HJALMAR
(uden at svare).
Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å, jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende; – og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.
HJALMAR
ohne zu antworten.
Wie unsagbar lieb habe ich das Kind gehabt! Wie unsagbar glücklich fühlte ich mich jedesmal, wenn ich heimkehrte in meine dürftige Stube, und sie mir mit ihren süßen, leis zwinkernden Augen entgegenflog. O ich argloser Tor! Ich liebte sie so namenlos; – und da dichtete und träumte ich mich in den Wahn hinein, daß auch sie mich namenlos wiederliebe.
HIALMAR
[without answering.]
How unutterably I have loved that child! How unutterably happy I have felt every time I came home to my humble room, and she flew to meet me, with her sweet little blinking eyes. Oh, confiding fool that I have been! I loved her unutterably; — and I yielded myself up to the dream, the delusion, that she loved me unutterably in return.
雅尔马
(不答复这句话)
我一向是说不出地喜欢那孩子!我每次回家走进自己这间小屋子，看她扑过来接我，眨巴着两只迷人的小眼睛，我真是说不出地快活。喔，我真是个容易上当的傻瓜!我那么说不出地爱她。我痴心妄想，以为她也是说不出地爱我。
