You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
FYRST JULIAN.
Har du din frelser og din frelse kær, så drag hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sagte; der lægger en båd til. – (han drager ham over mod den anden side.) Hvad vil du her? Kysse splinten af det hellige kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Véd du, hvad Konstantinopel er blevet i de sidste femten måneder? Et bespottelsens Babylon. – Har du ikke hørt det, – véd du ikke, at Libanios er her? 
JULIAN.
Hast Du Deinen Heiland und Dein Heil lieb, so kehre wieder heim. Er horcht über die Balustrade. Sprich leise, da legt ein Boot an. Er zieht ihn auf die andere Seite. Was willst Du hier? Den Splitter des heiligen Kreuzes küssen? – Kehr’ wieder heim, sage ich! Weißt Du, was Konstantinopel in den letzten fünf Monaten geworden ist? Ein Babylon der Lästerung! – Hast Du es nicht gehört – weißt Du nicht, daß Libanios hier ist? 
AGATHON.
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios. 
AGATHON.
Ach, Julian, ich kenne Libanios nicht. 
FYRST JULIAN.
Du ensomme Kappadokier! Lykkelige egn, hvor hans røst og lære ikke har slåt ned. 
JULIAN.
Du einsamer Kappadocier! Glückliches Land, wo seine Stimme und Lehre nicht hindrang. 
AGATHON.
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –? 
AGATHON.
Ah, – er ist einer von den heidnischen Irrlehrern? 
FYRST JULIAN.
Den farligste af dem alle. 
JULIAN.
Von allen der gefährlichste. 
AGATHON.
Dog ikke farligere end Ædesios i Pergamon? 
AGATHON.
Doch nicht gefährlicher als Aedesios in Pergamon? 
FYRST JULIAN.
Ej, hvad; – hvem tænker længere på Ædesios i Pergamon? Ædesios er affældig – 
JULIAN.
Ach, wer denkt noch an Aedesios in Pergamon? Aedesios ist hinfällig – 
AGATHON.
Er han også farligere, end hin gådefulde Maximos? 
AGATHON.
Ist er auch gefährlicher als jener rätselhafte Maximos? 
FYRST JULIAN.
Maximos! Tal ikke om denne gøgler. Hvem véd noget pålideligt om denne Maximos? 
JULIAN.
Maximos! Sprich nicht von diesem Gaukler. Wer weiß Zuverlässiges von Maximos? 
AGATHON.
Han siger sig at have sovet tre år i en hule hinsides Jordan. 
AGATHON.
Er behauptet, er hätte drei Jahre in einer Höhle jenseits des Jordan geschlafen. 
FYRST JULIAN.
Hekebolios holder ham for en bedrager, og deri har han visselig ikke megen uret. – – Nej, nej, Agathon, – Libanios er den farligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden. Og så, da den var over, i November måned, regned her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvile, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale ned imod jorden og slukne undervejs. – Siden har han lært her, han, visdomselskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder deres sjæle, så de må følge ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber, lig digt og sang om Trojanere og Grækere – 
JULIAN.
Hekebolios hält ihn für einen Betrüger, und darin hat er gewiß nicht so unrecht. – – Nein, nein, Agathon, – Libanios ist der gefährlichste. Unsere sündige Erde hat sozusagen gestöhnt unter dieser Geißel. Seiner Ankunft gingen Zeichen voraus. Eine pestartige Seuche raffte in der Stadt zahllose Menschen dahin. Und, als sie vorüber war, im Novembermond, da regnete es in jeder Nacht Feuer vom Himmel. Du darfst nicht zweifeln, Agathon! Ich habe selbst mitangesehen, wie die Sterne aus ihren Kreisen sich lösten, sich auf die Erde zu senkten und unterwegs erloschen. – Und dann hat er hier gelehrt, er, der Weisheitsfreund, der Redner. Alle nennen ihn den König unter den Lehrern der Beredsamkeit. Ja, das müssen sie wohl. Ich sage Dir, er ist furchtbar. Jünglinge und Männer scharen sich um ihn; er fesselt ihre Seelen, so daß sie ihm folgen müssen. Gottesleugnung fließt betörend von seinen Lippen, wie Sang und Sage von Trojanern und Griechen – 
AGATHON
(i skræk).
O, du har også søgt ham, Julian! 
AGATHON
erschrocken.
O, Du hast ihn auch aufgesucht, Julian? 
FYRST JULIAN
(viger tilbage).
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Libanios om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle troende, som kommer denne spidsfindige mand nær, de falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejserslottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse, at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed.) Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Libanios’s hoved på et sølvfad! 
JULIAN
weicht zurück.
Ich! – Gott schütze mich davor! Sollten gewisse Gerüchte Dir zu Ohren kommen, – so schenk’ ihnen keinen Glauben! Es ist nicht wahr, daß ich Libanios nachts oder verkleidet aufgesucht habe. Seine Nähe würde mir ein Greuel sein. Auch hat es der Kaiser verboten, und noch eindringlicher Hekebolios. – Alle Gläubigen, die diesem spitzfindigen Mann nahe kommen, fallen ab und werden Spötter. Und nicht sie allein. Seine Worte pflanzen sich fort von Mund zu Mund bis hinein in das kaiserliche Schloß. Sein zwangloser Spott, seine unumstößlichen Gründe, seine Hohngedichte drängen sich in mein Gebet; – all das zusammen kommt mir vor, wie jene Ungeheuer in Vogelgestalt, die einem frommen, landfahrenden Helden ehedem die Mahlzeit besudelten. Zuweilen fühle ich mit Entsetzen, daß des Glaubens und Wortes Nahrung mich anekelt. – Braust mit Leidenschaft auf. Hätte ich des Kaisers Macht, so würde ich Dir des Libanios Haupt auf einer silbernen Schüssel senden! 
AGATHON.
Men hvor er det muligt, at kejseren tåler dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –? 
AGATHON.
Aber wie ist es möglich, daß der Kaiser dies duldet? Wie kann unser frommer, gläubiger Kaiser –? 
FYRST JULIAN.
Kejseren? Priset være kejserens tro og fromhed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu som for to år siden. Dengang måtte mystikeren Maximos’s tvende brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme. Du véd ikke, hvilke mægtige støtter Libanios har. En eller anden af de ringere visdomslærere udjages stundom af staden. Ham vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! – Hvad hjælper det, at de andre fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve i løvens hule – 
JULIAN.
Der Kaiser? Gepriesen seien des Kaisers Glauben und Frömmigkeit! Aber der Kaiser hat für nichts anderes Sinn als für den unseligen Perserkrieg. Der beschäftigt alle Geister. Kein Mensch achtet des Krieges, der hier gegen Golgathas Fürsten geführt wird. Ach, mein Agathon, jetzt ist es nicht mehr wie vor zwei Jahren. Damals mußten die beiden Brüder des Mystikers Maximos ihre Irrlehren mit dem Tode büßen. Du weißt nicht, welch mächtige Stützen Libanios hat. Von den kleineren Weisheitslehrern wird bisweilen einer oder der andere aus der Stadt gejagt. Ihn wagt niemand anzurühren. Ich habe gebettelt, Hekebolios und die Kaiserin angefleht, für seine Ausweisung zu wirken. Aber nein, nein! – Was hilft es, daß die anderen beseitigt werden? Dieser eine Mensch vergiftet uns allen die Luft. O mein Erlöser, könnte ich dieser ganzen greulichen Heidenwirtschaft entrinnen! Hier leben, heißt in der Höhle des Löwen leben – 
AGATHON
(livfuldt).
Julian, – hvad sagde du der! 
AGATHON
lebhaft.
Julian, – was sagtest Du da! 
FYRST JULIAN.
Jo, jo; kun et under kan fri os. 
JULIAN.
Ja, ja, – nur ein Wunder kann uns befreien. 
AGATHON.
O, så hør! Det under er sket. 
AGATHON.
So höre denn! Das Wunder ist geschehen. 
FYRST JULIAN.
Hvad mener du vel? 
JULIAN.
Was meinst Du? 
AGATHON.
Du skal høre det, Julian; thi nu tør jeg ikke længer tvile på, at det er dig, det gælder. Hvad der drev mig til Konstantinopel var et syn – 
AGATHON.
Du sollst es hören, Julian; denn jetzt darf ich nicht länger zweifeln, daß es Dir gilt. Was mich nach Konstantinopel getrieben hat, war ein Gesicht – 
FYRST JULIAN.
Et syn, siger du! 
JULIAN.
Ein Gesicht, sagst Du! 
AGATHON.
En hellig åbenbaring – 
AGATHON.
Eine heilige Offenbarung – 
FYRST JULIAN.
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske ligegyldig; – lad som intet.
(de blir begge stående ved rækværket.)
(En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kommende.) 
JULIAN.
Um Gottes Gnade willen, sprich! – Still – sprich nicht. Halt ein, – da kommt wer. Bleib hier stehen – ganz gleichgültig – tu, als ob nichts wäre.
Sie bleiben beide an der Balustrade stehen.
Ein großer, schöner Mann in mittleren Jahren, nach Art der Weisheitslehrer gekleidet, in kurzem Mantel, kommt durch die Allee links. Eine Schar Jünglinge folgt ihm, alle in aufgeschürzten Gewändern, Efeukränze im Haar, mit Büchern, Papieren und Pergamenten. Die Gesellschaft in lautem Lachen und Gespräch. 
VISDOMSLÆREREN.
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk på, hvad du bærer er mere værd, end guld. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Laß nichts ins Wasser fallen, mein munterer Gregor! Denk, was Du trägst, ist mehr wert denn Gold. 
FYRST JULIAN
(som står lige ved ham).
Med tilladelse, – gives der noget håndfast gode, som er mere værd, end guld? 
JULIAN.
der gerade neben ihm steht.
Mit Verlaub, – gibt es ein greifbares Gut, das mehr wert ist als Gold? 
VISDOMSLÆREREN.
Kan du købe dit livs frugter igen for guld? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Kannst Du Deines Lebens Früchte für Gold zurückkaufen? 
FYRST JULIAN.
Sandt; sandt. Men når så er, skulde du ikke lide på de troløse vande. 
JULIAN.
Nein, das ist wahr. Aber wenn dem so ist, so solltest Du nicht dem treulosen Wasser vertrauen. 
VISDOMSLÆREREN.
Menneskegunst er troløsere. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Menschengunst ist treuloser. 
FYRST JULIAN.
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så hen med dine skatte? 
JULIAN.
Das Wort war Weisheit. Und wo segelst Du hin mit Deinen Schätzen? 
VISDOMSLÆREREN.
Til Athen.
(han vil gå forbi.) 
DER WEISHEITSLEHRER.
Nach Athen.
Er will weiter gehen. 
FYRST JULIAN
(med undertrykt latter).
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke din egen rigdom. 
JULIAN
mit unterdrücktem Lachen.
Nach Athen? O, reicher Herr, so gehört Dir ja nicht Dein eigener Reichtum. 
VISDOMSLÆREREN
(standser).
Hvi så? 
DER WEISHEITSLEHRER
bleibt stehen.
Wieso? 
FYRST JULIAN.
Er det vismands værk at føre ugler til Athen? 
JULIAN.
Ist es des Weisen Werk, Eulen nach Athen zu tragen? 
VISDOMSLÆREREN.
Mine ugler forliges ikke med kirkelyset i kejserstaden. (til en af de unge mænd.) Ræk mig hånden, Sallust!
(han vil stige ned.) 
DER WEISHEITSLEHRER.
Meine Eulen vertragen sich nicht mit dem Licht der Kirchen in der Kaiserstadt. Zu einem jungen Manne. Reich’ mir Deine Hand, Sallust.
Er will hinabsteigen. 
LÆRLINGEN SALLUST
(halvt nede på trappen, sagte).
Ved guderne, det er ham! 
SALLUST, DER SCHÜLER
halb unten auf der Treppe, leise.
Bei den Göttern, er ist es! 
VISDOMSLÆREREN.
Ham –? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Er –? 
LÆRLINGEN SALLUST.
Så sandt jeg lever! Jeg kender ham! – jeg har set ham gå sammen med Hekebolios. 
SALLUST.
So wahr ich lebe! Ich kenne ihn! – Ich habe ihn in des Hekebolios Gesellschaft gesehen. 
VISDOMSLÆREREN.
Ah! (han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han et skridt nærmere og siger): Du smilte nys. Hvad smilte du ad? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Ah! Er betrachtet Julian mit verhohlener Aufmerksamkeit; dann tritt er einen Schritt näher und sagt: Du lächeltest eben. Worüber lächeltest Du? 
FYRST JULIAN.
Da du klaged over kirkelyset, tænkte jeg på, om det ikke snarere var kongelyset i læresalen, som skar dig for stærkt i øjnene. 
JULIAN.
Als Du über das Licht in den Kirchen klagtest, da dachte ich, ob es nicht vielmehr das königliche Licht im Lehrsaal ist, das Dir zu grell in die Augen sticht. 
VISDOMSLÆREREN.
Misundelse rummes ikke under den korte kappe. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Neid hat nicht Platz unter diesem kurzen Mantel. 
FYRST JULIAN.
Hvad ikke rummes, det stikker frem. 
JULIAN.
Was nicht Platz hat, tritt hervor. 
VISDOMSLÆREREN.
Du har en spids tunge, høje Galilæer! 
DER WEISHEITSLEHRER.
Du hast eine spitze Zunge, schlanker Galiläer. 
FYRST JULIAN.
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæermærke? 
JULIAN.
Warum Galiläer? Was ist mein Galiläermal? 
VISDOMSLÆREREN.
Hofklædningen. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Die Hofkleidung. 
FYRST JULIAN.
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger du i Athen? 
JULIAN.
Ich bin darunter ein Freund der Weisheit; denn ich trage ein gar grobes Hemd. – Aber sag’ mir, was suchst Du in Athen? 
VISDOMSLÆREREN.
Hvad søgte Pontius Pilatus? 
DER WEISHEITSLEHRER.
Was suchte Pontius Pilatus? 
FYRST JULIAN.
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Libanios er? 
JULIAN.
Ei was! Ist nicht die Wahrheit hier, wo Libanios ist? 
VISDOMSLÆREREN
(ser stivt på ham).
Hm! – Libanios, ja! Libanios vil snart forstumme. Libanios er ked af kampen, herre! 
DER WEISHEITSLEHRER
sieht ihn starr an.
Hm! – Libanios, ja! Libanios wird bald verstummen. Libanios ist kampfesmüde, Herr! 
FYRST JULIAN.
Ked? Han, – den usårlige, den altid sejrende –? 
JULIAN.
Müde? Er, – der Unverwundbare, der immer Siegreiche –? 
VISDOMSLÆREREN.
Han er ked af at vente på sin ligemand. 
DER WEISHEITSLEHRER.
Er ist müde, auf seinesgleichen zu warten. 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login