KEJSER JULIAN.
Jeg kender eders vredne talemåder. I Galilæere siger ét og mener dermed et andet. Og sligt kalder I for talekunst! O, I middelmådige ånder! Hvilken dårskab! Jeg skulde føle, at den korsfæstede Jøde lever? O, hvilken sunken tid, der kan lade sig nøje med sligt! Men menneskene er ikke bedre nutildags. Galskab regnes for visdom. Hvorledes har jeg ikke i usigelig mange nætter våget og gransket for at finde tingenes rette grund? Men hvor er de, som følger mig efter? Mange priser min tale; men få eller ingen lader sig overtyde. Dog, sandelig, enden er ikke endnu. Der skal komme noget over eder som en overraskelse. I skal fornemme, hvor alt det spredte stræber hen, for at ene sig i ét. I skal erfare, at alt det, som I nu foragter, det har herligheden i sig, – og det kors, som I hænger eders fortrøstning på, det vil jeg tømre om til en stige for ham, som I ikke kender.
JULIAN.
Ich kenne Eure gewundenen Redensarten. Ihr Galiläer sagt das und meint damit etwas anderes. Und so etwas nennt Ihr Redekunst! O Ihr mittelmäßigen Geister! Welche Torheit! Ich sollte fühlen, daß der gekreuzigte Jude lebt? O tief gesunkene Zeit, die sich an dergleichen genügen läßt! Aber die Menschen sind heutzutage nicht besser! Torheit gilt für Weisheit. Wie habe ich nicht in ungezählten Nächten gewacht und geforscht, um den wahren Grund der Dinge zu finden! Doch wo sind sie, die mir nachfolgen? Viele preisen meine Rede; aber wenige oder keiner läßt sich überzeugen. – Doch wahrlich, noch ist das Ende nicht da. Es soll über Euch wie eine Überraschung kommen. Ihr sollt merken, wohin all das Zerstreute strebt, um sich in Einem zu finden. Ihr sollt erfahren, daß all das, was Ihr jetzt verachtet, in sich die Herrlichkeit birgt, – und das Kreuz, an das Ihr Euren Trost hängt, ich will es zu einer Leiter umzimmern für ihn, den Ihr nicht kennt.