! I min stille tanke
jeg drømte tidt mig båren på dens ryg,
jog ud i verden vidt, jog kæk og tryg,
mens vinden slog som frihedsflag dens manke! 
SVANHILD.
But now such acts are clearly obsolete.
No, no, I’ll mount his saddle! There’s my place!
How often have I dreamt, in pensive ease,
He bore me, buoyant, through the world apace,
His mane a flag of freedom in the breeze! 
FALK.
Ja det er gammelt. I den „stille tanke“,
der ændser ingen af os grind og skranke,
der ræddes ingen for at bruge sporen; –
i gerning holder vi os smukt til jorden;
thi livet er igrunden hvermand kært,
og der er ingen, som et dødsspring vover. 
FALK.
Yes, the old tale. In “pensive ease” no mortal
Is stopped by thwarting bar or cullis’d portal;
Fearless we cleave the ether without bound;
In practice, tho’, we shrewdly hug the ground;
For all love life and, having choice, will choose it;
And no man dares to leap where he may lose it. 
SVANHILD
(livligt).
Jo, peg på målet, og jeg sætter over!
Men da må målet være springet værd.
Et Kalifornien bag ørkensandet, –
hvis ikke, blir man, hvor man er, i landet. 
SVANHILD.
Yes! show me but the end, I’ll spurn the shore;
But let the end be worth the leaping for!
A Ballarat beyond the desert sands--
Else each will stay exactly where he stands. 
FALK
(spottende).
Nå, jeg forstår Dem; det er tidens fejl. 
FALK
[sarcastically].
I grasp the case;--the due conditions fail. 
SVANHILD
(varm).
Ja netop tidens! Hvorfor sætte sejl,
når ingen luftning stryger over fjorden? 
SVANHILD
[eagerly].
Exactly: what’s the use of spreading sail
When there is not a breath of wind astir? 
FALK
(ironisk).
Ja hvorfor slide pidsken eller sporen,
når ingen gylden indsats står som skænk
til den, der river sig fra bord og bænk
og jager fremad, båren højt i sadlen?
Slig færd for færdens skyld tilhører adlen,
og adelsfærd i vor tid kaldes tant;
så var nok meningen? 
FALK
[ironically].
Yes, what’s the use of plying whip and spur
When there is not a penny of reward
For him who tears him from the festal board,
And mounts, and dashes headlong to perdition?
Such doing for the deed’s sake asks a knight,
And knighthood’s now an idle superstition.
That was your meaning, possibly? 
SVANHILD.
Ja, ganske sandt,
se pæretræet, som ved gærdet står, –
hvor det er goldt og blomsterløst iår.
Ifjor De skulde set, hvor det stod kækt
med kronen krøget under frugtens vægt. 
SVANHILD.
Quite right.
Look at that fruit tree in the orchard close,--
No blossom on its barren branches blows.
You should have seen last year with what brave airs
It staggered underneath its world of pears. 
FALK
(noget uviss).
Det vil jeg tro; men hvad er deraf læren? 
FALK
[uncertain].
No doubt, but what’s the moral you impute? 
SVANHILD
(med finhed).
Å, iblandt andet, at det fast er frækt,
når vor tids Zacharias kræver pæren.
Har træet overblomstret sig ifjor,
så må iår ej fordres samme flor. 
SVANHILD
[with finesse].
O, among other things, the bold unreason
Of modern Zacharies who seek for fruit.
If the tree blossom’d to excess last season,
You must not crave the blossoms back in this. 
FALK.
Jeg vidste nok, De fandt det rette spor igen
i romantiken – bagud i historien. 
FALK.
I knew you’d find your footing in the ways
Of old romance. 
SVANHILD.
Ja – vor tids dyd er af en anden slags.
Hvem ruster sig for sandhed nutildags?
Hvem er personens indsats vel tillags?
Hvor findes helten? 
SVANHILD.
Yes, modern virtue is
Of quite another stamp. Who now arrays
Himself to battle for the truth? Who’ll stake
His life and person fearless for truth’s sake?
Where is the hero? 
FALK
(ser skarpt på hende).
Og hvor er valkyrien? 
FALK
[looking keenly at her].
Where is the Valkyria? 
SVANHILD
(ryster på hovedet).
Valkyrien bruges ej i dette land!
Da troen truedes ifjor i Syrien,
gik De da did som korsets svorne mand?
Nej, på papiret var De varm som taler, –
og sendte „kirketidenden“ en daler.
(Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og går opover haven.)  
SVANHILD
[shaking her head].
Valkyrias find no market in this land!
When the faith lately was assailed in Syria,
Did you go out with the crusader-band?
No, but on paper you were warm and willing,--
And sent the “Clerical Gazette” a shilling.
[Pause. FALK is about to retort, but checks himself, and goes into the garden.] 
SVANHILD
(betragter ham en stund, nærmer sig og spørger blidt).
Falk, er De vred? 
SVANHILD
[after watching him a moment, approaches him and asks gently:]
Falk, are you angry? 
FALK.
Nej visst; jeg går og sturer, –
se, det er alt. 
FALK.
No, I only brood,-- 
SVANHILD
(med tankefuld deltagelse).
De er som to naturer, –
to uforligte – – 
SVANHILD
[with thoughtful sympathy].
You seem to be two natures, still at feud,--
Unreconciled-- 
FALK.
Ja, det véd jeg vel. 
FALK.
I know it well. 
SVANHILD
(heftigt).
Men grunden! 
SVANHILD
[impetuously].
But why? 
FALK
(med udbrud).
Grunden? Jo, fordi jeg hader
at gå omkring med frækt udringet sjæl,
lig godtfolks kærlighed i alle gader, –
at gå omkring med blottet hjertevarme,
som unge kvinder går med nøgne arme!
De var den eneste, – De, Svanhild, De –
så tænkte jeg, – nå, den ting er forbi –
(vender sig efter hende, idet hun går over mod lysthuset og ser ud.)
De lytter –? 
FALK
[losing self-control].
Why, why? Because I hate to go about
With soul bared boldly to the vulgar eye,
As Jock and Jennie hang their passions out;
To wear my glowing heart upon my sleeve,
Like women in low dresses. You, alone,
Svanhild, you only,--you, I did believe,--
Well, it is past, that dream, for ever flown.--
[She goes to the summer-house and looks out; he follows.]
You listen--? 
SVANHILD.
Til en anden røst, som taler,
hys! Hører De! hver kveld, når solen daler,
da kommer flyvende en liden fugl, –
se der, – der kom den frem af løvets skjul –
véd De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
som her på jord blev nægtet sangens gave,
hun fik af Gud en liden fugl til ven –
for én kun skabt og for den enes have. 
SVANHILD.
To another voice, that sings.
Hark! every evening when the sun’s at rest,
A little bird floats hither on beating wings,--
See there--it darted from its leafy nest--
And, do you know, it is my faith, as oft
As God makes any songless soul, He sends
A little bird to be her friend of friends,
And sing for ever in her garden-croft. 
FALK
(tager en sten op fra jorden).
Da gælder det, at fugl og ejer mødes,
skal ej dens sang i fremmed have ødes. 
FALK
[picking up a stone].
Then must the owner and the bird be near,
Or its song’s squandered on a stranger’s ear. 
SVANHILD.
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej ordets magt, ej sangerstemme;
men kviddrer fuglen i sit grønne gemme,
det er som digte daled i mit sind – –
nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –
(Falk kaster stenen med heftighed; Svanhild udstøder et skrig.)
o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til højre og kommer snart ind igen.)
O det var syndigt, syndigt! 
SVANHILD.
Yes, that is true; but I’ve discovered mine.
Of speech and song I am denied the power,
But when it warbles in its leafy bower,
Poems flow in upon my brain like wine--
Ah, yes,--they fleet--they are not to be won--
[FALK throws the stone. SVANHILD screams.]
O God, you’ve hit it! Ah, what have you done!
[She hurries out to the the right and then quickly returns.]
O pity! pity! 
FALK
(i lidenskabeligt oprør).
Nej – kun øje
for øje, Svanhild, – ikkun tand for tand!
Nu får De ingen hilsen fra det høje,
og ingen gave mer fra sangens land.
Se, det er hævnen over Deres værk! 
FALK
[in passionate agitation].
No,--but eye for eye,
Svanhild, and tooth for tooth. Now you’ll attend
No further greetings from your garden-friend,
No guerdon from the land of melody.
That is my vengeance: as you slew I slay. 
SVANHILD.
Mit værk? 
SVANHILD.
I slew? 
FALK.
Ja Deres! Indtil denne time
slog i mit bryst en sangfugl kæk og stærk.
Se – nu kan klokken over begge kime, –
De har den dræbt! 
FALK.
You slew. Until this very day,
A clear-voiced song-bird warbled in my soul;
See,--now one passing bell for both may toll--
You’ve killed it! 
SVANHILD.
Har jeg? 
SVANHILD.
Have I? 
FALK.
Ja, da De slog
min unge, glade sejrstro til jorden –
(foragteligt.)
da De forloved Dem! 
FALK.
Yes, for you have slain
My young, high-hearted, joyous exultation--
[Contemptuously.]
By your betrothal! 
SVANHILD.
Men sig mig dog! 
SVANHILD.
How! But pray explain--! 
FALK.
Å ja, den ting er sagtens i sin orden;
han tar examen, får sig strax en stilling, –
han går jo til Amerika som prest – 
FALK.
O, it’s in full accord with expectation;
He gets his licence, enters orders, speeds to
A post,--as missionary in the West-- 
SVANHILD
(i samme tone).
Og arver nok en ganske vakker skilling; –
ja, for det er vel Lind De mener? 
SVANHILD
[in the same tone].
A pretty penny, also, he succeeds to;--
For it is Lind you speak of--? 
FALK.
Bedst
må De vel vide – 
FALK.
You know best
Of whom I speak. 
SVANHILD
(med dæmpet smil).
Ja, som brudens søster
bør jeg jo – 
SVANHILD
[with a subdued smile].
As the bride’s sister, true,
I cannot help-- 
FALK.
Gud! Det er ej Dem – –! 
FALK.
Great God! It is not you--? 
SVANHILD.
Som høster
hin lykkens overflod? Ak nej desværre! 
SVANHILD.
Who win this overplus of bliss? Ah no! 
FALK
(med næsten barnlig glæde).
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og kærlig dog, Vorherre!
Jeg får ej se Dem som en andens brud; –
det var kun smertens lys han vilde tænde – –
(vil gribe hendes hånd.)
O hør mig, Svanhild – hør mig – 
FALK
[with almost childish joy].
It is not you! O God be glorified!
What love, what mercy does He not bestow!
I shall not see you as another’s bride;--
’Twas but the fire of pain He bade me bear--
[Tries to seize her hand.]
O hear me, Svanhild, hear me then-- 
SVANHILD
(peger raskt mod baggrunden).
Se derhenne!
(hun går henimod huset. Fra baggrunden kommer i det samme fru Halm, Anna, frøken Skære, Guldstad, Styver og Lind. Under det foregående optrin er solen gået ned; landskabet ligger i tusmørke.)  
SVANHILD
[pointing quickly to the background].
See there!
[She goes towards the house. At the same moment MRS. HALM, ANNA, MISS JAY, GULDSTAD, STIVER, and LIND emerge from the background. During the previous scene the sun has set; it is now dark.] 
FRU HALM
(til Svanhild).
Nu har vi prestens lige på minuttet.
Hvor blev du af? 
MRS. HALM
[to SVANHILD].
The Strawmans may be momently expected.
Where have you been? 
FRØKEN SKÆRE
(efter et blik på Falk).
Du synes så betuttet. 
MISS JAY
[after glancing at FALK].
Your colour’s very high. 
SVANHILD.
Lidt ondt i hodet; det går over snart. 
SVANHILD.
A little face-ache; it will soon pass by. 
FRU HALM.
Og endda går du her med håret bart?
Hold theen færdig; ryd så op i stuen;
pent må her være, for jeg kender fruen.
(Svanhild går ind i huset.)  
MRS. HALM.
And yet you walk at nightfall unprotected?
Arrange the room, and see that tea is ready;
Let everything be nice; I know the lady.
[Svanhild goes in.] 
STYVER
(til Falk).
Véd du besked om prestens politik? 
STIVER
[to FALK].
What is the colour of this parson’s coat? 
FALK.
Jeg tror ej han for dyrtidstillæg stemmer. 
FALK.
I guess bread-taxers would not catch his vote. 
STYVER.
Men dersom nu et lidet vink han fik
om versene, som jeg i pulten gemmer? 
STIVER.
How if one made allusion to the store
Of verses, yet unpublished, in my drawer? 
FALK.
Det muligt hjalp. 
FALK.
It might do something. 
STYVER.
Ja gid, – for, tro du mig,
det kniber for os nu, vi bo skal sætte.
De elskovssorger, de er ikke lette. 
STIVER.
Would to heaven it might!
Our wedding’s imminent; our purses light.
Courtship’s a very serious affair. 
FALK.
Tilpas; hvad vilde du på den gallej! 
FALK.
Just so: “Qu’allais-tu faire dans cette galere?” 
STYVER.
Er elskov en gallej? 
STIVER.
Is courtship a “galere”? 
FALK.
Nej ægteskabet,
med lænker, trælleliv og frihedstabet. 
FALK.
No, married lives;--
All servitude, captivity, and gyves. 
STYVER
(da han ser, at frøken Skære nærmer sig).
Du kender ej den kapital, som bor
i kvindens tanker og i kvindens ord. 
STIVER
[seeing MISS JAY approach].
You little know what wealth a man obtains
From woman’s eloquence and woman’s brains. 
FRØKEN SKÆRE
(sagte).
Tror du grossereren vil endossere? 
MISS JAY
[aside to STIVER].
Will Guldstad give us credit, think you? 
STYVER
(gnaven).
Jeg véd ej visst endnu; jeg skal probere.
(de fjerner sig i samtale.)  
STIVER
[peevishly].
I
Am not quite certain of it yet: I’ll try.
[They withdraw in conversation; LIND and ANNA approach.] 
LIND
(dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna).
Jeg kan ej dy mig længer; i en fart
jeg forestille må – 
LIND
[aside to FALK].
I can’t endure it longer; in post-haste
I must present her-- 
FALK.
Du burde tie,
og ingen uvedkommende indvie
i det, som eders er – 
FALK.
You had best refrain,
And not initiate the eye profane
Into your mysteries-- 
LIND.
Nå, det var rart; –
for dig, min medlogerende i huset,
jeg skulde holdt min unge lykke skjult!
Nej, nu, mit hode har fåt håret gult, – 
LIND.
That would be a jest!--
From you, my fellow-boarder, and my mate,
To keep concealed my new-found happy state!
Nay, now, my head with Fortune’s oil anointed-- 
FALK.
Nu vil du gøre dig dit hode kruset?
Ja, kære bedste ven, hvis det er meningen,
så skynd dig blot og deklarer foreningen! 
FALK.
You think the occasion good to get it curled?
Well, my good friend, you won’t be disappointed;
Go and announce your union to the world! 
LIND.
Det har jeg også tænkt af flere grunde,
og deriblandt er en især af vægt;
sæt for exempel, at her findes kunde
en kurtisør, som lusked om fordækt;
sæt at hans hensigt trådte frem påtageligt,
som frieri; det var dog ubehageligt. 
LIND.
Other reflections also weigh with me,
And one of more especial gravity;
Say that there lurked among our motley band
Some sneaking, sly pretender to her hand;
Say, his attentions became undisguised,--
We should be disagreeably compromised. 
FALK.
Ja, det er sandt; jeg havde ganske glemt,
du var til noget højere bestemt.
Som elskovs friprest står du midlertidigt;
sent eller tidligt skal der avanceres;
men det er selv mod skik og vedtægt stridigt,
om allerede nu du ordineres. 
FALK.
Yes, it is true; it had escaped my mind,
You for a higher office were designed,
Love as his young licentiate has retained you;
Shortly you’ll get a permanent position;
But it would be defying all tradition
If at the present moment he ordained you. 
LIND.
Ja dersom ej grossereren – 
LIND.
Yes if the merchant does not-- 
FALK.
Hvad han? 
FALK.
What of him? 
ANNA
(undselig).
Å, det er noget, Lind kun ind sig bilder. 
ANNA
[troubled].
Oh, it is Lind’s unreasonable whim. 
LIND.
Sig ikke det; det aner mig han skiller
mig ved min lykke, når og hvor han kan.
Den fyr er jo en daglig gæst herude,
er rig og ugift, fører jer omkring;
kort sagt, min elskte, der er tusind ting,
som ej kan andet os end ondt bebude. 
LIND.
Hush; I’ve a deep foreboding that the man
Will rob me of my treasure, if he can.
The fellow, as we know, comes daily down,
Is rich, unmarried, takes you round the town;
In short, my own, regard it as we will,
There are a thousand things that bode us ill. 
ANNA
(med et suk).
O det var synd; her var så godt idag. 
ANNA
[sighing].
Oh, it’s too bad; to-day was so delicious! 
FALK
(deltagende til Lind).
Ja slip ej lykken for en rodløs grille;
vent i det længste før du toner flag. 
FALK
[sympathetically to LIND].
Don’t wreck your joy, unfoundedly suspicious,
Don’t hoist your flag till time the truth disclose-- 
ANNA.
Gud! Frøken Skære ser på os; ti stille!
(hun og Lind fjerner sig til forskellige kanter.)  
ANNA.
Great God! Miss Jay is looking; hush, be still!
[She and LIND withdraw in different directions.] 
FALK
(ser efter Lind).
Der går han til sin ungdoms nederlag. 
FALK
[looking after LIND].
So to the ruin of his youth he goes. 
GULDSTAD
(som imidlertid har stået ved trappen i samtale med fru Halm og frøken Skære, nærmer sig og slår ham på skuldren).
Nå, står man her og grunder på et digt? 
GULDSTAD.
[Who has meantime been conversing on the steps with MRS. HALM and MISS JAY, approaches FALK and slaps him on the shoulder.]
Well, brooding on a poem? 
FALK.
Nej, på et drama. 
FALK.
No, a play. 
GULDSTAD.
Det var da som fanden; –
jeg trode ej, De gav Dem af med sligt. 
GULDSTAD.
The deuce;--I never heard it was your line. 
FALK.
Nej dette her er også af en anden,
en ven af mig, ja af os beggeto; –
en fejende forfatter kan De tro.
Tænk Dem, fra middagstider og til kveld
han digtet har en hel idyl tilende. 
FALK.
O no, the author is a friend of mine,
And your acquaintance also, I daresay.
The knave’s a dashing writer, never doubt.
Only imagine, in a single day
He’s worked a perfect little Idyll out. 
GULDSTAD
(polidsk).
Og slutningen er god! 
GULDSTAD
[slily].
With happy ending, doubtless! 
FALK.
De véd da vel
at teppet falder først – med ham og hende.
Men det er blot en del af trilogien;
bagefter kommer nok forfattersvien,
når nummer to, forlovelsens komedie,
skal digtes gennem lange akter fem,
og stoffets tråd skal spindes ud af dem
til ægteskabets drama, som det tredje. 
FALK.
You’re aware,
No curtain falls but on a plighted pair.
Thus with the Trilogy’s First Part we’ve reckoned;
But now the poet’s labour-throes begin;
The Comedy of Troth-plight, Part the Second,
Thro’ five insipid Acts he has to spin,
And of that staple, finally, compose
Part Third,--or Wedlock’s Tragedy, in prose. 
GULDSTAD
(smilende).
Man skulde tro forfatterlyst var smitsom. 
GULDSTAD
[smiling].
The poet’s vein is catching, it would seem. 
FALK.
Så? Hvorfor det? 
FALK.
Really? How so, pray? 
GULDSTAD.
Jeg mener forsåvidtsom
jeg også går og grunder på en digtning, –
(hemmelighedsfuldt.)
en faktisk en, – foruden alskens svigtning. 
GULDSTAD.
Since I also pore
And ponder over a poetic scheme,--
[Mysteriously.]
An actuality--and not a dream. 
FALK.
Og hvem er helten, om man spørge tør? 
FALK.
And pray, who is the hero of your theme? 
GULDSTAD.
Det siger jeg imorgen, ikke før. 
GULDSTAD.
I’ll tell you that to-morrow--not before. 
FALK.
Det er Dem selv! 
FALK.
It is yourself! 
GULDSTAD.
Tror De, som slig, mig duelig? 
GULDSTAD.
You think me equal to it? 
FALK.
En bedre helt var sikkert ikke mulig.
Men nu heltinden? Hun skal sikkert hentes
fra landets friluft, ej fra byens kvalm? 
FALK.
I’m sure no other mortal man could do it.
But then the heroine? No city maid,
I’ll swear, but of the country, breathing balm? 
GULDSTAD
(truer med fingeren).
Hys, – det er knuden og med den må ventes! –
(slår over i en anden tone.)
Sig mig, hvad synes De om frøken Halm? 
GULDSTAD
[lifting his finger].
Ah,--that’s the point, and must not be betrayed!--
[Changing his tone.]
Pray tell me your opinion of Miss Halm. 
FALK.
Å, hende kender De visst meget bedre;
min dom kan hverken skæmme eller hædre. –
(smilende.)
Men vogt Dem bare, at det ej går galt
med dette „digt“, hvorom De har fortalt.
Sæt at jeg kunde Deres tillid svige
og omkalfatre udfald og intrige. 
FALK.
O you’re best able to pronounce upon her;
My voice can neither credit nor dishonour,--
[Smiling.]
But just take care no mischief-maker blot
This fine poetic scheme of which you talk.
Suppose I were so shameless as to balk
The meditated climax of the plot? 
GULDSTAD
(godmodigt).
Nå ja, så vilde jeg mit Amen sige. 
GULDSTAD
[good-naturedly].
Well, I would cry “Amen,” and change my plan. 
FALK.
Det er et ord? 
FALK.
What! 
GULDSTAD.
De er jo mand af faget;
det var jo dumt, om Deres hjælp blev vraget
af en, der regnes må til fuskerlaget.
(går op mod baggrunden.)  
GULDSTAD.
Why, you see, you are a letter’d man;
How monstrous were it if your skill’d design
Were ruined by a bungler’s hand like mine!
[Retires to the background.] 
FALK
(i forbigående til Lind).
Du havde ret; grossereren går om
med morderplaner mod din unge lykke.
(fjerner sig.)  
FALK
[in passing, to LIND].
Yes, you were right; the merchant’s really scheming
The ruin of your new-won happiness. 
LIND
(dæmpet til Anna).
Der kan du se, at ej min frygt var tom;
vi må på timen ud med sproget rykke.
(de nærmer sig fru Halm, der tilligemed frøken Skære står ved huset.)  
LIND
[aside to ANNA].
Now then you see, my doubting was not dreaming;
We’ll go this very moment and confess.
[They approach MRS. HALM, who is standing with Miss Jay by the house.] 
GULDSTAD
(i samtale med Styver).
Et dejligt vejr ikveld. 
GULDSTAD
[conversing with STIVER].
’Tis a fine evening. 
STYVER.
Å ja såmen,
når man er oplagt – 
STIVER.
Very likely,--when
A man’s disposed-- 
GULDSTAD
(spøgende).
Er der galt påfærde
med Deres kærlighed? 
GULDSTAD
[facetiously].
What, all not running smooth
In true love’s course? 
STYVER.
Ej just med den – 
STIVER.
Not that exactly-- 
FALK
(der er kommen til).
Men med forlovelsen? 
FALK
[coming up].
Then
With your engagement? 
STYVER.
Det kunde være. 
STIVER.
That’s about the truth. 
FALK.
Hurra; du er da ikke blank og bar
for poesiens småmynt, kan jeg høre! 
FALK.
Hurrah! Your spendthrift pocket has a groat
Or two still left, it seems, of poetry. 
STYVER
(stødt).
Jeg skønner ej, hvad poesien har
med mig og min forlovelse at gøre. 
STIVER
[stiffly].
I cannot see what poetry has got
To do with my engagement, or with me. 
FALK.
Du skal ej skønne det; hvis elskov grunder
sit eget væsen ud, da går den under. 
FALK.
You are not meant to see; when lovers prove
What love is, all is over with their love. 
GULDSTAD
(til Styver).
Men er det noget, som kan rettes på,
så ud med det. 
GULDSTAD
[to STIVER].
But if there’s matter for adjustment, pray
Let’s hear it. 
STYVER.
Ja, jeg har hele dagen
funderet på at foredrage sagen,
men kan ej frem til konklusjonen nå. 
STIVER.
I’ve been pondering all day
Whether the thing is proper to disclose,
But still the Ayes are balanced by the Noes. 
FALK.
Jeg hjælper dig og skal mig fatte kort:
Alt fra du op til kæreste var rykket,
så har du følt dig, så at sige, trykket – 
FALK.
I’ll right you in one sentence. Ever since
As plighted lover you were first installed,
You’ve felt yourself, if I may say so, galled-- 
STYVER.
Ja det til sine tider endog hårdt. 
STIVER.
And sometimes to the quick. 
FALK
(vedblivende).
Har følt dig svært betynget af forpligtelser,
som du gav fanden, hvis det blot gik an;
se det er tingen. 
FALK.
You’ve had to wince
Beneath a crushing load of obligations
That you’d send packing, if good form permitted.
That’s what’s the matter. 
STYVER.
Hvad er det for sigtelser!
Jeg har fornyet som en punktlig mand;
(henvendt til Guldstad.)
men mere kommer til i næste måned;
når man sig gifter, får man jo en kone – 
STIVER.
Monstrous accusations!
My legal debts I’ve honestly acquitted;
But other bonds next month are falling due;
[To GULDSTAD.]
When a man weds, you see, he gets a wife-- 
FALK
(glad).
Nu er påny din ungdomshimmel blånet,
det var en genklang af din sangtids tone!
Så skal det være; jeg forstod det straks;
du trængte blot til vinger og en saks! 
FALK
[triumphant].
Now your youth’s heaven once again is blue;
There rang an echo from your old song-life!
That’s how it is: I read you thro’ and thro’;
Wings, wings were all you wanted,--and a knife! 
STYVER.
En saks? 
STIVER.
A knife? 
FALK.
Ja, viljesaksen, for at klippe
hvert bånd itu, så bort du kunde slippe,
og flyve ud – 
FALK.
Yes, Resolution’s knife, to sever
Each captive bond, and set you free for ever,
To soar-- 
STYVER
(i vrede).
Nej, nu blir du for grov!
At sigte mig for brud på statens lov!
Jeg skulde tænke på at absentere mig?
Sligt er jo attentat på at blamere mig, –
verbalinjurier! 
STIVER
[angrily].
Nay, now you’re insolent beyond
Endurance! Me to charge with violation
Of law,--me, me with plotting to abscond!
It’s libellous, malicious defamation,
Insult and calumny-- 
FALK.
Men er du gal!
Hvad er din mening da? Så tal dog – tal! 
FALK.
Are you insane?
What is all this about? Explain! Explain! 
GULDSTAD
(leende til Styver).
Ja, selv De kommer til at klare tanken!
hvad handles om? 
GULDSTAD
[laughingly to STIVER].
Yes, clear your mind of all this balderdash!
What do you want? 
STYVER
(griber sig sammen).
Et lån i sparebanken. 
STIVER
[pulling himself together].
A trifling loan in cash. 
FALK.
Et lån! 
FALK.
A loan! 
STYVER
(hurtigt til Guldstad).
Ja egentlig en endossent
for hundred daler eller så omtrent. 
STIVER
[hurriedly to GULDSTAD].
That is, I mean to say, you know,
A voucher for a ten pound note, or so. 
FRØKEN SKÆRE
(der imidlertid har stået hos fru Halm, Lind og Anna).
Å nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt! 
MISS JAY
[to LIND and ANNA].
I wish you joy! How lovely, how delicious! 
GULDSTAD.
Hvad er der nu!
(går hen til damerne.)
Det var da ubelejligt. 
GULDSTAD
[going up to the ladies].
Pray what has happened?
[To himself.] This was unpropitious. 
FALK
(slår overgivent armen om hans nakke).
Hurra; trompetens lyd forkynder sødt,
at dig en broder er i Amor født!
(drager ham med sig til de andre.)  
FALK
[throws his arms about STIVER’s neck].
Hurrah! the trumpet’s dulcet notes proclaim
A brother born to you in Amor’s name!
[Drags him to the others.] 
FRØKEN SKÆRE
(overvældet til herrerne).
Tænk, Lind og Anna, – tænk Dem, han har fåt hende!
Nu er de kærester! 
MISS JAY
[to the gentlemen].
Think! Lind and Anna--think!--have plighted hearts,
Affianced lovers! 
FRU HALM
(med rørelsens tårer, medens parret ønskes tillykke).
Det er den ottende,
som går forsørget ud fra dette hus; –
(rettet mod Falk.)
syv søsterdøttre, – alle med logerende – –
(angribes for stærkt og holder tørklædet for øjnene.)  
MRS. HALM
[with tears of emotion].
’Tis the eighth in order
Who well-provided from this house departs;
[To FALK.]
Seven nieces wedded-always with a boarder--
[Is overcome; presses her handkerchief to her eyes.] 
FRØKEN SKÆRE
(til Anna).
Nå, her vil komme nok af gratulerende!
(kæler for hende og er bevæget.)  
MISS JAY
[to ANNA].
Well, there will come a flood of gratulation!
[Caresses her with emotion.] 
LIND
(griber Falks hænder).
Min ven, jeg går som i en salig rus! 
LIND
[seizing FALK’s hand].
My friend, I walk in rapt intoxication! 
FALK.
Hys; – som forlovet mand du medlem er
af salighedens mådeholdsforening;
lyd laugets love; – ingen orgier her!
(vender sig til Guldstad med et anstrøg af ondskabsfuld deltagelse.)
Nå, herr grosserer! 
FALK.
Hold! As a plighted man you are a member
Of Rapture’s Temperance-association.
Observe it’s rules;--no orgies here, remember!
[Turning to GULDSTAD sympathetically.]
Well, my good sir! 
GULDSTAD
(fornøjet).
Efter min formening
spår dette lykke for dem beggeto. 
GULDSTAD
[beaming with pleasure].
I think this promises
All happiness for both. 
FALK
(ser studsende på ham).
De bær jo sorgen med prisværdig ro.
Det glæder mig. 
FALK
[staring at him].
You seem to stand
The shock with exemplary self-command.
That’s well. 
GULDSTAD.
Hvad mener De, højstærede? 
GULDSTAD.
What do you mean, sir? 
FALK.
Jeg mener blot, at eftersom De nærede
forhåbning for Dem selv – 
FALK.
Only this;
That inasmuch as you appeared to feed
Fond expectations of your own-- 
GULDSTAD.
Så? Gjorde jeg? 
GULDSTAD.
Indeed? 
FALK.
Ja, idetmindste var De nær på vej;
De nævnte frøken Halm; her stod De jo
og spurgte – 
FALK.
At any rate, you were upon the scent.
You named Miss Halm; you stood upon this spot
And asked me-- 
GULDSTAD
(smilende).
Ja, men er der ikke to? 
GULDSTAD
[smiling].
There are two, though, are there not? 
FALK.
Det er – den anden, søsteren, De mener! 
FALK.
It was--the other sister that you meant? 
GULDSTAD.
Ja, søsteren, den anden, – netop hende.
Lær denne søster nærmere at kende,
og døm så selv, om ikke hun fortjener
at lægges mærke til en smule mer,
end her i huset nu for tiden sker. 
GULDSTAD.
That sister, yes, the other one,--just so.
Judge for yourself, when you have come to know
That sister better, if she has not in her
Merits which, if they were divined, would win her
A little more regard than we bestow. 
FALK
(koldt).
Hun har visst alle gode egenskaber. 
FALK
[coldly].
Her virtues are of every known variety
I’m sure. 
GULDSTAD.
Just ikke alle; selskabstonen har
hun ej det rette greb på; der hun taber – 
GULDSTAD.
Not quite; the accent of society
She cannot hit exactly; there she loses. 
FALK.
Ja det er slemt. 
FALK.
A grievous fault. 
GULDSTAD.
Men hvis fru Halm blot tar
en vinter til det, vædder jeg hun viger
for ingen anden. 
GULDSTAD.
But if her mother chooses
To spend a winter on her, she’ll come out of it
Queen of them all, I’ll wager. 
FALK.
Nej, den ting er klar. 
FALK.
Not a doubt of it. 
GULDSTAD
(leende).
Ja, det er mærkeligt med unge piger! 
GULDSTAD
[laughing].
Young women are odd creatures, to be sure! 
FALK
(lystig).
De er som vinterrugens sæd at se;
de spirer uformærkt i frost og sne. 
FALK
[gaily].
Like winter rye-seed, canopied secure
By frost and snow, invisibly they sprout. 
GULDSTAD.
Fra jul er balsalonen deres hjem – 
GULDSTAD.
Then in the festive ball-room bedded out-- 
FALK.
Der gødsles med skandaler og med blamer – 
FALK.
With equivique and scandal for manure-- 
GULDSTAD.
Og når så forårsvarmen bryder frem – 
GULDSTAD.
And when April sun shines-- 
FALK.
Så skyder op småbitte grønne damer! 
FALK.
There the blade is;
The seed shot up in mannikin green ladies!
[LIND comes up and seizes FALK’s hand.] 
LIND
(træder til og griber Falks hænder).
Hvor klogt jeg gjorde; over al forstand –
jeg føler mig så lykkelig og sikker! 
LIND.
How well I chose,--past understanding well;--
I feel a bliss that nothing can dispel. 
GULDSTAD.
Se der er kæresten; fortæl hvordan
man sig som nyforlovet elsker skikker! 
GULDSTAD.
There stands your mistress; tell us, if you can,
The right demeanor for a plighted man. 
LIND
(ubehageligt berørt).
Sligt drøftes nødigt med en tredjemand. 
LIND
[perturbed].
That’s a third person’s business to declare. 
GULDSTAD
(spøgende).
I slet humør! Jeg skal til Anna klage.
(nærmer sig til damerne.)  
GULDSTAD
[joking].
Ill-tempered! This to Anna’s ears I’ll bear.
[Goes to the ladies.] 
LIND
(ser efter ham).
Hvor kan man sligt et menneske fordrage! 
LIND
[looking after him].
Can such a man be tolerated? 
FALK.
Du tog forresten fejl af ham, – 
FALK.
You
Mistook his aim, however,-- 
LIND.
Ja så? 
LIND.
And how so? 
FALK.
Det var ej Anna, som han tænkte på. 
FALK.
It was not Anna that he had in view. 
LIND.
Hvad! Var det Svanhild? 
LIND.
How, was it Svanhild? 
FALK.
Ja, det véd jeg ikke.
(med et lunefuldt udtryk.)
Tilgiv mig, martyr for en fremmed sag! 
FALK.
Well, I hardly know.
[Whimsically.]
Forgive me, martyr to another’s cause! 
LIND.
Hvad mener du? 
LIND.
What do you mean? 
FALK.
Sig, har du læst idag
avisen? 
FALK.
You’ve read the news to-night? 
LIND.
Nej. 
LIND.
No. 
FALK.
Jeg skal dig bladet skikke;
der står om en, som fik, på skæbnens bud,
sin gode friske kindtand trukket ud,
fordi en fætter af ham led af tandværk. 
FALK.
Do so. There ’tis told in black and white
Of one who, ill-luck’s bitter counsel taking,
Had his sound teeth extracted from his jaws
Because his cousin-german’s teeth were aching. 
FRØKEN SKÆRE
(ser ud til venstre).
Der kommer presten! 
MISS JAY
[looking out to the left].
Here comes the priest! 
FRU HALM.
Vil De se hvor mandstærk! 
MRS. HALM.
Now see a man of might! 
STYVER.
Fem, seks, syv, otte børn – 
STIVER.
Five children, six, seven, eight-- 
FALK.
Det var ubændigt! 
FALK.
And, heavens, all recent! 
FRØKEN SKÆRE.
Uf, sligt må næsten kaldes uanstændigt!
(Man har imidlertid hørt en vogn standse udenfor til venstre. Presten,hans kone og otte småpiger, alle i rejsetøj, kommer ind en for en.)  
MISS JAY.
Ugh! it is almost to be called indecent.
[A carriage has meantime been heard stopping outside to the left. STRAWMAN, his wife, and eight little girls, all in traveling dress, enter one by one.] 
FRU HALM
(iler de kommende imøde).
Velkommen, hjerteligt velkommen! 
MRS. HALM.
[advancing to meet them].
Welcome, a hearty welcome! 
STRÅMAND.
Tak! 
STRAWMAN.
Thank you. 
FRU STRÅMAND.
Her er visst gæstebud – 
MRS. STRAWMAN.
It is
A party? 
FRU HALM.
Å, hvilken snak! 
MRS. HALM.
No, dear madam, not at all. 
FRU STRÅMAND.
For gør vi bryderi – 
MRS. STRAWMAN.
If we disturb you-- 
FRU HALM.
Nej ingenlunde;
De kommer så tilpas, som tænkes kunde;
min datter Anna blev forlovet just. 
MRS. HALM.
Au contraire, your visit
Could in no wise more opportunely fall.
My Anna’s just engaged. 
STRÅMAND
(ryster Annas hånd med salvelse).
Så lad mig vidne; – elskov, – kærligheden, –
det er en skat, som ikke møl og rust
fortære kan, – hvis der er noget ved den. 
STRAWMAN
[shaking ANNA’s hand with unction].
Ah then, I must
Bear witness;--Lo! in wedded Love’s presented
A treasure such as neither moth nor rust
Corrupt--if it be duly supplemented. 
FRU HALM.
Men hvor det dog var smukt, De tog de små
herind til byen med Dem. 
MRS. HALM.
But how delightful that your little maids
Should follow you to town. 
STRÅMAND.
Fire spæde
vi har foruden disse her. 
STRAWMAN.
Four tender blades
We have besides. 
FRU HALM.
Ja så? 
MRS. HALM.
Ah, really? 
STRÅMAND.
Tre af dem er for små til allerede
at fatte tabet af en kærlig fader
i storthingstiden. 
STRAWMAN.
Three of whom
Are still too infantine to take to heart
A loving father’s absence, when I come
To town for sessions. 
FRØKEN SKÆRE
(til fru Halm, idet hun tager farvel).
Nu jeg Dem forlader. 
MISS JAY
[to MRS. HALM, bidding farewell].
Now I must depart. 
FRU HALM.
Å, hvorfor vil De alt så tidligt gå? 
MRS. HALM.
O, it is still so early! 
FRØKEN SKÆRE.
Jeg må til byen og fortælle nyheden;
hos Jensens véd jeg man går sent til ro;
jo, tanterne blir glade, kan De tro.
Min søde Anna, skil dig nu ved blyheden; –
imorgen er det søndag; gratulanter
vil strømme over dig fra alle kanter! 
MISS JAY.
I must fly
To town and spread the news. The Storms, I know,
Go late to rest, they will be up; and oh!
How glad the aunts will be! Now, dear, put by
Your shyness; for to-morrow a spring-tide
Of callers will flow in from every side! 
FRU HALM.
Godaften da!
(til de øvrige.)
De har vel ej imod
en dråbe the? Fru Stråmand, vær så god!
(Fru Halm, Stråmand, hans kone og børn, samt Guldstad, Lind og Anna går ind i huset.)  
MRS. HALM.
Well, then, good-night
[To the others.]
Now friends, what would you say
To drinking tea?
[To MRS. STRAWMAN.]
Pray, madam, lead the way.
[MRS. HALM, STRAWMAN, his wife and children, with GULDSTAD, LIND, and ANNA go into the house.] 
FRØKEN SKÆRE
(idet hun tager sin kærestes arm).
Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist,
hvor Luna sidder svømmende på thronen!
Nej, men du ser jo ikke! 
MISS JAY
[taking STIVER’s arm].
Now let’s be tender! Look how softly floats
Queen Luna on her throne o’er lawn and lea!--
Well, but you are not looking! 
STYVER
(tvær).
Å jo visst;
jeg tænkte bare på obligationen.
(De går ud til venstre. Falk, der under det foregående ufravendt har betragtet Stråmand og hans kone, blir alene tilbage i haven. Det er nu fuldkommen aften; inde i huset er tændt lys.)  
STIVER
[crossly].
Yes, I see;
I’m thinking of the promissory notes.
[They go out to the left. FALK, who has been continuously watching STRAWMAN and his wife, remains behind alone in the garden. It is now dark; the house is lighted up.] 
FALK.
Alt er som afbrændt, dødt; – en trøstløs jammer –!
Slig går man gennem verden, to og to;
tilhobe står de, som de sorte stammer,
en skogbrand levned på den øde mo; –
så langt, som synet rækker, er kun tørke, –
o, bringer ingen livets friske grønt!
(Svanhild kommer ud på altanen med et blomstrende rosentræ, som hun sætter på rækværket.)
Jo en – jo en –! 
FALK.
All is as if burnt out;--all desolate, dead--!
So thro’ the world they wander, two and two;
Charred wreckage, like the blackened stems that strew
The forest when the withering fire is fled.
Far as the eye can travel, all is drought.
And nowhere peeps one spray of verdure out!
[SVANHILD comes out on to the verandah with a flowering rose-tree which she sets down.]
Yes one--yes one--! 
SVANHILD.
Falk! Står De her i mørke? 
SVANHILD.
Falk, in the dark? 
FALK.
Og er ej ræd? Nej, mørket er just skønt.
Men sig mig, ræddes ikke De derinde,
hvor lampen lyser på de gustne lig – 
FALK.
And fearless!
Darkness to me is fair, and light is cheerless.
But are not you afraid in yonder walls
Where the lamp’s light on sallow corpses falls-- 
SVANHILD.
O fy! 
SVANHILD.
Shame! 
FALK
(ser efter Stråmand, som viser sig ved vinduet).
Han fordum var på mod så rig;
han stred med verden om en elsket kvinde;
som vedtægts kirkestormer manden gjaldt,
hans kærlighed slog ud i glade sange –!
Se på ham nu! I kisteklæder lange, –
et tobensdrama om, hvor dybt han faldt!
Og fruentimret med det slunkne skørt,
med skæve sko, som klasker under hælene,
hun er den vingemø, som skulde ført
ham ind til samfundsliv med skønhedssjælene.
Hvad er igen af flammen? Næppe røgen!
Sic transit gloria amoris, frøken! 
FALK
[looking after STRAWMAN who appears at the window].
He was once so brilliant and strong;
Warred with the world to win his mistress; passed
For Custom’s doughtiest iconoclast;
And pored forth love in paeans of glad song--!
Look at him now! In solemn robes and wraps,
A two-legged drama on his own collapse!
And she, the limp-skirt slattern, with the shoes
Heel-trodden, that squeak and clatter in her traces,
This is the winged maid who was his Muse
And escort to the kingdom of the graces!
Of all that fire this puff of smoke’s the end!
Sic transit gloria amoris, friend. 
SVANHILD.
Ja, det er usselt, usselt dog, det hele:
jeg véd ej nogens lod, jeg vilde dele. 
SVANHILD.
Yes, it is wretched, wretched past compare.
I know of no one’s lot that I would share. 
FALK
(rask).
Nu vel, vi to gør oprør mod en orden,
som ej naturens er, men kunstigt skabt! 
FALK
[eagerly].
Then let us two rise up and bid defiance
To this same order Art, not Nature, bred! 
SVANHILD
(ryster på hovedet).
Da, tro De mig, vort forbunds sag var tabt,
så visst, som det, vi træder på, er jorden. 
SVANHILD
[shaking her head].
Then were the cause for which we made alliance
Ruined, as sure as this is earth we tread. 
FALK.
Nej, der er sejr, hvor to går frem i enighed.
Vi vil ej sogne mer til platheds kirke,
som led af trivialitetens menighed!
Se, målet for personlighedens virke
er dog at stå selvstændig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et sjæleliv i Deres årer banker,
De ejer varme ord for stærke tanker.
De vil ej tåle formens snørliv lagt
om Deres hjerte, frit må det pulsere;
De fik ej stemme til at sekundere
i fælleskoret efter vedtægts takt. 
FALK.
No, triumph waits upon two souls in unity.
To Custom’s parish-church no more we’ll wend,
Seatholders in the Philistine community.
See, Personality’s one aim and end
Is to be independent, free and true.
In that I am not wanting, nor are you.
A fiery spirit pulses in your veins,
For thoughts that master, you have works that burn;
The corslet of convention, that constrains
The beating hearts of other maids, you spurn.
The voice that you were born with will not chime to
The chorus Custom’s baton gives the time to. 
SVANHILD.
Og tror De ikke smerten mangengang
mit syn har mørknet og gjort barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne veje – 
SVANHILD.
And do you think pain has not often pressed
Tears from my eyes, and quiet from my breast?
I longed to shape my way to my own bent-- 
FALK.
Ja, i den stille tanke? 
FALK.
“In pensive ease?” 
SVANHILD.
Nej, i dåd.
Men så kom tanterne med gode råd, –
de skulde sagen drøfte, granske, veje – –
(nærmere.)
den stille tanke, siger De; nej kækt et
forsøg jeg vovede – som malerinde. 
SVANHILD.
O, no, ’twas sternly meant.
But then the aunts came in with well-intended
Advice, the matter must be sifted, weighed--
[Coming nearer.]
“In pensive ease,” you say; oh no, I made
A bold experiment--in art. 
FALK.
Og så? 
FALK.
Which ended--? 
SVANHILD.
Det glap, thi evnen var mig nægtet;
men frihedstrangen lod sig ikke binde;
bag stafeliet søgte den theatret – 
SVANHILD.
In failure. I lacked talent for the brush.
The thirst for freedom, tho’, I could not crush;
Checked at the easel, it essayed the stage-- 
FALK.
Den plan blev sagtens også omkalfatret? 
FALK.
That plan was shattered also, I engage? 
SVANHILD.
Ja efter forslag af den ældste tante;
hun foretrak en plads som gouvernante – – 
SVANHILD.
Upon the eldest aunt’s suggestion, yes;
She much preferred a place as governess-- 
FALK.
Men dette her har ingen før mig sagt! 
FALK.
But of all this I never heard a word! 
SVANHILD.
Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et smil.)
De frygted nok, „min fremtid“ skulde lide,
hvis unge herrer fik den sag at vide. 
SVANHILD
[smiling].
No wonder; they took care that none was heard.
They trembled at the risk “my future” ran
If this were whispered to unmarried Man. 
FALK
(ser en stund på hende med tankefuld deltagelse).
Jeg ante længst, at Deres lod blev slig. –
Jeg mindes grant, da førstegang jeg så Dem,
hvor lidt de tyktes mig de andre lig,
og hvor fast ingen evned at forstå Dem.
Om bordet sad det pyntelige lag,
hvor theen dufted, – passiaren surred,
mens frøkner rødmed og mens herrer kurred,
lig tamme duer på en lummer dag.
Religionens og moralens sag
blev talt af modne møer og matroner,
og husligheden prist af unge koner,
mens De stod ensom, lig en fugl på tag.
Og da så sladderen tilslut var steget
til thevandsbakkanal og prosasvir, –
da skinned De som sølvet, vægtigt præget,
imellem stemplet kobber og papir.
De var en mønt ifra et fremmed rige,
blev her beregnet efter anden kurs,
var neppe gangbar i en kvik diskurs
om vers og smør og kunst og mer deslige.
Da – just som frøken Skære havde ordet – 
FALK
[after gazing a moment at her in meditative sympathy].
That such must be your lot I long had guessed.
When first I met you, I can well recall,
You seemed to me quite other than the rest,
Beyond the comprehension of them all.
They sat at table,--fragrant tea a-brewing,
And small-talk humming with the tea in tune,
The young girls blushing and the young men cooing,
Like pigeons on a sultry afternoon.
Old maids and matrons volubly averred
Morality and faith’s supreme felicity,
Young wives were loud in praise of domesticity,
While you stood lonely like a mateless bird.
And when at last the gabbling clamour rose
To a tea-orgy, a debauch of prose,
You seemed a piece of silver, newly minted,
Among foul notes and coppers dulled and dinted.
You were a coin imported, alien, strange,
Here valued at another rate of change,
Not passing current in that babel mart
Of poetry and butter, cheese and art.
Then--while Miss Jay in triumph took the field-- 
SVANHILD
(med et alvorligt anstrøg).
Mens kæresten stod bag, som ridder bold,
og bar sin hat på armen lig et skjold – 
SVANHILD
[gravely].
Her knight behind her, like a champion bold,
His hat upon his elbow, like a shield-- 
FALK.
Da nikked Deres moder over bordet:
„Drik, Svanhild, førend theen bliver kold“.
Og De drak theen ud, den lunkne, vamle,
som den blev nydt af unge og af gamle.
Men navnet tog mig i det samme nu;
den vilde Vølsungsaga med sin gru,
med sine faldne ætters lange række,
mig tyktes ind i vor tid sig at strække;
jeg så i Dem en Svanhild nummer to,
i andre former, efter tiden lempet.
Bag reglens løgnflag er forlænge kæmpet,
nu fordrer fylkingen forlig og ro;
men hånes loven i en samtids brøde,
da må for slægtens synd en skyldfri bløde. 
FALK.
Your mother nodded to your untouched cup:
“Drink, Svanhild dear, before your tea grows cold.”
And then you drank the vapid liquor up,
The mawkish brew beloved of young and old.
But that name gripped me with a sudden spell;
The grim old Volsungs as they fought and fell,
With all their faded aeons, seemed to rise
In never-ending line before my eyes.
In you I saw a Svanhild, like the old,3
But fashioned to the modern age’s mould.
Sick of its hollow warfare is the world;
Its lying banner it would fain have furled;
But when the world does evil, its offence
Is blotted in the blood of innocence. 
SVANHILD
(med let ironi).
Jeg tænkte mindst, at slige fantasier,
så blodige, fik liv i thevandsdunst;
men det er sagtens Deres mindste kunst
at høre ånders røst, hvor ånden tier. 
SVANHILD
[with gentle irony].
I think, at any rate, the fumes of tea
Must answer for that direful fantasy;
But ’tis your least achievement, past dispute,
To hear the spirit speaking, when ’tis mute. 
FALK
(bevæget).
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres spot
der glittrer tårer, – o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i støvet trådt,
og æltet til et ler, hvis form ej huskes,
da skal af hver en tusindkunstner fuskes
med modellerkniv plumpt og dumt og råt.
Vorherres gerning verden plagierer,
den skaber Dem påny – i eget billed;
den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.
Og er De slig på postamentet stillet,
da jubler den: Se nu er hun normal!
Se hvilken plastisk ro; som marmor sval!
Bestrålt af lys fra lampen og fra kronen
hun passer dejligt til dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes hånd.)
Men skal De åndigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens vårlige natur;
De kommer tidsnok i det gyldne bur.
Der trives damen, men der sygner kvinden,
og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad andre få Dem i det nye hjem;
men her, her sprang min første livsvår ud, –
her skød mit sangertræ de første skud;
her fik jeg vingers flugt; – hvis De ej svigter,
jeg véd det, Svanhild, – her, her blir jeg digter! 
FALK
[with emotion].
Nay, Svanhild, do not jest: behind your scoff
Tears glitter,--O, I see them plain enough.
And I see more: when you to dust are fray’d,
And kneaded to a formless lump of clay,
Each bungling dilettante’s scalpel-blade
On you his dull devices shall display.
The world usurps the creature of God’s hand
And sets its image in the place of His,
Transforms, enlarges that part, lightens this;
And when upon the pedestal you stand
Complete, cries out in triumph: "Now she is
At last what woman ought to be: Behold,
How plastically calm, how marble-cold!
Bathed in the lamplight’s soft irradiation,
How well in keeping with the decoration!"
[Seizing her hand.]
But if you are to die, live first! Come forth
With me into the glory of God’s earth!
Soon, soon the gilded cage will claim its prize.
The Lady thrives there, but the Woman dies,
And I love nothing but the Woman in you.
There, if they will, let others woo and win you,
But here, my spring of life began to shoot,
Here my Song-tree put forth its firstling fruit;
Here I found wings and flight:--Svanhild, I know it,
Only be mine,--here I shall grow a poet! 
SVANHILD
(blidt bebrejdende, idet hun trækker hånden til sig).
O, hvorfor siger De mig dette nu?
Det var så smukt, når vi i frihed mødtes.
De skulde tiet; skal da lykken støttes
af løftets ord, for ej at gå itu!
Nu har De talt, og nu er alt forbi. 
SVANHILD
[in gentle reproof, withdrawing her hand].
O, why have you betrayed yourself? How sweet
It was when we as friends could freely meet!
You should have kept your counsel. Can we stake
Our bliss upon a word that we may break?
Now you have spoken, all is over. 
FALK.
Nej, jeg har pegt på målet, sæt nu over,
min stolte Svanhild, – hvis De springet vover.
Vær kæk; vis, De har mod at være fri! 
FALK.
No!
I’ve pointed to the goal,--now leap with me,
My high-souled Svanhild--if you dare, and show
That you have heart and courage to be free. 
SVANHILD.
At være fri? 
SVANHILD.
Be free? 
FALK.
Ja, det er netop frihed,
at gøre heltud fyldest i sit kald;
og De, det véd jeg, blev af himlen viet
til værn for mig mod skønheds syndefald.
Jeg må, som fuglen jeg blev opkaldt efter,
mod vinden stige, skal jeg højden nå;
De er den luftning, jeg kan vugges på;
ved Dem får først min vinge bærekræfter.
Vær min, vær min, til De blir verdens eje, –
når løvet falder, skilles vore veje.
Syng Deres sjælerigdom i mig ind,
og jeg skal give digt for digt tilbage;
så kan De ældes under lampeskin,
som træet gulner, uden kval og klage. 
FALK.
Yes, free, for freedom’s all-in-all
Is absolutely to fulfil our Call.
And you by heaven were destined, I know well,
To be my bulwark against beauty’s spell.
I, like my falcon namesake, have to swing
Against the wind, if I would reach the sky!
You are the breeze I must be breasted by,
You, only you, put vigour in my wing:
Be mine, be mine, until the world shall take you,
When leaves are falling, then our paths shall part.
Sing unto me the treasures of your heart,
And for each song another song I’ll make you;
So may you pass into the lamplit glow
Of age, as forests fade without a throe. 
SVANHILD
(med undertrykt bitterhed).
Jeg kan ej takke for den gode vilje,
skønt klart den viser Deres hjertelag.
De ser på mig, som barnet på en silje,
der skæres kan til fløjte for en dag. 
SVANHILD
[with suppressed bitterness].
I cannot thank you, for your words betray
The meaning of your kind solicitude.
You eye me as a boy a sallow, good
To cut and play the flute on for a day. 
FALK.
Ja, det er bedre end i sumpen stå,
til høsten kvæler den med tåger grå.
(heftigt.)
De må! De skal! Ja, det er Deres pligt
at skænke mig, hvad Gud Dem gav så rigt.
Hvad De kun drømmer, gror i mig til digt!
Se fuglen der, – uvittigt jeg den slog;
den var for Dem, som sangens bøgers bog.
O, svigt mig ikke; syng for mig som den, –
mit liv skal give digt for sang igen! 
FALK.
Yes, better than to linger in the swamp
Till autumn choke it with her grey mists damp!
[Vehemently.]
You must! you shall! To me you must present
What God to you so bountifully lent.
I speak in song what you in dreams have meant.
See yonder bird I innocently slew,
Her warbling was Song’s book of books for you.
O, yield your music as she yielded hers!
My life shall be that music set to verse! 
SVANHILD.
Og når De kan mig, og når jeg er tom
og sunget har min sidste sang fra grenen, –
hvad så? 
SVANHILD.
And when you know me, when my songs are flown,
And my last requiem chanted from the bough,--
What then? 
FALK
(betragter hende).
Hvad så? Nå ja, så husk Dem om.
(peger ud i haven.)  
FALK
[observing her].
What then? Ah, well, remember now!
[Pointing to the garden.] 
SVANHILD
(sagte).
O ja, jeg husker De kan bruge stenen. 
SVANHILD
[gently].
Yes, I remember you can drive a stone. 
FALK
(ler hånligt).
Det er den frihedssjæl De pralte med, –
den, som gad vove, når kun målet var der!
(med styrke.)
Jeg har Dem målet vist; giv nu et svar, der
for evigt strækker til. 
FALK
[with a scornful laugh].
This is your vaunted soul of freedom therefore!
All daring, if it had an end to dare for!
[Vehemently.]
I’ve shown you one; now, once for all, your yea
Or nay. 
SVANHILD.
De svaret véd:
På Deres veje kan jeg aldrig nå Dem. 
SVANHILD.
You know the answer I must make you:
I never can accept you in your way. 
FALK
(koldt afbrydende).
Så nok om den ting; lad så verden få Dem. 
FALK
[coldly, breaking off].
Then there’s an end of it; the world may take you! 
SVANHILD
(har i taushed vendt sig fra ham. Hun støtter hænderne mod altanensrækværk og hviler hovedet på dem).  
[SVANHILD has silently turned away. She supports her hands upon the verandah railing, and rests her head upon them.] 
FALK
(går nogle gange frem og tilbage, tar en cigar op, standser nær ved hende og siger efter en pause):
De finder visst, at det er meget latterligt,
hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente på svar. Svanhild tier.)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt; –
herefter taler jeg med handsker på,
slig vil vi to hinanden bedst forstå. – –
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig stående, vender han sig og går over til højre.)  
FALK
[Walks several times up and down, takes a cigar, stops near her and says, after a pause:]
You think the topic of my talk to-night
Extremely ludicrous, I should not wonder?
[Pauses for an answer. SVANHILD is silent.]
I’m very conscious that it was a blunder;
Sister’s and daughter’s love alone possess you;
Henceforth I’ll wear kid gloves when I address you,
Sure, so, of being understood aright.
[Pauses, but as SVANHILD remains motionless, he turns and goes towards the right.] 
SVANHILD
(løfter hovedet efter en kort taushed, ser fast på ham og nærmer sig).
Nu vil jeg sige Dem et alvorsord
til tak for frelsens hånd, De vilde rakt mig.
De brugte før et billed, som har vakt mig
til klar forstand på Deres „flugt fra jord“.
De ligned Dem med falken, der må stævne
mod vinden, dersom den skal højden nå;
jeg var det vift, der bar Dem mod det blå, –
foruden mig var magtløs Deres evne. –
Hvor jammerligt! Hvor småt i et og alt, –
ja latterligt, som selv tilslut De aned!
I frugtbar jordbund lignelsen dog faldt;
thi for mit syn en anden frem den maned,
der ej, som Deres, hinker lam og halt.
Jeg så Dem, ej som falken, men som dragen,
som digterdrage, dannet af papir,
hvis eget jeg en biting er og blir,
mens sejlgarnssnoren udgør hovedsagen.
Den brede brystning var som skreven fuld
af fremtidsveksler på poetisk guld;
hver vinge var en bundt af epigrammer,
som slår i vejr og vind, men ingen rammer;
den lange hale var et tidens digt,
der skulde synes slægtens fejl at pidske,
men som kun drev det til så småt at hviske
om et og andet, der har brudt sin pligt.
Slig lå De magtesløs for mig og bad:
„Å, sæt mig op i vester eller øster!
Å, lad tilvejrs mig gå med mine kvad,
selv om det koster skænd af mor og søster!“ 
SVANHILD
[lifting her head after a brief silence, looking at him and drawing near.]
Now I will recompense your kind intent
To save me, with an earnest admonition.
That falcon-image gave me sudden vision
What your “emancipation” really meant.
You said you were the falcon, that must fight
Athwart the wind if it would reach the sky,
I was the breeze you must be breasted by,
Else vain were all your faculty of flight;
How pitifully mean! How paltry! Nay
How ludicrous, as you yourself divined!
That seed, however, fell not by the way,
But bred another fancy in my mind
Of a far more illuminating kind.
You, as I saw it, were no falcon, but
A tuneful dragon, out of paper cut,
Whose Ego holds a secondary station,
Dependent on the string for animation;
Its breast was scrawled with promises to pay
In cash poetic,--at some future day;
The wings were stiff with barbs and shafts of wit
That wildly beat the air, but never hit;
The tail was a satiric rod in pickle
To castigate the town’s infirmities,
But all it compass’d was to lightly tickle
The casual doer of some small amiss.
So you lay helpless at my feet imploring:
"O raise me, how and where is all the same!
Give me the power of singing and of soaring,
No matter at what cost of bitter blame!" 
FALK
(knytter hænderne i stærk indre bevægelse).
Ved Gud i himmelen –! 
FALK
[clenching his fists in inward agitation].
Heaven be my witness--! 
SVANHILD.
Nej, tro mit ord,
til slig en børneleg er jeg for stor:
men De, som fødtes til en åndens dåd, –
De nøjes med en flugt mod skyens kyster
og hænger Deres digtliv i en tråd,
som jeg kan slippe når og hvor jeg lyster! 
SVANHILD.
No, you must be told:--
For such a childish sport I am too old.
But you, whom Nature made for high endeavour,
Are you content the fields of air to tread
Hanging your poet’s life upon a thread
That at my pleasure I can slip and sever? 
FALK
(raskt).
Hvad skriver vi idag? 
FALK
[hurriedly].
What is the date to-day? 
SVANHILD
(mildere).
Se, det er smukt;
lad denne Dag en mærkedag Dem være;
lad farten gå for egne vingers flugt,
så får det enten briste eller bære.
Papirets digtning hører pulten til,
og kun den levende er livets eje;
kun den har færdselsret på højdens veje;
men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham.)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
jeg sunget har min sidste sang fra grenen;
det var min eneste; nu er jeg tom;
hvis nu De lyster, kan De kaste stenen!
(hun går ind i huset; Falk blir ubevægelig stående og ser efter hende; langt ude på vandet skimtes en båd, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:)  
SVANHILD
[more gently].
Why, now, that’s right!
Mind well this day, and heed it, and beware;
Trust to your own wings only for your flight,
Sure, if they do not break, that they will bear.
The paper poem for the desk is fit,
That which is lived alone has life in it;
That only has the wings that scale the height;
Choose now between them, poet: be, or write!
[Nearer to him.]
Now I have done what you besought me; now
My requiem is chanted from the bough;
My only one; now all my songs are flown;
Now, if you will, I’m ready for the stone!
[She goes into the house; FALK remains motionless, looking after her; far out on the fjord is seen a boat, from which the following chorus is faintly heard:] 
KOR.
Jeg spiler min vinge, hejser mit sejl,
suser som ørn over livssjøens spejl;
agter går mågernes skare.
Overbord med fornuftens ballast kun!
Kanhænde jeg sejler min skude på grund;
men så er det dog dejligt at fare! 
CHORUS.
My wings I open, my sails spread wide,
And cleave like an eagle life’s glassy tide;
Gulls follow my furrow’s foaming;
Overboard with the ballast of care and cark;
And what if I shatter my roaming bark,
It is passing sweet to be roaming! 
FALK
(adspredt, farer op af sine tanker).
Hvad? sang? Nå ja – det er nok Linds kvartet,
den øver jublen ind; se det er ret!
(til Guldstad, som kommer ud med en støvfrakke på armen.)
Nå, herr grosserer, – lister man sig væk? 
FALK
[starting from a reverie].
What, music? Ah, it will be Lind’s quartette
Getting their jubilation up.--Well met!
[To GULDSTAD, who enters with an overcoat on his arm.]
Ah, slipping off, sir? 
GULDSTAD.
Ja. Lad mig bare først få på mig frakken;
vi upoeter tåler ikke træk,
hos os slår aftenluften sig på nakken.
Godnat! 
GULDSTAD.
Yes, with your goodwill.
But let me first put on my overcoat.
We prose-folks are susceptible to chill;
The night wind takes us by the tuneless throat.
Good evening! 
FALK.
Grosserer! Før De går, – et ord!
Peg på en gerning for mig, men en stor –!
På livet løs – –! 
FALK.
Sir, a word ere you proceed!
Show me a task, a mighty one, you know--!
I’m going in for life--! 
GULDSTAD
(med ironisk eftertryk).
Nå, gå De løs på livet,
så skal De se, det går på livet løs. 
GULDSTAD
[with ironical emphasis].
Well, in you go!
You’ll find that you are in for it, indeed. 
FALK
(ser tankefuld på ham og siger langsomt).
Der er i kort begreb programmet givet.
(udbryder livligt.)
Nu er jeg vågnet af den tomme døs,
nu har jeg kastet livets store tærning,
og De skal se, – ja fanden ta’e mig – 
FALK
[looking reflectively at him, says slowly].
There is my program, furnished in a phrase.
[In a lively outburst.]
Now I have wakened from my dreaming days,
I’ve cast the die of life’s supreme transaction,
I’ll show you--else the devil take me-- 
GULDSTAD.
Fy,
band ikke; sligt gør ej en flue sky. 
GULDSTAD.
Fie,
No cursing: curses never scared a fly. 
FALK.
Nej, ikke ord, men gerning, bare gerning!
Vorherres arbejdsplan jeg vender om; –
seks ugedage spildtes med at gabe;
min verdensbygning ligger endnu tom; –
imorgen, søndag – hej, da vil jeg skabe! 
FALK.
Words, words, no more, but action, only action!
I will reverse the plan of the Creation;--
Six days were lavish’d in that occupation;
My world’s still lying void and desolate,
Hurrah, to-morrow, Sunday--I’ll create! 
GULDSTAD
(leende).
Ja, lad mig se, at De med kraft tar fat;
men gå nu ind og læg Dem først, godnat!
(går ud til venstre. Svanhild ses i værelset over verandaen, hun lukker vinduet og ruller gardinet ned.)  
GULDSTAD
[laughing].
Yes, strip, and tackle it like a man, that’s right!
But first go in and sleep on it. Good-night!
[Goes out to the left. SVANHILD appears in the room over the verandah; she shuts the window and draws down the blind.] 
FALK.
Nej, nu til dåd; forlænge har jeg sovet.
(ser op til Svanhilds vindu og udbryder som greben af en stærk beslutning:)
Godnat! Godnat! Drøm sødt i denne nat;
imorgen, Svanhild, er vi to forlovet.
(går raskt ud til højre; fra vandet lyder atter:)  
FALK.
No, first I’ll act. I’ve slept too long and late.
[Looks up at SVANHILD’s window, and exclaims, as if seized with a sudden resolution:]
Good-night! Good-night! Sweet dreams to-night be thine;
To-morrow, Svanhild, thou art plighted mine!
[Goes out quickly to the right; from the water the CHORUS is heard again.] 
KORET.
Kanhænde du sejler din skude på grund;
men så er det dog dejligt at fare!
(Båden glider langsomt videre, idet teppet falder.)


 
CHORUS.
Maybe I shall shatter my roaming bark,
But it’s passing sweet to be roaming!
[The boat slowly glides away as the curtain falls.]


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login