You are here: BP HOME > MI > Kærlighedens komedie (Love’s Comedy) > fulltext
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kærlighedens komedie (Love’s Comedy)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Back to library
FRU HALM.
Å, hvilken snak! 
MRS. HALM.
No, dear madam, not at all. 
FRU STRÅMAND.
For gør vi bryderi – 
MRS. STRAWMAN.
If we disturb you-- 
FRU HALM.
Nej ingenlunde;
De kommer så tilpas, som tænkes kunde;
min datter Anna blev forlovet just. 
MRS. HALM.
Au contraire, your visit
Could in no wise more opportunely fall.
My Anna’s just engaged. 
STRÅMAND
(ryster Annas hånd med salvelse).
Så lad mig vidne; – elskov, – kærligheden, –
det er en skat, som ikke møl og rust
fortære kan, – hvis der er noget ved den. 
STRAWMAN
[shaking ANNA’s hand with unction].
Ah then, I must
Bear witness;--Lo! in wedded Love’s presented
A treasure such as neither moth nor rust
Corrupt--if it be duly supplemented. 
FRU HALM.
Men hvor det dog var smukt, De tog de små
herind til byen med Dem. 
MRS. HALM.
But how delightful that your little maids
Should follow you to town. 
STRÅMAND.
Fire spæde
vi har foruden disse her. 
STRAWMAN.
Four tender blades
We have besides. 
FRU HALM.
Ja så? 
MRS. HALM.
Ah, really? 
STRÅMAND.
Tre af dem er for små til allerede
at fatte tabet af en kærlig fader
i storthingstiden. 
STRAWMAN.
Three of whom
Are still too infantine to take to heart
A loving father’s absence, when I come
To town for sessions. 
FRØKEN SKÆRE
(til fru Halm, idet hun tager farvel).
Nu jeg Dem forlader. 
MISS JAY
[to MRS. HALM, bidding farewell].
Now I must depart. 
FRU HALM.
Å, hvorfor vil De alt så tidligt gå? 
MRS. HALM.
O, it is still so early! 
FRØKEN SKÆRE.
Jeg må til byen og fortælle nyheden;
hos Jensens véd jeg man går sent til ro;
jo, tanterne blir glade, kan De tro.
Min søde Anna, skil dig nu ved blyheden; –
imorgen er det søndag; gratulanter
vil strømme over dig fra alle kanter! 
MISS JAY.
I must fly
To town and spread the news. The Storms, I know,
Go late to rest, they will be up; and oh!
How glad the aunts will be! Now, dear, put by
Your shyness; for to-morrow a spring-tide
Of callers will flow in from every side! 
FRU HALM.
Godaften da!
(til de øvrige.)
De har vel ej imod
en dråbe the? Fru Stråmand, vær så god!
(Fru Halm, Stråmand, hans kone og børn, samt Guldstad, Lind og Anna går ind i huset.)  
MRS. HALM.
Well, then, good-night
[To the others.]
Now friends, what would you say
To drinking tea?
[To MRS. STRAWMAN.]
Pray, madam, lead the way.
[MRS. HALM, STRAWMAN, his wife and children, with GULDSTAD, LIND, and ANNA go into the house.] 
FRØKEN SKÆRE
(idet hun tager sin kærestes arm).
Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist,
hvor Luna sidder svømmende på thronen!
Nej, men du ser jo ikke! 
MISS JAY
[taking STIVER’s arm].
Now let’s be tender! Look how softly floats
Queen Luna on her throne o’er lawn and lea!--
Well, but you are not looking! 
STYVER
(tvær).
Å jo visst;
jeg tænkte bare på obligationen.
(De går ud til venstre. Falk, der under det foregående ufravendt har betragtet Stråmand og hans kone, blir alene tilbage i haven. Det er nu fuldkommen aften; inde i huset er tændt lys.)  
STIVER
[crossly].
Yes, I see;
I’m thinking of the promissory notes.
[They go out to the left. FALK, who has been continuously watching STRAWMAN and his wife, remains behind alone in the garden. It is now dark; the house is lighted up.] 
FALK.
Alt er som afbrændt, dødt; – en trøstløs jammer –!
Slig går man gennem verden, to og to;
tilhobe står de, som de sorte stammer,
en skogbrand levned på den øde mo; –
så langt, som synet rækker, er kun tørke, –
o, bringer ingen livets friske grønt!
(Svanhild kommer ud på altanen med et blomstrende rosentræ, som hun sætter på rækværket.)
Jo en – jo en –! 
FALK.
All is as if burnt out;--all desolate, dead--!
So thro’ the world they wander, two and two;
Charred wreckage, like the blackened stems that strew
The forest when the withering fire is fled.
Far as the eye can travel, all is drought.
And nowhere peeps one spray of verdure out!
[SVANHILD comes out on to the verandah with a flowering rose-tree which she sets down.]
Yes one--yes one--! 
SVANHILD.
Falk! Står De her i mørke? 
SVANHILD.
Falk, in the dark? 
FALK.
Og er ej ræd? Nej, mørket er just skønt.
Men sig mig, ræddes ikke De derinde,
hvor lampen lyser på de gustne lig – 
FALK.
And fearless!
Darkness to me is fair, and light is cheerless.
But are not you afraid in yonder walls
Where the lamp’s light on sallow corpses falls-- 
SVANHILD.
O fy! 
SVANHILD.
Shame! 
FALK
(ser efter Stråmand, som viser sig ved vinduet).
Han fordum var på mod så rig;
han stred med verden om en elsket kvinde;
som vedtægts kirkestormer manden gjaldt,
hans kærlighed slog ud i glade sange –!
Se på ham nu! I kisteklæder lange, –
et tobensdrama om, hvor dybt han faldt!
Og fruentimret med det slunkne skørt,
med skæve sko, som klasker under hælene,
hun er den vingemø, som skulde ført
ham ind til samfundsliv med skønhedssjælene.
Hvad er igen af flammen? Næppe røgen!
Sic transit gloria amoris, frøken! 
FALK
[looking after STRAWMAN who appears at the window].
He was once so brilliant and strong;
Warred with the world to win his mistress; passed
For Custom’s doughtiest iconoclast;
And pored forth love in paeans of glad song--!
Look at him now! In solemn robes and wraps,
A two-legged drama on his own collapse!
And she, the limp-skirt slattern, with the shoes
Heel-trodden, that squeak and clatter in her traces,
This is the winged maid who was his Muse
And escort to the kingdom of the graces!
Of all that fire this puff of smoke’s the end!
Sic transit gloria amoris, friend. 
SVANHILD.
Ja, det er usselt, usselt dog, det hele:
jeg véd ej nogens lod, jeg vilde dele. 
SVANHILD.
Yes, it is wretched, wretched past compare.
I know of no one’s lot that I would share. 
FALK
(rask).
Nu vel, vi to gør oprør mod en orden,
som ej naturens er, men kunstigt skabt! 
FALK
[eagerly].
Then let us two rise up and bid defiance
To this same order Art, not Nature, bred! 
SVANHILD
(ryster på hovedet).
Da, tro De mig, vort forbunds sag var tabt,
så visst, som det, vi træder på, er jorden. 
SVANHILD
[shaking her head].
Then were the cause for which we made alliance
Ruined, as sure as this is earth we tread. 
FALK.
Nej, der er sejr, hvor to går frem i enighed.
Vi vil ej sogne mer til platheds kirke,
som led af trivialitetens menighed!
Se, målet for personlighedens virke
er dog at stå selvstændig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et sjæleliv i Deres årer banker,
De ejer varme ord for stærke tanker.
De vil ej tåle formens snørliv lagt
om Deres hjerte, frit må det pulsere;
De fik ej stemme til at sekundere
i fælleskoret efter vedtægts takt. 
FALK.
No, triumph waits upon two souls in unity.
To Custom’s parish-church no more we’ll wend,
Seatholders in the Philistine community.
See, Personality’s one aim and end
Is to be independent, free and true.
In that I am not wanting, nor are you.
A fiery spirit pulses in your veins,
For thoughts that master, you have works that burn;
The corslet of convention, that constrains
The beating hearts of other maids, you spurn.
The voice that you were born with will not chime to
The chorus Custom’s baton gives the time to. 
SVANHILD.
Og tror De ikke smerten mangengang
mit syn har mørknet og gjort barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne veje – 
SVANHILD.
And do you think pain has not often pressed
Tears from my eyes, and quiet from my breast?
I longed to shape my way to my own bent-- 
FALK.
Ja, i den stille tanke? 
FALK.
“In pensive ease?” 
SVANHILD.
Nej, i dåd.
Men så kom tanterne med gode råd, –
de skulde sagen drøfte, granske, veje – –
(nærmere.)
den stille tanke, siger De; nej kækt et
forsøg jeg vovede – som malerinde. 
SVANHILD.
O, no, ’twas sternly meant.
But then the aunts came in with well-intended
Advice, the matter must be sifted, weighed--
[Coming nearer.]
“In pensive ease,” you say; oh no, I made
A bold experiment--in art. 
FALK.
Og så? 
FALK.
Which ended--? 
SVANHILD.
Det glap, thi evnen var mig nægtet;
men frihedstrangen lod sig ikke binde;
bag stafeliet søgte den theatret – 
SVANHILD.
In failure. I lacked talent for the brush.
The thirst for freedom, tho’, I could not crush;
Checked at the easel, it essayed the stage-- 
FALK.
Den plan blev sagtens også omkalfatret? 
FALK.
That plan was shattered also, I engage? 
SVANHILD.
Ja efter forslag af den ældste tante;
hun foretrak en plads som gouvernante – – 
SVANHILD.
Upon the eldest aunt’s suggestion, yes;
She much preferred a place as governess-- 
FALK.
Men dette her har ingen før mig sagt! 
FALK.
But of all this I never heard a word! 
SVANHILD.
Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et smil.)
De frygted nok, „min fremtid“ skulde lide,
hvis unge herrer fik den sag at vide. 
SVANHILD
[smiling].
No wonder; they took care that none was heard.
They trembled at the risk “my future” ran
If this were whispered to unmarried Man. 
FALK
(ser en stund på hende med tankefuld deltagelse).
Jeg ante længst, at Deres lod blev slig. –
Jeg mindes grant, da førstegang jeg så Dem,
hvor lidt de tyktes mig de andre lig,
og hvor fast ingen evned at forstå Dem.
Om bordet sad det pyntelige lag,
hvor theen dufted, – passiaren surred,
mens frøkner rødmed og mens herrer kurred,
lig tamme duer på en lummer dag.
Religionens og moralens sag
blev talt af modne møer og matroner,
og husligheden prist af unge koner,
mens De stod ensom, lig en fugl på tag.
Og da så sladderen tilslut var steget
til thevandsbakkanal og prosasvir, –
da skinned De som sølvet, vægtigt præget,
imellem stemplet kobber og papir.
De var en mønt ifra et fremmed rige,
blev her beregnet efter anden kurs,
var neppe gangbar i en kvik diskurs
om vers og smør og kunst og mer deslige.
Da – just som frøken Skære havde ordet – 
FALK
[after gazing a moment at her in meditative sympathy].
That such must be your lot I long had guessed.
When first I met you, I can well recall,
You seemed to me quite other than the rest,
Beyond the comprehension of them all.
They sat at table,--fragrant tea a-brewing,
And small-talk humming with the tea in tune,
The young girls blushing and the young men cooing,
Like pigeons on a sultry afternoon.
Old maids and matrons volubly averred
Morality and faith’s supreme felicity,
Young wives were loud in praise of domesticity,
While you stood lonely like a mateless bird.
And when at last the gabbling clamour rose
To a tea-orgy, a debauch of prose,
You seemed a piece of silver, newly minted,
Among foul notes and coppers dulled and dinted.
You were a coin imported, alien, strange,
Here valued at another rate of change,
Not passing current in that babel mart
Of poetry and butter, cheese and art.
Then--while Miss Jay in triumph took the field-- 
SVANHILD
(med et alvorligt anstrøg).
Mens kæresten stod bag, som ridder bold,
og bar sin hat på armen lig et skjold – 
SVANHILD
[gravely].
Her knight behind her, like a champion bold,
His hat upon his elbow, like a shield-- 
FALK.
Da nikked Deres moder over bordet:
„Drik, Svanhild, førend theen bliver kold“.
Og De drak theen ud, den lunkne, vamle,
som den blev nydt af unge og af gamle.
Men navnet tog mig i det samme nu;
den vilde Vølsungsaga med sin gru,
med sine faldne ætters lange række,
mig tyktes ind i vor tid sig at strække;
jeg så i Dem en Svanhild nummer to,
i andre former, efter tiden lempet.
Bag reglens løgnflag er forlænge kæmpet,
nu fordrer fylkingen forlig og ro;
men hånes loven i en samtids brøde,
da må for slægtens synd en skyldfri bløde. 
FALK.
Your mother nodded to your untouched cup:
“Drink, Svanhild dear, before your tea grows cold.”
And then you drank the vapid liquor up,
The mawkish brew beloved of young and old.
But that name gripped me with a sudden spell;
The grim old Volsungs as they fought and fell,
With all their faded aeons, seemed to rise
In never-ending line before my eyes.
In you I saw a Svanhild, like the old,1
But fashioned to the modern age’s mould.
Sick of its hollow warfare is the world;
Its lying banner it would fain have furled;
But when the world does evil, its offence
Is blotted in the blood of innocence. 
SVANHILD
(med let ironi).
Jeg tænkte mindst, at slige fantasier,
så blodige, fik liv i thevandsdunst;
men det er sagtens Deres mindste kunst
at høre ånders røst, hvor ånden tier. 
SVANHILD
[with gentle irony].
I think, at any rate, the fumes of tea
Must answer for that direful fantasy;
But ’tis your least achievement, past dispute,
To hear the spirit speaking, when ’tis mute. 
FALK
(bevæget).
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres spot
der glittrer tårer, – o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i støvet trådt,
og æltet til et ler, hvis form ej huskes,
da skal af hver en tusindkunstner fuskes
med modellerkniv plumpt og dumt og råt.
Vorherres gerning verden plagierer,
den skaber Dem påny – i eget billed;
den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.
Og er De slig på postamentet stillet,
da jubler den: Se nu er hun normal!
Se hvilken plastisk ro; som marmor sval!
Bestrålt af lys fra lampen og fra kronen
hun passer dejligt til dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes hånd.)
Men skal De åndigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens vårlige natur;
De kommer tidsnok i det gyldne bur.
Der trives damen, men der sygner kvinden,
og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad andre få Dem i det nye hjem;
men her, her sprang min første livsvår ud, –
her skød mit sangertræ de første skud;
her fik jeg vingers flugt; – hvis De ej svigter,
jeg véd det, Svanhild, – her, her blir jeg digter! 
FALK
[with emotion].
Nay, Svanhild, do not jest: behind your scoff
Tears glitter,--O, I see them plain enough.
And I see more: when you to dust are fray’d,
And kneaded to a formless lump of clay,
Each bungling dilettante’s scalpel-blade
On you his dull devices shall display.
The world usurps the creature of God’s hand
And sets its image in the place of His,
Transforms, enlarges that part, lightens this;
And when upon the pedestal you stand
Complete, cries out in triumph: "Now she is
At last what woman ought to be: Behold,
How plastically calm, how marble-cold!
Bathed in the lamplight’s soft irradiation,
How well in keeping with the decoration!"
[Seizing her hand.]
But if you are to die, live first! Come forth
With me into the glory of God’s earth!
Soon, soon the gilded cage will claim its prize.
The Lady thrives there, but the Woman dies,
And I love nothing but the Woman in you.
There, if they will, let others woo and win you,
But here, my spring of life began to shoot,
Here my Song-tree put forth its firstling fruit;
Here I found wings and flight:--Svanhild, I know it,
Only be mine,--here I shall grow a poet! 
SVANHILD
(blidt bebrejdende, idet hun trækker hånden til sig).
O, hvorfor siger De mig dette nu?
Det var så smukt, når vi i frihed mødtes.
De skulde tiet; skal da lykken støttes
af løftets ord, for ej at gå itu!
Nu har De talt, og nu er alt forbi. 
SVANHILD
[in gentle reproof, withdrawing her hand].
O, why have you betrayed yourself? How sweet
It was when we as friends could freely meet!
You should have kept your counsel. Can we stake
Our bliss upon a word that we may break?
Now you have spoken, all is over. 
FALK.
Nej, jeg har pegt på målet, sæt nu over,
min stolte Svanhild, – hvis De springet vover.
Vær kæk; vis, De har mod at være fri! 
FALK.
No!
I’ve pointed to the goal,--now leap with me,
My high-souled Svanhild--if you dare, and show
That you have heart and courage to be free. 
SVANHILD.
At være fri? 
SVANHILD.
Be free? 
FALK.
Ja, det er netop frihed,
at gøre heltud fyldest i sit kald;
og De, det véd jeg, blev af himlen viet
til værn for mig mod skønheds syndefald.
Jeg må, som fuglen jeg blev opkaldt efter,
mod vinden stige, skal jeg højden nå;
De er den luftning, jeg kan vugges på;
ved Dem får først min vinge bærekræfter.
Vær min, vær min, til De blir verdens eje, –
når løvet falder, skilles vore veje.
Syng Deres sjælerigdom i mig ind,
og jeg skal give digt for digt tilbage;
så kan De ældes under lampeskin,
som træet gulner, uden kval og klage. 
FALK.
Yes, free, for freedom’s all-in-all
Is absolutely to fulfil our Call.
And you by heaven were destined, I know well,
To be my bulwark against beauty’s spell.
I, like my falcon namesake, have to swing
Against the wind, if I would reach the sky!
You are the breeze I must be breasted by,
You, only you, put vigour in my wing:
Be mine, be mine, until the world shall take you,
When leaves are falling, then our paths shall part.
Sing unto me the treasures of your heart,
And for each song another song I’ll make you;
So may you pass into the lamplit glow
Of age, as forests fade without a throe. 
SVANHILD
(med undertrykt bitterhed).
Jeg kan ej takke for den gode vilje,
skønt klart den viser Deres hjertelag.
De ser på mig, som barnet på en silje,
der skæres kan til fløjte for en dag. 
SVANHILD
[with suppressed bitterness].
I cannot thank you, for your words betray
The meaning of your kind solicitude.
You eye me as a boy a sallow, good
To cut and play the flute on for a day. 
FALK.
Ja, det er bedre end i sumpen stå,
til høsten kvæler den med tåger grå.
(heftigt.)
De må! De skal! Ja, det er Deres pligt
at skænke mig, hvad Gud Dem gav så rigt.
Hvad De kun drømmer, gror i mig til digt!
Se fuglen der, – uvittigt jeg den slog;
den var for Dem, som sangens bøgers bog.
O, svigt mig ikke; syng for mig som den, –
mit liv skal give digt for sang igen! 
FALK.
Yes, better than to linger in the swamp
Till autumn choke it with her grey mists damp!
[Vehemently.]
You must! you shall! To me you must present
What God to you so bountifully lent.
I speak in song what you in dreams have meant.
See yonder bird I innocently slew,
Her warbling was Song’s book of books for you.
O, yield your music as she yielded hers!
My life shall be that music set to verse! 
SVANHILD.
Og når De kan mig, og når jeg er tom
og sunget har min sidste sang fra grenen, –
hvad så? 
SVANHILD.
And when you know me, when my songs are flown,
And my last requiem chanted from the bough,--
What then? 
FALK
(betragter hende).
Hvad så? Nå ja, så husk Dem om.
(peger ud i haven.)  
FALK
[observing her].
What then? Ah, well, remember now!
[Pointing to the garden.] 
SVANHILD
(sagte).
O ja, jeg husker De kan bruge stenen. 
SVANHILD
[gently].
Yes, I remember you can drive a stone. 
FALK
(ler hånligt).
Det er den frihedssjæl De pralte med, –
den, som gad vove, når kun målet var der!
(med styrke.)
Jeg har Dem målet vist; giv nu et svar, der
for evigt strækker til. 
FALK
[with a scornful laugh].
This is your vaunted soul of freedom therefore!
All daring, if it had an end to dare for!
[Vehemently.]
I’ve shown you one; now, once for all, your yea
Or nay. 
SVANHILD.
De svaret véd:
På Deres veje kan jeg aldrig nå Dem. 
SVANHILD.
You know the answer I must make you:
I never can accept you in your way. 
FALK
(koldt afbrydende).
Så nok om den ting; lad så verden få Dem. 
FALK
[coldly, breaking off].
Then there’s an end of it; the world may take you! 
SVANHILD
(har i taushed vendt sig fra ham. Hun støtter hænderne mod altanensrækværk og hviler hovedet på dem).  
[SVANHILD has silently turned away. She supports her hands upon the verandah railing, and rests her head upon them.] 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login